Magi; magiker

maj'-ik, ma-jish'-an:

I. DEFINITION

II. INDDELING AF EMNET

1. Magi som upersonlig

2. Magi som personlig

III. MAGI OG RELIGION

IV. MAGI I BIBELEN

1. Fjendtlighed mod magi

2. Magiske ords kraft

3. Trylleformularers indflydelse

V. MAGISKE UDTRYK BRUGT I BIBELEN

1. Spådomskunst

2. Trolddom

3. Besværgelse

4. Amuletter

5. Trylleformel

6. Gentagne ytringer

7. Bedragere

8. Hekseri

LITTERATUR

Ordet kommer fra et græsk adjektiv (magike), hvor substantivet techne, »kunst«, underforstås. Det fulde udtryk er »magisk kunst« (Salomos Visdom 17,10). Men det græske ord er afledt af magierne eller de zarathustriske (zoroastriske) præster. Magi er derfor historisk set den kunst, der blev udøvet i Persien af landets anerkendte præster. Det er umuligt i den foreliggende artikel, på grund af pladshensyn, at give en fuldstændig fremstilling af dette vigtige emne og af de førende synspunkter om det, som er blevet fremsat. Hovedformålet med den følgende behandling vil være at betragte emnet fra et bibelsk standpunkt.

I. Definition.

I sin moderne, anerkendte betydning kan magi beskrives som kunsten at frembringe resultater, der ligger ud over menneskets egen magt, ved hjælp af overmenneskelige kræfter. I den brede betydning af denne definition er spådomskunst kun en art magi, dvs. magi brugt som middel til at skaffe hemmelig viden, især viden om fremtiden. Spådomskunst og magi står i et lignende forhold til henholdsvis profeti og mirakel; den første og den tredje indebærer særlig viden, den anden og den fjerde særlig kraft. Men spådomskunst har som regel med varsler at gøre, og af denne og andre grunde er det bedre at behandle de to emner – magi og spådomskunst – hver for sig, sådan som det gøres i nærværende værk.

II. Inddeling af emnet.

1. Magi som upersonlig:

Der findes to slags magi:

(1) upersonlig;

(2) personlig.

I den første er magi en slags primitiv videnskab, for den underliggende hypotese er, at der findes kræfter i verden, som kan udnyttes under bestemte betingelser: trylleformularer, magiske handlinger, lægemidler osv. Magikeren forbinder i dette tilfælde det, som han på grundlag af en meget spinkel induktion anser for at være årsager og virkninger, hovedsageligt efter princippet post hoc ergo propter hoc. Han ved måske ikke meget om den virkende årsag; det er nok for ham at vide, at han ved at udføre en bestemt handling eller fremsige en bestemt formular (se CHARM) eller bære en bestemt genstand (se AMULET) kan opnå et ønsket mål. Frazer (Golden Bough(2), I, 61) siger: »Magi er en slags vild logik, en elementær form for ræsonnement baseret på lighed, berøring og kontrast.« Men hvorfor drager den vilde konklusioner ud fra association af ideer? Der må ligge en underforstået tro på naturens ensartethed eller på den styrende magt hos intelligente væsener.

2. Magi som personlig:

I personlig magi gøres levende, intelligente, åndelige væsener til de egentlige aktører, som mennesker gennem trylleformularer osv. påvirker og endda kontrollerer. De magiske handlinger kan på et fremskredent stadium omfatte offer, og trylleformularerne bliver til bøn.

Upersonlig magi betragtes af de fleste antropologer, herunder E.B. Tylor og J. Frazer, som mere primitiv end den anden og som en lavere form for den. Denne konklusion hviler på en antagelse om, at menneskelig kultur altid er fremadskridende, at bevægelsen ensartet går fremad og opad. Men denne lov holder ikke altid. Israels religion, sådan som den blev forkyndt i det 8. århundrede f.Kr., står på et højere niveau etisk og intellektuelt end den, der forkyndes i Haggajs, Zakarias' og Prædikerens skrifter århundreder senere. Blandt de gamle indere indtager Rig Veda et langt højere stade end den langt senere Atharva Veda.

