Ældste i Det Gamle Testamente

el'-der, (zaqen):

Hos primitive folk synes myndighed naturligt at være blevet lagt hos dem, der i kraft af højere alder og dermed erfaring var bedst egnede til at styre; således Iliaden iii.149. Senere blev forestillingen om alder opslugt af forestillingen om værdighed (Il. ii.404, ii.570; Odysseen ii.14). På lignende måde kom ordet patres i brug hos romerne (Cic. Rep. 2,8,14). Sådan var det også hos germanerne, hvor myndighed blev betroet dem, der var ældre; jf. Tacitus Agricola. Det samme gælder blandt araberne helt til i dag, idet sheiken altid er en mand med alder såvel som myndighed.

Fra begyndelsen havde hebræerne dette syn på styreformen, skønt betegnelsen "ældste" senere kom til at blive brugt om den myndighed, som man i begyndelsen anså alder for nødvendig til. Således optræder embedet både i Jahvisten, J (9. årh. f.Kr.) (2 Mos 3,16; 2 Mos 12,21; 2 Mos 24,1, om hebræernes ældste; og om egypterne, 1 Mos 50,7); og Elohisten (E) (8. årh. f.Kr.) (2 Mos 17,5; 2 Mos 18,12; 2 Mos 19,7 (den anden Deuteronomist (D2)); Jos 24,31, Israels ældste eller folkets ældste. Jf. princippet for udvælgelse af førere over ti, halvtreds osv., 2 Mos 18,13 ff, idet halvfjerds blev udvalgt fra en tidligere gruppe af ældste); jf. Jahvisten(J)-Elohisten(E) (4 Mos 11,16; 4 Mos 11,24). Halvfjerds nævnes også i 2 Mos 24,1, mens der i Dom 8,14 nævnes syvoghalvfjerds, skønt dette kunne forstås som omfattende syv fyrster. Sandsynligvis var tallet ikke ensartet.

Ældste som titel fortsætter med at have en plads ned gennem dommertiden (Dom 8,16; Dom 2,7); jf. Ruth 4,2 ff ind i kongedømmet. Saul bad om at blive æret foran de ældste (1 Sam 15,30); Betlehems ældste trådte frem for Samuel (1 Sam 16,4); de ældste trådte frem for David i Hebron (2 Sam 17,15; 1 Krøn 11,3); ældste deltog i Salomos tempelprocession (1 Kong 8,3; 2 Krøn 5,4). De fortsatte gennem persertiden Ezra 5,5; Ezra 5,9; Ezra 6,7; Ezra 6,14; Ezra 10,8; Ezra 10,14; Joel 1,14 randnote og Makkabæertiden APC Judith 6,16; 7,23; 8,10; 10,6; 13,12; 1Macc 12,35, mens Det Nye Testamentes presbuteros, Matt 16,21; Matt 26,47; Matt 26,57; Mark 8,31; Luk 9,22; ApG 4,5; ApG 4,23 ofte nævner embedet.

De ældste fungerede som lokale embedsmænd ved at føre mordere for retten (5 Mos 19,12; 5 Mos 21,1; Jos 20,4), straffe en ulydig søn (5 Mos 21,19), idømme straf for bagvaskelse (5 Mos 22,15), for manglende efterlevelse af loven om leviratsægteskab (5 Mos 25,7), håndhæve loven (5 Mos 27,1) og forestå tjenesten ved soning for uforvarende overtrædelse af loven (3 Mos 4,13).

I visse passager nævnes forskellige klasser af embedsmænd som "dommere og tilsynsmænd" (5 Mos 16,18), "ældste" og "tilsynsmænd" (5 Mos 31,28), "overhoveder, stammer, ældste, tilsynsmænd" (5 Mos 29,10; 5 Mos 29,9). Det er sandsynligt, at begge klasser blev udvalgt blandt de ældste, og at den ene klasse fik til opgave at dømme, mens "tilsynsmændene" udøvede udøvende funktioner (Schurer). I helt jødiske samfund ville de samme mænd både være samfundets embedsmænd og synagogens ældste. I dette tilfælde ville de samme mænd have myndighed over både civile og religiøse anliggender.

Litteratur.

Schurer, GJV3, section 23, especially 175 ff Eng. edition, II, i, 149 ff; Benzinger, H A2, 51; Deissmann, Bibelstudien, 153 ff (sv. ...); BDB, 278 (...); Preuschen, Griechisch-Deutsches Handworterbuch, under the word, 958 f.

W. N. Stearns