Helligdom

sank'-tu-a-ri, sank'-tu-a-ri (miqdash, miqqedhash, qodhesh, "helligt sted"; hagion):

1. Artiklenes karakter

2. Graf-Wellhausen-hypotesen

De tre stadier

3. Vanskeligheder ved teorien

(1) Slagtning er ikke nødvendigvis offerhandling

(2) Offer og teofani

(3) Påstået flerhed af helligdomme

(4) Alteret ved Guds hus

(5) Lokale altre i Femte Mosebog

4. Det alternative syn

(1) Lægmandsoffer

(2) Tre valfartsfester

5. Elephantine-papyrerne

Templet på Elephantine

LITTERATUR

1. Artiklenes karakter:

Den foreliggende artikel er tænkt som et supplement til artiklerne om ALTER; OFFERHØJ; PENTATEUKEN; TABERNAKEL; TEMPEL ved at give en oversigt over visse konkurrerende opfattelser af lovens og historiens forløb med hensyn til gudstjenestestedet. Emnet har særlig betydning, fordi det blev gjort til vendepunktet i Wellhausens drøftelse af udviklingen i Israels litteratur, historie og religion. Han skriver selv: "Jeg adskiller mig især fra Graf deri, at jeg altid går tilbage til centraliseringen af kulten og udleder de enkelte afvigelser derfra. Hele min position er indeholdt i mit første kapitel" (Prolegomena, 368). Til brug for denne drøftelse er det nødvendigt at anvende symbolerne J, E, D, H og Præsteskriftet (P), som forklares i artiklen PENTATEUKEN.

Det hævdes, at der er tre tydelige stadier i lov og historie.

2. Graf-Wellhausen-hypotesen:

De tre stadier:

(1) På det første stadium var al slagtning af husdyr til fødebrug en offerhandling, og enhver lægmand kunne ofre lokalt på et alter af jord eller utilhuggede sten. JE's lov findes i 2 Mos 20,24-26, hvor der gives bestemmelse om at lave et alter af jord eller sten, og der lægges vægt på ordene "på ethvert sted ("på hele stedet" er grammatisk en lige så mulig gengivelse), hvor jeg lader mit navn mindes, vil jeg komme til dig og velsigne dig." Dette, hævdes det, tillader en flerhed af helligdomme. Historien giver eksempler. Patriarkerne bevæger sig frit omkring i landet og bygger altre forskellige steder. Senere nævnes ofre eller altre i forbindelse med Jetro (2 Mos 18,12), Moses (2 Mos 17,15 osv.), Josva (Jos 8,30), Gideon (Dom 6,26 osv.), Manoa (Dom 13,19), Samuel (1 Sam 7,17 osv.), Elias (1 Kong 18,32), for blot at nævne nogle få tilfælde. Måske er det mest oplysende tilfælde Saul efter slaget ved Mikmas. Da han så, at folket spiste kød med blod, lod han en stor sten rulle hen til sig, og det siges udtrykkeligt, at dette var det første alter, han byggede for Herren (1 Sam 14,35). Selv om nogle af disse eksempler kunne forklares ved teofanier eller andre særlige omstændigheder, er de tilsammen for talrige til, at en sådan forklaring er tilstrækkelig. I mange tilfælde repræsenterer de den adfærd, som tidens mest autoritative og religiøse ledere udviste, f.eks. Samuel, og det må formodes, at sådanne mænd kendte deres egen tids lov og handlede efter den. Derfor stemmer historien og loven i 2 Mos 20 overens i at tillade en mangfoldighed af helligdomme. Wellhausen tilføjer: "Altre bygges som regel ikke af patriarkerne efter deres egen private vurdering, hvor som helst de har lyst; tværtimod henleder en teofani opmærksomheden på, eller bekræfter i det mindste senere, stedets hellighed" (anf. værk, 31).

(2) Det andet stadium fremstilles af Femte Mosebog i loven og Josijas reform i historien. Utvivlsomt tillader 5 Mos 12 lokal, ikke-offerlig slagtning til fødebrug og påbyder ødelæggelsen af hedenske gudstjenestesteder, idet det med stor styrke fastholder den centrale helligdom. Beretningen om Josijas reform i 2 Kong 2 stemmer overens med disse principper.

(3) Den tredje store lovsamling (Præsteskriftet, P) behandler ikke spørgsmålet (undtagen i ét afsnit, 3 Mos 17). I Femte Mosebog "befales kultens enhed; i Præsteskriftet forudsættes den. .... Hvad der følger heraf, udgør det spørgsmål, vi står over for. Efter min mening dette: at Præsteskriftet hviler på det resultat, som kun er Femte Mosebogs mål" (Prolegomena, 35). Følgelig er det senere end denne bog og dateres til omtrent Ezras tid. Hvad angår 3 Mos 17,1-9, hører dette til H (Hellighedsloven, 3 Mos 17,1-26), en ældre lovsamling end Præsteskriftet (P), og er optaget i dette. Dets hensigt var "at sikre den ene lovlige offerplads' eksklusive legitimation. .... Det er tydeligt, at den almindelige mand ikke helt forstod den nyligt opstillede og tidligere helt ukendte skelnen mellem den religiøse og den verdslige handling" (Prolegomena, 50). Følgelig søgte denne lovgiver at imødekomme vanskeligheden ved den nye bestemmelse.

