Kalv

Kalve blev almindeligvis brugt ved ofre og nævnes derfor ofte i Skriften. “Fedekalven” blev betragtet som det fineste animalske føde; den blev også ofte bragt som et særligt offer (1 Sam 28,24; Am 6,4; Luk 15,23). Ordene i Jer 34,18, 19, “skar kalven i to,” hentyder til skikken med at dele et offer i to dele, mellem hvilke de parter, der stadfæstede en pagt, gik (1 Mos 15,9, 10, 17, 18). Læbernes offer, dvs. lovprisning, kaldes “vore læbers kalve” (Hos 14,2, RV: “som tyre vore læbers offer.” Jf. Hebr 13,15; Sl 116,7; Jer 33,11).

Guldkalven, som Aron lavede (2 Mos 32,4), var sandsynligvis snarere en kopi af guden Molok end af guden Apis, Egyptens hellige okse eller kalv. Jøderne viste gennem hele deres historie en tilbøjelighed til babylonisk og kana’anæisk afgudsdyrkelse snarere end til Egyptens.

Mange år senere opstillede Jeroboam, Israels konge, to afgudskalve, den ene i Dan og den anden i Betel, for på den måde at forhindre de ti stammer i at søge til Jerusalem for at tilbede (1 Kong 12,28). Disse kalve blev ved med at være en snare for folket indtil deres fangenskab. Kalven i Dan blev ført bort i Pekas regeringstid af Tiglat-Pileser, og den i Betel ti år senere, i Hoseas regeringstid, af Shalmaneser (2 Kong 15,29; 17,33). Denne Jeroboams synd nævnes næsten altid sammen med hans navn (2 Kong 15,28 osv.).