Æsel

Nævnes ofte i hele Skriften. Om de tamme arter læser vi om:

Hunæslet (hebr. ‘athon), sådan kaldt på grund af dets langsomhed (1 Mos 12,16; 45,23; 4 Mos 22,23; 1 Sam 9,3).

Hanæslet (hebr. hamor), det almindelige arbejdsæsel i Vestasien, sådan kaldt på grund af dets røde farve. Issakar sammenlignes med et stærkt æsel (1 Mos 49,14). Det var forbudt at spænde et æsel og en okse sammen for ploven (5 Mos 22,10).

Æselføllet (hebr. ‘air), nævnt Dom 10,4; 12,14. Det gengives “føl” i 1 Mos 32,15; 49,11. (Jf. Job 11,12; Es 30,6.) Æslet er et urent dyr, fordi det ikke tygger drøv (3 Mos 11,26. Jf. 2 Kong 6,25). Æsler udgjorde en betydelig del af rigdommen i oldtiden (1 Mos 12,16; 30,43; 1 Krøn 27,30; Job 1,3; 42,12). De var kendt for deres ånd og deres hengivenhed for deres herre (Es 1,3). De omtales ofte som ridedyr, således for Abraham (1 Mos 22,3), Bileam (4 Mos 22,21), den ulydige profet (1 Kong 13,23), dommeren Abdons familie, halvfjerds i tal (Dom 12,14), Sippora (2 Mos 4,20), kvinden fra Shunem (1 Sam 25,30) osv. Zakarias (9,9) forudsagde vor Herres triumferende indtog i Jerusalem, “ridende på et æsel og på et føl” osv. (Matt 21,5, RV).

Af vilde æsler nævnes to arter: (1) det, der på hebraisk kaldes ’arod, nævnt Job 39,5 og Dan 5,21, kendt for sin hurtighed; og (2) det, der kaldes pe’re, Asiens vilde æsel (Job 39,6-8; 6,5; 11,12; Es 32,14; Jer 2,24; 14,6 osv.). Det vilde æsel udmærkede sig ved sin hurtighed og sin yderste skyhed. Med hentydning til hans levevis sammenlignes Ismael med et vildæsel (1 Mos 16,12. Her gengives ordet blot “vild” i KJV, men i RV “vildæsel blandt mennesker”).