Se CRITICISM (Graf-Wellhausen-hypotesen).

3. Vanskeligheder ved teorien:

(1) Slagtning er ikke nødvendigvis offerhandling

Det generelle grundlag, som dokumentarteorien tilbyder, hører under artiklen PENTATEUKEN. Den foreliggende drøftelse er begrænset til den juridiske og historiske skitse, der er trukket ovenfor. Den opfattelse, at al slagtning af husdyr var offerhandling indtil Josijas tid, gendrives af vidnesbyrdet i de tidlige bøger. Følgende eksempler bør bemærkes: I 1 Mos 18,7 slagtes en kalv uden noget spor af et offer, og i 27,9-14 (Jakobs erstatning for vildt) kan man ikke med rimelighed forudsætte noget alter eller nogen religiøs rite. I 1 Sam 28,24 udføres slagtningen af en kvinde, så også her er offer udelukket. Hvis Gideon udførte et offer, da han »gjorde et gedekid i stand« (Dom 6,19), eller da han dræbte et dyr til den suppe, som fortællingen omtaler, må de pågældende dyr være blevet ofret to gange, én gang da de blev dræbt, og igen da maden blev fortæret af flammer. Særlig betydning har 2 Mos 22,1 (hebraisk 21,37), for dér taler JE-lovgivningen selv om slagtning udført af kvægtyve som en naturlig og sandsynlig begivenhed, og den kan ganske sikkert ikke have betragtet dette som en offerhandling. Andre tilfælde findes i 1 Mos 43,16; 1 Sam 25,11; 1 Kong 19,21. I 1 Sam 8,13 betyder det ord, der oversættes »kokke«, bogstaveligt »kvindelige slagtere«. Alle disse tilfælde ligger før den datering, der tillægges Deuteronomium. Også med hensyn til 3 Mos 17,1-7 er teorien uanvendelig. På noget tidspunkt under kong Josijas regering eller senere ville det have været fuldstændig umuligt at begrænse al slagtning af dyr for hele folket, hvor end de boede, til ét eneste sted. Denne del af teorien bryder derfor sammen.

(2) Offer og teofani

Den opfattelse, at altrene blev rejst på steder, der var særligt hellige, eller i hvert fald efterfølgende blev helliget ved en teofani, er også uholdbar. I patriarktiden kan vi henvise til 1 Mos 4,26, hvor påkaldelsen af Gud indebærer offer, men ikke teofanier, til Abram ved Betel (12,8) og Mamre (13,18), og til Jakobs ofre (31,54; 33,20). Sammenlign senere Samuels alter i Rama, Adonijas offer ved En-Rogel (1 Kong 1), Naamans jord (2 Kong 2), Davids slægts offer (1 Sam 20,6; 1 Sam 20,29). Det er umuligt at forudsætte teofanier for hvert eneste slægtsoffer i landet, og det bliver nødvendigt at oversætte 2 Mos 20,24 »på hele stedet« (se ovenfor 2, (1)) og at forstå »stedet« som Israels område.

(3) Påstået flerhed af helligdomme

Hypotesen om en mangfoldighed af helligdomme i JE og historien overser også mange særdeles vigtige kendsgerninger. Sandheden er, at ordet »helligdom« er flertydigt og vildledende. En flerhed af altre af jord eller sten er ikke en flerhed af helligdomme. Den tidlige lovgivning kender et »Jahves hus« ved siden af de primitive altre (2 Mos 23,19; 2 Mos 34,26; sammenlign de dele af Jos 9,23; Jos 9,27, der tilskrives J). Intet øjenvidne kunne forveksle et hus med et alter eller omvendt.

(4) Alteret i Guds hus

Desuden viser et lille, ejendommeligt stykke vidnesbyrd, at »huset« havde en helt anden slags alter. I 1 Kong 1,50 f.; 2,28 ff. hører vi om alterets horn (sammenlign Am 3,14). Hverken jord eller utilhuggede sten (som krævet af loven i 2 Mos 20) kunne frembringe sådanne horn, og de historiske eksempler på patriarkernes, de religiøse lederes osv. altre, som der er henvist til, viser, at de ikke havde horn. Følgelig føres vi tilbage til beskrivelsen af det store brændofferalter i 2 Mos 27 og må antage, at et alter af denne type fandtes foran arken, før Salomo byggede sit tempel. Således var alteret i Guds hus helt forskelligt fra det sædvanlige lægalter, og når vi læser om »mit alter« som et tilflugtssted i 2 Mos 21,14, må vi henvise det til førstnævnte, sådan som de netop citerede passager viser. Ud over den tidlige lovgivning og de citerede historiske passager, som anerkender et Guds hus med et hornet alter, ser vi et sådant hus i Shilo, hvor Eli og hans sønner af Arons hus (1 Sam 2,27) gjorde tjeneste. Således viser både JE's og historiens data os et Guds hus med et hornet alter side om side med mangfoldigheden af sten- eller jordaltre, men giver os intet antydning af en flerhed af legitime huse eller helligsteder eller helligdomme.

