Skaber

kre-a'-ter (ktistes, 1 Pet 4,19): Guddommens særlige kendetegn som Skaber er, at han er årsagen til det eksisterende univers--årsag til dets væren, ikke blot til dets udvikling eller nuværende ordninger.

1. Gud som Skaber:

Læren om, at han er Skaberen, indebærer med andre ord, at han er den virkelige og den eneste handlende i frembringelsen af verden. For, som Herder bemærkede, er tanken om Skaberen den mest frugtbare af alle vore ideer. Som Skaber er han det ubetingede og det alt-betingende væsen. Universet er således afhængigt af ham som dets årsagsmæssige forudgående grund. Han kalder det, som Aquinas sagde, "efter hele dets substans," til væren, uden nogen forudsat basis. Hans magt som Skaber er af en anden art end endelig magt. Men den skabende proces er ikke et tilfælde af ren almagt, der skaber noget ud af intet, men et udtryk for Gud som den absolutte fornuft under formerne tid og rum, kausalitet og endelig personlighed. I hele hans værk som Skaber er der ingen tilskyndelse udefra, men det forbliver snarere en evig aktivitet af selvåbenbaring fra en Gud, som er kærlighed.

2. Formål i skabelsen:

Guds frie skabende handling er bestemt til at virkeliggøre arketypiske mål og idealer, som er særegne for ham selv. For tanken kan ikke nøjes med den kausale kategori, under hvilken han kaldte verden til væren, men må løbe videre til den teleologiske kategori, hvori det antages, at han har skabt med et formål, som hans styrende virksomhed til sidst vil se opfyldt. Som Skaber er han adskilt fra universet, som er produktet af hans viljes frie handling. Denne teistiske postulation af hans frihed som Skaber udelukker alle teorier om nødvendig emanation. Hans skabende handling var på ingen måde nødvendigvis evig--ikke engang nødvendig for hans egen salighed eller fuldkommenhed, som må fastholdes som allerede fuldendt i ham selv. At tale, som professor James gør, om "den Absoluttes egen fuldkommenheds stillestående lykke" er at misforstå den uendelige fylde i hans eksistens og at sætte ham i en stilling af ussel og uværdig afhængighed af en evig aktivitet med at skabe verdener.

3. Forhold til tiden:

Guds handling som Skaber sænker ikke vores opfattelse af hans uforanderlighed, for det er en ubegrundet antagelse at forudsætte enten, at viljen til at skabe var noget pludseligt eller tilfældigt, eller at han ikke kunne ville en forandring uden, i nogen egentlig betydning, at ændre sin vilje. Igen samler der sig alvorlige vanskeligheder omkring opfattelsen af hans skabende tanke eller formål som eksternaliseret i tiden; hovedkilden til vanskeligheden er, som man ofte kun ufuldkomment indser, at når vi forsøger at betragte tingene, som de var, da tiden begyndte, prøver vi i virkeligheden at træde ud af og hinsides erfaringen, for hvis tænkning tiden er en uundværlig betingelse. Guds værk som Skaber må have fundet sted i tiden, eftersom verden må fastholdes som intet nødvendigt element i det absolutte liv.

4. Kristus i skabelsen:

Den guddommelige viljes selvbestemte handling må da forstås som kosmos' yderste princip. Ikke til nogen kausal eller metafysisk nødvendighed, men til guddommelig eller absolut personlighed, må den skabte verden henføres. "Af ham og gennem ham og til ham er alle ting" (Rom 11,36). Denne Guds skabende handling formidles ved Kristus--ved hvem "alle ting blev skabt, i himlene og på jorden, synlige ting og usynlige ting, hvad enten det er troner eller herredømmer eller fyrstendømmer eller magter; alle ting er blevet skabt gennem ham og til ham" (Kol 1,16).

Se skabelse.

James Lindsay