Alter

(Hebr. mizbe’ah, fra et ord der betyder “at slagte”), enhver opbygning af jord (2 Mos 20,24) eller utilhugget sten (20,25), hvorpå der blev bragt ofre. Altre blev som regel rejst på iøjnefaldende steder (1 Mos 22,9; Ez 6,3; 2 Kong 23,12; 16,4; 23,8; ApG 14,13). Ordet bruges i Hebr 13,10 om det offer, der blev bragt på det—det offer, Kristus bragte.

Paulus fandt blandt de mange altre, der var rejst i Athen, ét med indskriften: “For den ukendte Gud” (ApG 17,23), eller snarere “for en [dvs. en eller anden] ukendt Gud.” Grunden til denne indskrift kan nu ikke fastslås nøjagtigt. Den gav apostlen anledning til at forkynde evangeliet for “mændene i Athen.”

Det første alter, vi læser om, er det, Noa rejste (1 Mos 8,20). Altre blev rejst af Abraham (1 Mos 12,7; 13,4; 22,9), af Isak (1 Mos 26,25), af Jakob (33,20; 35,1.3) og af Moses (2 Mos 17,15, “Jehovah-nissi”).

I tabernaklet, og senere i templet, blev der rejst to altre.

Brændofferalteret (2 Mos 30,28), også kaldet “kobberalteret” (2 Mos 39,39) og “Herrens bord” (Mal 1,7).

Dette alter, som det blev rejst i tabernaklet, beskrives i 2 Mos 27,1-8. Det var en hul firkant, 5 alen i længde og bredde og 3 alen i højde. Det var lavet af shittimtræ og beklædt med plader af kobber. Dets hjørner var prydet med “horn” (2 Mos 29,12; 3 Mos 4,18).

I 2 Mos 27,3 opregnes de forskellige redskaber, der hørte til alteret. De var lavet af kobber. (Jf. 1 Sam 2,13, 14; 3 Mos 16,12; 4 Mos 16,6, 7.)

I Salomos tempel havde alteret større mål (2 Krøn 4,1. Jf. 1 Kong 8,22, 64; 9,25) og var helt lavet af kobber, som dækkede en opbygning af sten eller jord. Dette alter blev fornyet af Asa (2 Krøn 15,8). Det blev fjernet af Akaz (2 Kong 16,14) og “renset” af Hizkija, i den sidste del af hvis regeringstid det blev genopbygget. Til sidst blev det brudt ned og ført bort af babylonierne (Jer 52,17).

Efter hjemkomsten fra fangenskabet blev det rejst igen (Ezra 3,3, 6) på det samme sted, hvor det tidligere havde stået. (Jf. 1 Makk 4,47.) Da Antiokus Epifanes plyndrede Jerusalem, blev brændofferalteret taget bort.

Endnu en gang blev alteret rejst, af Herodes, og det blev på sin plads indtil Jerusalems ødelæggelse ved romerne (70 e.Kr.).

Ilden på alteret måtte ikke gå ud (3 Mos 6,9).

I Omars Moské, lige under den store kuppel, som står på det gamle tempels sted, findes et ujævnt fremspring af den naturlige klippe, omkring 60 fod i sin største længde, 50 fod i sin største bredde og på sit højeste sted omkring 4 fod over det almindelige gulv. Denne klippe synes at være blevet efterladt urørt, da Salomos tempel blev bygget. Den var efter al sandsynlighed stedet for brændofferalteret. Under denne klippe er der en hule, som sandsynligvis kan have været kornkammeret ved Araunas tærskeplads (1 Krøn 21,22).

Røgelsesalteret (2 Mos 30,1-10), også kaldet “guldalteret” (39,38; 4 Mos 4,11), stod i det hellige rum “foran forhænget, som er ved vidnesbyrdets ark.” På dette alter blev vellugtende krydderier hele tiden brændt med ild taget fra kobberalteret. Morgen- og aftentjenesten blev indledt ved, at ypperstepræsten bragte røgelse på dette alter. Røgelsens brænden var et billede på bøn (Sl 141,2; Åb 5,8; 8,3, 4).

Dette alter var et lille flytbart bord, lavet af akacietræ og beklædt med guld (2 Mos 37,25, 26). Det var 1 alen i længde og bredde og 2 alen i højde.

I Salomos tempel havde alteret tilsvarende størrelse, men var lavet af cedertræ (1 Kong 6,20; 7,48) beklædt med guld. I Ez 41,22 kaldes det “træalteret.” (Jf. 2 Mos 30,1-6.)

I templet, der blev bygget efter eksilet, blev alteret genoprettet. Antiokus Epifanes tog det bort, men det blev senere genoprettet af Judas Makkabæeren (1 Makk 1,23; 4,49). Blandt de trofæer, som Titus førte bort ved Jerusalems ødelæggelse, findes røgelsesalteret ikke, og det nævnes heller ikke i Hebr 9. Det var ved dette alter, Zakarias gjorde tjeneste, da en engel viste sig for ham (Luk 1,11). Det er det eneste alter, der fremtræder i det himmelske tempel (Es 6,6; Åb 8,3, 4).