Tilnavn

sur'-nam (kanah; epikalein): Et ord afledt af fransk, med betydningen »et ekstra navn«; på moderne engelsk altid en persons familienavn. Ja, stavemåden »surname« i KJV 1 Makk 1,10; 2,2; 6,43 kan skyldes en forveksling med »sire's name« (faderens navn). Men skikken med familienavne var helt ukendt blandt hebræerne. Ordet bruges to gange i KJV i Det Gamle Testamente, nemlig Es 44,5; Es 45,4. Det hebraiske ord betyder »at give smigrende eller ærefulde titler«. I det første sted er fremmede så misundelige på jødernes velstand, at de ivrigt ønsker at få tilnavn efter Israels navn, dvs. at blive indskrevet som medlemmer af den jødiske nation. I det andet tilfælde giver Jahve Kyros en ærestitel, nemlig »Jahves tjener«, og udpeger ham således til at være hans redskab ved genoprettelsen af hans folk. Det samme ord gengives i Job 32,21 i KJV med »give smigrende titler«. Elihu erklærer, at han vil undersøge situationen uden frygt eller gunst. Han vil ikke lade så højtravende titler som »Deres Velærværdighed« eller »Min Herre« stå i vejen for sig. Han vil ikke lade sig imponere af Jobs sociale stilling. I Det Nye Testamente bruges ordet om Peter--Simon, hvis tilnavn er Peter (ApG 10,5; ApG 10,32; ApG 11,13); om Markus--Johannes, hvis tilnavn var Markus (ApG 12,12; ApG 12,25; ApG 15,37); om Judas--med tilnavnet Iskariot (Luk 22,3); om Barsabbas--som havde tilnavnet Justus (ApG 1,23); og om Judas--med tilnavnet Barsabbas (ApG 15,22). Det var en udbredt skik i den antikke verden at give ærefulde og symbolske titler. Vor Herre gav Simon tilnavnet Peter (Mark 3,16), og Jakob og Johannes Boanerges (Mark 3,17). ApG 15,37 har KJV »surname« for det enkle »kalde« (således RV).

T. Lewis