Klagesangene, Bog

lam-en-ta'-shunz,--Jeremias’ Klagesange:

1. Navn:

Dette er et samlende navn, som traditionen har givet 5 elegier i den hebraiske kanon, der begræder det ødelagte Jerusalems skæbne. Rabbinerne kalder denne lille bog 'Ekhah ("hvor"), efter det klageord, som den begynder med, eller qinoth. På grundlag af det sidste udtryk kalder Septuaginta den threnoi, eller på latin Threni, eller "Klagesange".

2. Form:

Den lille bog består af 5 klagesange, hvor hver enkelt udgør indholdet af et kapitel. De første 4 er kendetegnet ved alfabetisk akrostikon. Desuden findes qinah-metret ("elegi") i disse hymner, hvor en længere linje (3 eller 4 tryk) efterfølges af en kortere (2 eller 3 tryk). I Klag 1 og 2 begynder de akrostiske bogstaver tre sådanne dobbeltlinjer; i Klag 4 derimod to dobbeltlinjer. I Klag 3 styrer et bogstav tre par, men gentages ved begyndelsen af hver linje. I Klag 5 mangler alfabetet; men også i dette tilfælde stemmer antallet af linjepar overens med antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet, dvs. 22. I Klag 2; Klag 3 og 4 følger bogstavet `ayin (`) efter pe (p), som det også er tilfældet i Sl 34. Klagesangene 1 følger derimod den sædvanlige rækkefølge.

3. Indhold:

Disse 5 hymner henviser alle til den store nationale katastrofe, der ramte jøderne og især hovedstaden Jerusalem gennem kaldæerne, 587-586 f.Kr. Byens lidelser og angst, helligdommens ødelæggelse, Israels fjenders grusomhed og spot, især edomitternes, den vanære, der ramte kongen og hans stormænd, præster og profeter, og det endda ikke uden deres egen skyld, landets ødelæggelse og ruin--alt dette beskrives, og der appelleres til Guds barmhjertighed. En omhyggelig tankefølge kan man ikke forvente i den lyriske følelse og i den alfabetiske form. Der findes mange gentagelser, men hver af disse hymner fremhæver et særligt træk ved ulykken. Klagesangene 3 er enestående, idet én person her beskriver sine egne særlige lidelser i forbindelse med den almindelige ulykke, og derefter også i de andres navn indleder en bodssalme. Denne person led ikke så hårdt, fordi han var en særlig synder, men på grund af sit folks uretfærdighed. Disse hymner blev ikke skrevet under belejringen, men senere, på et tidspunkt hvor folket endnu levende huskede lidelserne og angsten fra den tid, og hvor det indtryk, Jerusalems fald havde gjort på dem, stadig var lige så stærkt som nogensinde.

4. Forfatter:

Hvem er forfatteren til disse hymner? Den jødiske tradition er enstemmig i at sige, at det var Jeremias. Selve hymnerne findes anonymt i den hebraiske tekst, mens Septuaginta i én af dem har en yderligere bemærkning, hvis hebraiske stil ville få os til at slutte, at den fandtes i den original, som oversættelsen blev lavet efter. Denne bemærkning lyder: "Og det skete, efter at Israel var blevet ført bort i fangenskab og Jerusalem var blevet lagt øde, at Jeremias sad grædende og fremsagde denne klagesang over Jerusalem og sagde." Targum angiver også, at Jeremias var forfatteren. Rabbinerne og kirkefædrene nærer ingen tvivl om emnet. Hieronymus (sammenlign ved Zak 12,11) mener, at 2 Krøn 35,25 henviser til disse hymner. Det samme siges af Josefus (Ant., X, v, 1). Hvis dette var tilfældet, ville Krønikebøgernes forfatter have betragtet Klagesangene som skrevet på grund af Josijas død. Men denne misforståelse skal ikke tilskrives ham. Det var let muligt, at han kendte klagesange af en sådan art, men som senere gik tabt. Under alle omstændigheder var Jeremias af natur egnet til at sammensætte sådanne elegier, sådan som hans profetbog beviser.

