Onias

o-ni'-as (Onias): Der var 3 ypperstepræster med navnet Onias og en 4. Onias, som ikke blev ypperstepræst, men var kendt som bygherren af templet i Leontopolis (Josephus, Ant, XIII, iii, 1-3). Kun to personer med navnet nævnes i Apokryferne--Onias I og Onias III.

(1) Onias I, ifølge Josephus (Ant., XI, viii, 7), søn af Jaddua og far til Simon den Retfærdige (ibid., XII, ii, 5; Sirak 50), og, ifølge 1 Makk 12,7.20, samtidig med Areus (Arius), konge af Sparta, som regerede 309-265 f.Kr. (Diod. xx.29). Denne Onias var modtager af et venskabeligt brev fra Areus af Sparta (1 Makk 12,7; se håndskrifternes læsemåder her, og 12,20). Josephus (Ant., XII, iv, 10) fremstiller dette brev som skrevet til Onias III, hvilket er en fejl, for kun to Areus'er kendes, og Areus II regerede omkring 255 f.Kr. og døde som et barn på 8 år (Paus. iii.6,6). Brevet--hvis det er ægte--findes i to afskrifter (Josephus, Ant, XII, iv, 10, og 1 Makk 12,20 ff) (se Schurer, History of the Jewish People, 4. udgave, I, 182 og 237).

(2) Onias III, søn af Simon II (Josephus, Ant, XII, iv, 10), som han efterfulgte, og samtidig med Seleukos IV og Antiokus Epifanes (2 Makk 3,1; 4,7) og far til Onias IV. Han var kendt for sin gudsfrygt og iver for loven, men stod dog på så venlig fod med seleukiderne, at Seleukos IV Filopator betalte omkostningerne ved »offertjenesterne«. Han kom i strid med Simon benjaminitten, templets værge, om markedsbygningerne (græsk aedileship). Da Simon ikke kunne få overtaget over Onias og tørstede efter hævn, gik han til Apollonius, statholder over Koile-Syrien og Fønikien, og underrettede ham om de »utallige pengebeløb«, som var opbevaret i templets skatkammer. Statholderen fortalte det til kongen, og Seleukos sendte sin kansler, Heliodorus, for at fjerne pengene. Onias protesterede forgæves og henviste til »enker og forældreløses indskud«. Heliodorus fastholdt målet for sin mission. Ypperstepræsten og folket var i den største nød. Men da Heliodorus allerede var gået ind i templet, »lod åndernes og al myndigheds Hersker et stort syn vise sig«, en hest med en frygtindgydende rytter, ledsaget af to stærke og smukke unge mænd, som piskede og sårede Heliodorus. På Onias' forbøn blev hans liv skånet. Heliodorus rådede kongen til at sende enhver fjende eller sammensvoren, som han ønskede straffet, på samme ærinde. Simon bagtalte derefter Onias, og da skinsygen havde forårsaget blodsudgydelse mellem deres tilhængere, besluttede Onias personligt at drage til kongen for at gå i forbøn for sit land. Tilsyneladende før en afgørelse blev truffet, blev Seleukos myrdet, og Epifanes efterfulgte ham (175 f.Kr.). Jason, Onias' bror, havde tilbudt den nye konge større indtægter og sikrede sig præsteembedet, som han beholdt, indtil han selv på lignende måde blev fortrængt af Menelaos, Simons bror (2 Makk 4,23; Josephus, Ant, XII, v, 1, siger Jasons bror). Menelaos, som havde stjålet guldkar, der tilhørte templet, for at kunne indfri sine løfter til kongen, blev skarpt irettesat af Onias. Menelaos tog hævn ved at overtale Andronikus, kongens stedfortræder, til med falske løfter om venskab at lokke Onias ud fra hans fristed i Dafne og forræderisk dræbe ham--en handling, som vakte harme både blandt jøderne og grækerne (2 Makk 4,34 ff). Josephus (Ant., XII, v, 1) siger, at »ved ypperstepræsten Onias' død gav Antiokus ypperstepræstedømmet til hans bror Jesus (Jason),« men beretningen i 2 Makk, som er gengivet ovenfor, er den mere sandsynlige. Nogle ser i Dan 9,26; Dan 11,22 en henvisning til Onias III (Schurer, 4. udgave, I, 194 ff; III, 144).

S. Angus