Æon

e'-on: Dette ord betød oprindeligt "varighed", "husholdning". I Platons og Aristoteles' filosofi er ordet aion, hvorfra dette ord er transskriberet. I den gnostiske filosofi har det en særlig betydning og bruges dér til at løse problemet om verdensordenen. I den uendelige adskillelse mellem Gud og verden, lærte man, måtte der nødvendigvis være formidlende magter. Disse magter er æonerne og er de successive udstrømninger fra Gud fra evighed af. De er åndelige og eksisterer som særskilte væsener. De udgjorde den guddommelige fylde eller det guddommelige Pleroma. Navnet blev anvendt om disse væsener af to grunde: fordi man mente, at de havde del i Guds evige eksistens, og fordi man antog, at de styrede de forskellige tidsaldre. Forestillingen om æonerne i forskellige former kan findes i næsten al orientalsk filosofi, som forsøgte at beskæftige sig med problemet om verdensordenen. Den optræder i Filons skrifter, i shintoismen, i den gamle zoroastriske religion.

Se gnosticisme.

Jacob W. Kapp