Ældste i Det nye testamente

(presbuteros):

(1) Ordet bruges adjektivisk til at angive anciennitet (Luk 15,25; 1 Tim 5,2).

(2) Med hensyn til de jødiske ældste i synagogen, sædvanligvis forbundet med skriftlærde og farisæer, og nytestamentlige steder citeret i den foregående artikel.

(3) Det betegner visse personer udnævnt til at have embede i den kristne kirke og udøve åndeligt tilsyn over den flok, der er betroet til dem. Af henvisningerne i ApG 14,23; ApG 20,17 kan man slutte, at kirkerne generelt havde ældste udnævnt over sig. At "ældste" og "biskopper" var det samme i apostolsk og sub-apostolsk tid, er nu næsten universelt anerkendt; i alle nytestamentlige henvisninger er deres funktioner identiske. Den mest sandsynlige forklaring på navneforskellet er, at "ældste" hovedsageligt henviser til personen, og "biskop" til embedet; navnet "ældste" fremhæver hvad han er, mens "biskop", det vil sige "tilsynsmand", fremhæver hvad den ældste eller presbyter gør.

Se Biskop; Kirkestyrelse; Gerning.

A. C. Grant