III. Magi og religion.

Personlig magi glider i sine højere former over i religion, og meget almindeligt eksisterer de to side om side. Det er sædvanligt at omtale offer og bøn som bestanddele af de gamle og moderne religioner i Indien. Men det er tvivlsomt, om nogen af disse har den samme medbetydning, som de har i de jødiske og kristne skrifter. J. Frazer (Golden Bough(2), I, 67 ff) siger, at hvor man forudsætter ånders virke (og »disse tilfælde er undtagelser«), er magi »farvet og blandet med religion«. En sådan antagelse gøres, indrømmer han, ofte, og nærværende skribent mener, at den som regel gøres, for selv virkningen af associationslovene indebærer den. Men Frazer konkluderer ud fra forskellige overvejelser, at »selv om magi .... i mange tidsaldre og i mange lande viser sig at smelte sammen og blande sig med religion, er der nogle grunde til at mene, at denne sammensmeltning ikke er oprindelig«. Det er naturligvis personlig magi, som religion står i det nærmeste forhold til. Så snart mennesket i de væsener, ved hvis magt undere udføres, ser personligheder, der er i stand til følelser ligesom det selv og modtagelige for overtalelse, bliver dets magiske kunst til en forstandig bestræbelse på at formilde disse højere væsener, og dets trylleformularer bliver til hymner og bønner. I alle religioner, jødiske, muslimske, kristne eller hedenske, når handlingen eller bønnen som sådan anses for at frembringe bestemte resultater eller sikre bestemte ønskede gaver, har vi at gøre med en form for magi. Ordet »religion« kan ikke anvendes, medmindre det omfatter ideen om personlig tro på en Gud eller guder, hvis gunst afhænger af moralske handlinger og af rituelle handlinger kun for så vidt som de har en frivillig og etisk karakter. Hvis man medgiver, at magien, det lavere, går forud for religionen, det højere, ophæver dette ikke nødvendigvis det religiøse begrebs gyldighed. Moden kundskab foregås af elementære indtryk og overbevisninger, som er subjektive uden objektive korrespondancer. Men denne højere kundskab er ikke mindre gyldig på grund af sine forudgående stadier. Hvis det kan bevises, at den kristne eller en hvilken som helst anden religion er blevet, hvad den er, ved gradvis opstigning fra animisme, magi osv., bliver dens gyldighed ikke dermed ødelagt eller endda svækket. Religion må bedømmes efter sit eget rette bevisgrundlag. Men se II, slutningen.

IV. Magi i Bibelen.

1. Fjendtlighed mod magi:

De generelle bemærkninger om Bibelen og spådomskunst i DIVINATION, V, gælder i lige så høj grad Bibelens holdning til magi. Denne holdning er tydeligt fjendtlig, sådan som den nødvendigvis måtte være i skrifter, der foregiver at indprente læren fra Israels etiske og åndelige religion (se 5 Mos 18,10 f.; 2 Kong 21,6; 2 Krøn 33,6 osv.). Alligevel er det lige så klart, at magiens faktiske kraft anerkendes lige så tydeligt, som dens illegitimitet påpeges. I P's beretning om plagerne (2 Mos 7-11) forudsættes det, at Egyptens magikere havde virkelig magt til at udføre overmenneskelige bedrifter. De kaster deres stave, og de bliver til slanger; de forvandler Nilens vand til blod. Det er først, da de forsøger at frembringe myg, at de mislykkes, skønt Aron ved Jahves kraft havde haft held til at gøre dette og dermed viste, at Jahves kraft var størst. Men at magikerne havde en magt, der var virkelig og stor, bliver end ikke draget i tvivl.

2. Magiske ords kraft:

Blandt de gamle semitter (arabere, assyrere, hebræere osv.) fandtes der en stærk tro på de magiske velsignelses- og forbandelsesords kraft. Alene udtalelsen af sådanne ord blev anset for tilstrækkelig til at sikre deres virkeliggørelse. At fortælleren i 4 Mos 22-24 (Jahvisten) tillagde Bileam magisk kraft, fremgår klart af fortællingen; hvorfor skulle Jahve ellers fremstilles som en, der overfører Bileams tjeneste til Israels sag? Vi har andre bibelske henvisninger til det talte velsignelsesords kraft i 1 Mos 12,3; 2 Mos 12,32; Dom 17,2; 2 Sam 21,3, og til forbandelsesordets kraft i 1 Mos 27,29; Dom 5,23; Job 3,8 (sammenlign de såkaldte forbandelsessalmer, og se Century Bible, "Psalms," bind II, 216). Om udbredelsen af denne tro blandt araberne, se Goldzihers vigtige værk, Abhandlungen zur arabischen Philologie, Theil I, 23 ff.

