Terafim

Givere af velstand, afguder i menneskeskikkelse, store eller små, svarende til de billeder af forfædre, som romerne ærede. For at narre de vagter, som Saul havde sendt for at gribe David, gjorde Mikal, hans hustru, en af husets terafim klar; hun satte den gedeskindshætte på den, som sovende og syge bar, og lagde den i en seng, dækket med en kappe. Hun viste den til soldaterne og hævdede, at David var bundet til sengen af en pludselig sygdom (1 Sam 19,13-16). På den måde vandt hun tid til Davids flugt. Det virker mærkeligt at læse om terafim, billeder af forfædre, bevaret til overtroiske formål, i Davids hus. Sandsynligvis var de i hemmelighed blevet bragt med af Mikal fra hendes fars hus. “Måske,” siger biskop Wordsworth, “havde Saul, forladt af Gud og besat af den onde ånd, søgt hjælp hos terafim (ligesom han senere søgte hjælp hos trolddom); og Gud styrede det onde til det gode og gjorde netop hans terafim (ved hans egen datters hånd) til et redskab for Davids flugt.”, Deane’s David, s. 32. Josija forsøgte at undertrykke denne form for afgudsdyrkelse (2 Kong 23,24). Efoden og terafim nævnes sammen i Hos 3,4. Nogle har antaget (Cheyne’s Hosea), at den “efod”, der nævnes her, og også i Dom 8,24-27, ikke var den del af den præstelige klædedragt, som bar dette navn (2 Mos 28,6-14), men et billede af Jahve overtrukket med guld eller sølv (jf. Dom 17, 18; 1 Sam 21,9; 23,6, 9; 30,7, 8), og forbindes således med terafim.