Ærefrygt

o: Frygt blandet med ærbødighed og undren, en sindstilstand fremkaldt af noget frygtindgydende eller ophøjet.

I KJV og RV (britisk og amerikansk) forekommer det i Sl 4,4: "Stå i ærefrygt, og synd ikke" (hvor RV, randnote har: "Bliv vrede," således Septuaginta; jf. Ef 4,26); Sl 33,8; Sl 119,161. I følgende passager erstatter RV (britisk og amerikansk) KJV's "frygt" med "stå i ærefrygt": Sl 22,23 phoboumenoi;

Es 29,23; 1 Sam 18,15; Mal 2,5; og i Hebr 12,28 erstatter den KJV's "ærbødighed" med "ærefrygt" (deos kun her i Det Nye Testamente). I alle disse passager, undtagen 1 Sam 18,15 (eulabeito, hvor det beskriver Sauls følelse over for David), står ordet for menneskets holdning af ærbødig frygt over for Gud. Dette er i Skrifterne den fromme sjæls karakteristiske holdning over for Gud, især i Det Gamle Testamente. Den udspringer af en bevidsthed om Guds uendelige magt, ophøjethed og hellighed, som fylder sindet med "frygt for Herren" og en rædsel for at overtræde hans lov. Se frygt.

D. Miall Edwards