Først i moderne tid er Jeremias' forfatterskab til disse hymner for alvor blevet draget i tvivl; og det benægtes nu af de fleste kritikere. Til dette anfører de formelle og indholdsmæssige grunde: Sproget i disse klagesange viser mange ligheder med Jeremias' taler, men samtidig også mange forskelle. Påstanden om, at det alfabetiske skema ikke er Jeremias værdigt, er en fordom, der skyldes vor tids smag. Hebraiske digtere havde tydeligvis længe gjort brug af sådanne metoder, da det i høj grad hjælper hukommelsen. På tidspunktet for den første akutte lidelse på grund af Jerusalems ødelæggelse ville han sandsynligvis ganske vist ikke have gjort brug af den. Men vi har i denne bog en samling klagesange, skrevet nogen tid efter denne store katastrofe. Man har også hævdet, at Jeremias' synspunkter og synspunkterne hos den, der har digtet disse digte, eller hos deres digtere, adskiller sig væsentligt. Det siges, at Jeremias langt stærkere betoner folkets skyld som årsag til ulykken, end det sker i disse hymner, som klager over folkets skæbne og finder årsagen til den i fædrenes synder (Klag 5,7), noget som Jeremias siges ikke at acceptere (Jer 31,29). Imidlertid fremhæves folkets skyld og Guds deraf følgende vrede ofte i disse hymner; og Jeremias benægter ikke (31,29 f.), at der findes noget sådant som nedarvet skyld. Han erklærer snarere, at i den velsignede fremtid ville forholdene i denne henseende være anderledes. Desuden må vi ikke glemme, at hvis Jeremias er forfatteren til disse patriotiske hymner, taler han i dem ikke som profeten og den udpegede anklager mod sit folk, men han får endelig lov til at tale sådan, som han menneskeligt føler, selv om der ikke mangler profetiske erindringer (om Klag 4,21 f.). I disse hymner taler han ud fra det hjerte, der elsker hans Jerusalem og hans folk, og han fremsiger den præstelige forbøn, som han ikke fik lov at fremsige, når han forkyndte dommen over Israel. Det forhold, at han også viser stor ærefrygt for den ulykkelige konge og hans gudgivne arvelige værdighed (Klag 4,20), selv om han som profet havde været tvunget til at udtale dom over ham, ville ikke være utænkeligt hos Jeremias, som også havde vist varme sympatier for Jojakin (22,24.28). En radikal forskel i sindelag mellem de to forfattere kan ikke findes. På den anden side opstår der en alvorlig vanskelighed, hvis vi hævder, at Jeremias ikke var forfatteren til Klagesangene, i Klagesangenes fordømmelser over Jerusalems profeter (2,14; 4,13). Hvordan kunne ødelæggelsens store profet i den grad blive forbigået, hvis han ikke selv var ophavsmand til disse følelser? Hvis han selv var forfatteren, kan vi let forstå denne udeladelse. I sin profetbog har han talt på nøjagtig samme måde om profeterne. Hertil må føjes, at Klag 3 tvinger os til at betragte Jeremias som forfatteren på grund af de personlige lidelser, der beskrives her. Sammenlign især Klag 3,14; Klag 3,37 f., 53 ff., 61, 63. Hvilken anden person var i denne katastrofes periode alle øjnes midtpunkt på samme måde som profeten, især også fordi han var uden skyld? Påstanden om, at det her ikke er et individ, men den personificerede nation, der indføres som talende, er helt usandsynlig og i nogle passager absolut umulig (Klag 3,14; Klag 3,48).

Denne lille bog må følgelig sættes i nær forbindelse med Jeremias' person. Hvis han selv er forfatteren, må han have skrevet den i sin alderdom, da han havde tid og lejlighed til på ny at gennemleve alle sit folks og sine egne lidelser. Det er dog mere sandsynligt, især på grund af digtenes sprog, at hans disciple gav denne bog dens nuværende form af ensartede sentensagtige udsagn, idet de byggede på den klagesangsform, der var almindelig hos Jeremias. På denne måde kan oprindelsen til Klagesangene 3 forstås; det kan ikke kunstigt formes som hans udsagn, da det personlige træk i så fald ville komme tydeligere til udtryk. Det er sandsynligvis samlet ud fra en række af hans ytringer.

I den hebraiske kanon findes denne bog i den tredje afdeling, kaldet kethabhim, eller De hellige Skrifter, sammen med Salmerne. Septuaginta føjer imidlertid denne bog til Jeremias, eller rettere til Baruks Bog, som findes umiddelbart efter Jeremias. Hebræerne regner den blandt de 5 meghilloth, eller skriftruller, som blev læst på fremtrædende årsdage. Dagen for Klagesangen var den 9. abib, dagen for templets afbrænding. I den romersk-katolske kirke læses den på de sidste tre dage i den stille uge.

LITTERATUR.

Kommentarer af Thenius, Ewald, Nagelsbach, Gerlach, Keil, Cheyne, Oettli, Lohr, Budde; artikel af Robertson Smith om "Lamentations" i EB.

C. von Orelli