Søn; sønner

sun, sunz:

(1) I bibelsk sprog bruges ordet "søn" først og fremmest i sin strengt bogstavelige betydning om en mands eller kvindes mandlige afkom eller efterkommer. I nogle få tilfælde i Det Gamle Testamente, som i 1 Mos 3,16; Jos 17,2; Jer 20,15, oversættes det hebraiske ord ben korrekt på engelsk med ordet "child" eller "children", da det omfatter begge køn, som i 1 Mos 3,16, eller begrænses til mænd ved brugen af den bestemmende betegnelse "male". Nært forbundet med denne betydning af direkte mandligt afkom eller af børn er dets brug til at betegne efterkommere, efterslægt i mere almindelig forstand. Denne brug, som i tilfældet med Israels sønner (børn) måske kan anses for at have sin oprindelse i forestillingen om direkte nedstamning fra den fælles stamfader Israel, blev med tiden blot en etnografisk betegnelse, så udtrykkene "Israels børn" og "Ammons børn" ikke betød mere end israelitter eller ammonitter, det vil sige indbyggere i henholdsvis Israels eller Ammons lande. En udvidelse af denne brug findes i betegnelsen af et folk som et lands eller en bys sønner eller børn; således i Am 9,7 "etiopiernes børn", eller Ez 16,28, hvor den bogstavelige gengivelse ville være "Asshurs sønner" i stedet for assyrerne, og "Jerusalems børn" i Joel 3,6.

Se BAR (forstavelse); BEN-.

(2) Mere karakteristisk for bibelsk sprogbrug er anvendelsen af ordet "søn" til at angive medlemskab af en klasse eller et lav, som i det almindelige udtryk "profeternes sønner", der ikke siger noget som helst om afstamning, men fastslår, at de pågældende personer er medlemmer af de profetiske lav eller skoler. I Det Nye Testamente betyder ordet "sønner" (huioi) i Luk 11,19, gengivet "børn" i Matt 12,27 i KJV, ikke fysiske efterkommere, men medlemmer af klassen eller sekten; ifølge Matthæus farisæerne, som angreb Kristus.

(3) Ordet "søn" bruges med en efterfølgende genitiv, der angiver egenskab, for at betegne et eller andet kendetegn ved den eller de personer, der beskrives. På engelsk udelades ordet "søn" som regel, og udtrykket omskrives, som i 2 Sam 3,34, hvor de ord, der i KJV oversættes "onde mænd", bogstaveligt betyder ondskabs sønner eller børn. To eksempler på denne brug kan nævnes: det velkendte udtryk "Belials sønner" i Det Gamle Testamente (5 Mos 15,13 KJV, og ofte), hvor betydningen ganske enkelt er usle eller værdiløse personer (sammenlign 4 Mos 24,17, randnote "Sheths børn" (Expository Times, XIII, 64b)); og i Det Nye Testamente udtrykket "tordensønner", som i Mark 3,17 gives som forklaring på tilnavnet "Boanerges". Denne brug er almindelig i Det Nye Testamente, sådan som udtrykkene "rigets børn", "lysets børn" osv. viser; den almindelige betydning er, at substantivet i genitiv efter ordet børn angiver en egenskab hos de personer, der er tale om. De særlige udtryk "Menneskesøn" og "Guds søn" behandles i særskilte artikler.

Se også slægtskabsforhold, familie.

Walter R. Betteridge