Virak

(Hebr. lebonah; gr. libanos, dvs. “hvid”), en vellugtende harpiks importeret fra Arabien (Es 60,6; Jer 6,20), men som også voksede i Israels land (Højs 4,14). Den var en af bestanddelene i helligdommens vellugtende røgelse (2 Mos 30,34) og blev brugt som ledsagelse til afgrødeofferet (3 Mos 2,1, 16; 6,15; 24,7). Når den blev brændt, udsendte den en duftende lugt, og derfor blev røgelsen et symbol på det guddommelige navn (Mal 1,11; Højs 1,3) og et billede på bøn (Sl 141,2; Luk 1,10; Åb 5,8; 8,3).

Denne virak, eller olibanum, som jøderne brugte i tempeltjenesten, må ikke forveksles med den virak, der findes i moderne handel, og som er en udsondring fra rødgran, Pinus abies. Den var sandsynligvis en harpiks fra det indiske træ, som botanikere kender under navnet Boswellia serrata eller thurifera, og som bliver op til fyrre fod højt.