Amalek; amalekit

am'-a-lek, a-mal'-e-kit, am'-a-lek-it (`amaleq, `amaleqi): En stamme, der oprindelig boede i området syd for Juda, ørkenen et-Tih, hvor israelitterne kom i konflikt med dem. De var nomader, sådan som et folk, der boede i dette område, naturligt ville være. Da de sluttede sig til midjanitterne for at angribe Israel, kom de "med deres kvæg og deres telte" (Dom 6,3-5). De skal ikke identificeres med Esaus efterkommere (1 Mos 36,12; 1 Mos 36,16), fordi de nævnes tidligere, i beretningen om Kedorlaomers invasion (1 Mos 14,7), og i Bileams profeti (4 Mos 24,20) kaldes Amalek "den første blandt folkene", hvilket synes at hentyde til en tidlig eksistens. Vi er usikre på deres oprindelse, for de optræder ikke i listen over folk i 1 Mos 10. De synes ikke at have haft nogen forbindelse med Israels stammer, bortset fra at, som vi kan formode, nogle af Esaus efterkommere blev optaget i stammen. Det er sandsynligt, at de var af semitisk æt, selv om vi ikke har noget bevis for det.

Den første kontakt med Israel fandt sted ved Refidim i Sinajørkenen, hvor de foretog et uprovokeret angreb og blev besejret efter en desperat kamp (2 Mos 17,8-13; 5 Mos 25,17; 5 Mos 25,18). På grund af dette blev de lagt under band, og Israel fik befaling om at udrydde dem (5 Mos 25,19; 1 Sam 15,2; 1 Sam 15,3). Det næste sammenstød mellem de to folk fandt sted, da israelitterne forsøgte at trænge ind i Kanaan fra området vest for Det Døde Hav. Spejderne havde meldt, at amalekitterne fandtes i syd, sammen med hittitterne, jebusitterne og amoritterne (4 Mos 13,29). Israelitterne nægtede først at rykke frem, men besluttede senere at gøre det i strid med Guds vilje og Moses' befaling. De blev mødt af Amalek og kana'anæerne og led et fuldstændigt nederlag (4 Mos 14,39-45). Amalek findes dernæst blandt Moabs allierede i deres angreb på Israel i Eglons dage (Dom 3,13). De var også forbundet med midjanitterne i deres plyndringstogter mod Israel (Dom 6,3), og de synes at have fået fodfæste i Efraim, eller i det mindste en gren af dem, i bjerglandet (Dom 5,14; Dom 12,15). Men det er tydeligt, at hovedmassen af dem stadig blev i deres gamle bopælsområde, for da Saul førte krig mod dem, drev han dem mod Shur i ørkenen hen imod Egypten (1 Sam 15,1-9). David fandt dem også i det samme område (1 Sam 27,8; 1 Sam 30,1). Efter dette synes de at være gået tilbage, og i Hizkijas dage finder vi kun en rest af dem, som blev slået af simeonitterne ved Se'irs bjerg (1 Krøn 4,41-43). De nævnes én gang i Salmernes Bog i forbindelse med andre indædte fjender af Israel (Sl 83,7). Det had, amalekitterne vakte, afspejles i de allerede nævnte passager, som krævede deres fuldstændige tilintetgørelse. Deres angreb på israelitterne, da de netop var undsluppet fra Egypten og kæmpede sig gennem ørkenen, gjorde et dybt indtryk på israelitterne, som de aldrig glemte; og Davids vrede mod budbringeren, der bragte ham nyheden om Sauls og Jonatans død og erklærede sig selv for Sauls drabsmand, blev uden tvivl skærpet af, at han var amalekit (2 Sam 1,1-16).

H. Porter