Diakon

Engelsk form af det græske ord diaconos, der betyder en “løber”, “sendebud”, “tjener”. I lang tid havde der eksisteret en følelse af gensidig jalousi mellem “hebræerne”, eller de egentlige jøder, som talte Israels lands hellige sprog, og “hellenisterne”, eller jøder af græsk sprog, som havde taget det græske sprog til sig og læste Septuaginta-oversættelsen af Bibelen i stedet for den hebraiske. Denne jalousi viste sig tidligt i det kristne fællesskab. Hellenisterne hævdede, at deres enker blev overset ved den daglige uddeling af almisse. Denne ånd måtte standses. Apostlene rådede derfor disciplene til at udse syv mænd med godt vidnesbyrd, fulde af Helligånden og med praktisk visdom, som skulle tage hele ansvaret for denne uddeling, så apostlene blev frie til helt at vie sig til deres embedes åndelige opgaver (ApG 6,1-6). Det blev da gjort. Syv mænd blev valgt, og deres navne tyder på, at de var hellenister. Navnet “diakon” anvendes ingen steder om dem i Det Nye Testamente; de kaldes ganske enkelt “de syv” (21,8). Deres embede var i begyndelsen verdsligt, men det blev senere også åndeligt; for blandt andre kvalifikationer skulle de også være “egnede til at undervise” (1 Tim 3, 8-12). Både Filip og Stefanus, som var af “de syv”, prædikede; de gjorde “evangelisters arbejde”.