Æra

e'-ra:

Vi finder ingen defineret æra i brug i Gamle Testamentes tid, og sådan brug kommer ikke til syne før vi når Makkabæernes periode. Der er nogle henvisninger til vigtige begivenheder, som kunne have tjent som æraer, hvis de var blevet almindeligt accepteret og konstant benyttet. Sådan var Udgangen af Egypten; og denne henvises til som udgangspunktet for fastlæggelsen af datoen for Salomos tempels opførelse (1 Kong 6,1), og også for datoen for Arons død (4 Mos 33,38).

Et jordskælv henvises til af Am 1,1 som en velkendt begivenhed, hvormed man kan datere begyndelsen af hans profetiske virksomhed; og Ezekiel henviser i to passages til Judas fangenskab som en dato for at markere visse begivenheder i hans liv. Af disse ville Udgangen af Egypten have været den mest passende begivenhed at bruge som æra, da den markerede det hebraiske folks fødsel; men oldtidens almindelige skik var at datere fra kongernes regeringsår, som vi ser det i Egyptens, Babyloniens og Assyriens historie; denne skik blev fulgt af israelitterne så snart kongeriget var etableret, og fortsattes ned til Fangenskabet. Efter jødernes hjemkomst antog de naturligt de persiske kongers regeringsår, under hvis styre de var, indtil kongeriget blev styrtet af Alexander. Efter denne begivenhed var den æra, som var mest udbredt i Syrien, den fra det seleukidiske rige, som begyndte i 312 f.Kr., og må have været velkendt for jøderne, og vi har bevis for, at de gjorde brug af den. Da Simon Makkabæeren sikrede jødernes uafhængighed fra den seleukidiske konge Demetrius II i 141-140, begyndte de at datere deres dokumenter og kontrakter fra denne begivenhed, som det fremgår af 1 Makk 13,41.42; og vi finder, at året for deres uafhængighed er fastlagt ved henvisning til den seleukidiske æra, Simons første år værende det 170. år af denne æra (se Josephus, Ant, XIII, vi, 7).

Derefter brugte de Simons æra, og daterede efter hans regeringsår; men hvorvidt de brugte denne som en permanent æra under det asmonæiske dynasti eller daterede simpelthen fra hver konges tiltrædelse, ved vi ikke. Der er ingen tvivl om, at den seleukidiske æra fortsatte med at blive brugt gennem hele landet i flere århundreder efter det seleukidiske rigis undergang, som vi har rigelige bevis for fra indskrifter. Da romerne overtog Syrien og Israels land, var deres æra selvfølgelig benyttet af romerske embedsmænd, men dette fik ikke udbredelse blandt befolkningen. Det herodiske dynasti brugte nogle gange deres egne regeringsår og nogle gange kejsernes, som det fremgår af deres mønter. Jøderne må have været fortrolige med de æraer, som nogle af de fønikiske byer brugte, såsom Tyrus og Sidon. Tyrus havde en lokal æra som begyndte i 126 f.Kr., og Sidon en som begyndte i 112 f.Kr.; og de fleste byer på kysten brugte Alexanders æra, dateret fra slaget ved Issos, indtil det seleukidiske rige blev etableret. Jøderne ville være fortrolige med disse fra deres handelsforbindelser med kystkuberne, men vi ved ikke, at de brugte dem. De antog ikke Skabelsens æra før efter Kristi tid. Den blev fastsat til 4000 år før templets senere ødelæggelse, eller 3760 f.Kr.

H. Porter