(5) Lokale altre i Deuteronomium

Deuteronomium anerkender også en række lokale altre i 16,21 (se ICC, på stedet), og det samme gør senere deuteronomistiske redaktører i Jos 8,30 ff. Der er ikke plads til nogen af disse passager ia Wellhausens teori; men igen finder vi ét hus side om side med mange lægaltere.

4. Den alternative opfattelse:

(1) Lægmands­offer

Det alternative syn søger at gøre rede for alle de kendsgerninger, der er nævnt ovenfor. I grove træk er det som følger: I førmosaisk tid var sædvanlige ofre frit blevet bragt af lægfolk på altre af jord eller sten, som ikke var »helligdomme«, men steder der kunne bruges for øjeblikket og derefter forlades. Slagtning var, som de anførte eksempler viser, ikke nødvendigvis offerhandling. Moses forbød eller modarbejdede ikke den skik, han fandt. Tværtimod regulerede han den i 2 Mos 20,24-26; 5 Mos 16,21 f for at forhindre mulige misbrug. Men han lagde også to andre slags ofre ovenpå--visse nye offergaver, som enkeltpersoner skulle bringe til den religiøse hovedstad, og de nationale offergaver i 5 Mos 28; 5 Mos 29 og andre passager. Hvis Præstekodeksen (P) forudsætter den religiøse hovedstad som en selvfølge, er grunden den, at denne del af loven består af undervisning betroet præsterne, som omfatter den fremgangsmåde, der skulle følges ved disse to klasser af offergaver, og slet ikke henviser til fremgangsmåden ved de sædvanlige lægofre, som var reguleret af urgammel skik. Femte Mosebog tordner ikke imod lægfolkenes altre--som ikke engang nævnes i denne forbindelse--men imod de kana'anæiske offerhøje. Femte Mosebog 12 har kun de nye individuelle offergaver for øje. Tilladelsen til lægfolks slagtning til føde skyldtes, at israelitternes utroskab i ørkenen (3 Mos 17,5-7) havde ført til et universelt forbud mod lægfolks slagtning kun for vandringernes periode, skønt det synes at være videreført af De for dem, der boede nær Guds hus (se 5 Mos 12,21, begrænset til tilfældet »hvis stedet .... er for langt fra dig«).

(2) Tre valfartsfester.

JE-lovgivningen selv anerkender de tre valfartsfester ved Guds hus (2 Mos 34,22). En af disse fester kaldes »ugefesten, nemlig bikkurim (en slags førstegrøde) af hvedehøsten«, og da 2 Mos 23,19 og 34,26 kræver, at disse bikkurim skal bringes til Guds hus og ikke til et lægmandsalter, følger det, at valfarterne her er lige så fast etablerede som i Femte Mosebog. Således finder vi et hus (med et alter med horn), betjent af præster, og lægfolks altre af jord eller sten side om side i lov og historie, indtil eksilet fejede dem alle bort og ved at bryde traditionens og praksissens kontinuitet banede vejen for en ny og kunstig fortolkning af loven, som lå langt fra lovgiverens hensigt.

5. Elephantine-papyrierne:

Templet i Elephantine.

Der er for nylig fundet papyrier i Elephantine, som viser os et jødisk samfund i Egypten, der i 405 f.Kr. havde et lokalt tempel. På Wellhausen-hypotesen plejer man at antage, at Præstekodeksen (P) og Femte Mosebog endnu var ukendte og ikke anerkendt som autoritative i dette samfund på den tid, selv om den deuteronomiske lov om den centrale helligdom går tilbage i hvert fald til 621. Det er vanskeligt at forstå, hvordan en lov, der var blevet anerkendt som guddommelig af Jeremias og andre, stadig kunne have været ukendt eller uden autoritet. Efter det alternative syn har dette fænomen været resultatet af en fortolkning af loven, der skulle passe til behovene i en tid omkring 800 år efter Moses' død, under omstændigheder han aldrig havde forudset. Pentateuken synes kun at tillade offer i Israels land: under de ændrede omstændigheder stod valget mellem at fortolke loven på denne måde eller helt at opgive den offentlige gudsdyrkelse; for synagogen med dens ikke-offerprægede form for offentlig gudsdyrkelse var endnu ikke blevet opfundet. Al gammel lovgivning må udlægges på denne måde for at møde skiftende omstændigheder, og dette eksempel rummer intet usædvanligt eller overraskende.

LITTERATUR

J. Wellhausen, Prolegomena to the History of Israel, kapitel i, for den kritiske hypotese; H. M. Wiener, EPC, kapitel vi, PS passim for det alternative syn; POT, 173 ff.

Harold M. Wiener

shrin (@naos]): I ApG 19,24 små modeller af templer for Diana.