3. Tryllemidlers indflydelse:

I 1 Mos 30,14 (Jahvisten) har vi et eksempel på troen på planters kraft (her alruner) til at vække og styrke seksuel kærlighed, og i arabisk litteratur læser vi om nøjagtig den samme overtro i forbindelse med det, der kaldes Yabruch, næsten med sikkerhed den samme plante. Ja, en af de almindeligste former, hvori magi optræder, er som kærlighedstryllemiddel, og da denne slags magi ofte blev udøvet af kvinder, nævnes magi og utugt hyppigt sammen i Det Gamle Testamente (se 2 Kong 9,22; Nah 3,4; Mal 3,5; og sammenlign 2 Mos 22,18 (17), hvor troldkvinden (KJV "witch") skal dømmes til døden). Vi har et tilfælde af det, der kaldes sympatetisk magi (for en beskrivelse af dette, se Jevons, Introduction to History of Religion, 28 ff., og Frazer, Golden Bough(2), I, 49 ff.) i 1 Mos 30,37 ff. Jakob lagde afbarkede stave foran de får og geder, der kom for at drikke vand, for at de drægtige dyr skulle føde plettet og stribet afkom. De terafim, der nævnes i 1 Mos 31,19 ff. og blev fjernet sammen med åndemanere under Josijas drastiske reformer (2 Kong 23,24; sammenlign Zak 10,2), var huslige genstande, som man mente kunne afværge ondt af enhver art. Babylonierne og assyrerne havde en lignende skik. Vi læser om en assyrisk magiker, at han lod statuer af guderne Lugalgira og Alamu opstille på hver side af hovedindgangen til sit hus, og som følge deraf følte han sig fuldstændig uindtagelig over for onde ånder (se Tallquist, Assyrian. Beach, 22).

I Es 3,2 nævnes qocem ("magiker" eller "spåmand") sammen med ridderkrigeren, dommeren, profeten og den ældste blandt nationens støtter og bærende kræfter; der udtrykkes eller antydes ingen misbilligelse med hensyn til nogen af dem. Alligevel kan det ikke benægtes, at ren jahvisme i sine væsentlige træk, som håndhævede personlig tro på et rent åndeligt væsen, stod i radikal modsætning til alle magiske forestillinger og praksisser. Den kendsgerning, at hebræerne stod for sig selv som troende på en etisk og åndelig religion, adskilt fra de semitiske og andre folk, som de var omgivet af, antyder, at de var guddommeligt ledet; for i andre henseender — kunst, filosofi osv. — indtog denne samme hebraiske nation en lavere plads end mange samtidige nationer.

V. Magiske udtryk brugt i Bibelen.

Mange udtryk, der anvendes i Det Gamle Testamente med henvisning til spådomskunst, har også en magisk betydning. Se DIVINATION, VII. For en mere udførlig drøftelse af bibelske udtryk forbundet med begge emner kan der henvises til T. Witton Davies, Magic, Divination and Demonology among the Hebrews and Their Neighbours, 44 ff., 78 ff.; se også artiklerne "Divination" og "Magic" i EB, af nærværende forfatter.

1. Spådomskunst:

Her kan der kun gøres nogle få korte bemærkninger. Qecem, der sædvanligvis gengives "spådomskunst" (se 4 Mos 23,23), har primært en magisk reference (Fleischer), skønt både Wellhausen (Reste des arabischen Heidenthums 2, 133, note 5) og W. Robertson Smith (Jour. Phil., XIII, 278) mener, at dets første brug var i forbindelse med spådomskunst. Det arabiske verbum ("at uddrive onde ånder") og substantiv ("en ed") har magiske betydninger. Men det må indrømmes, at den sekundære betydning ("spådomskunst") næsten har fortrængt den anden. Se under I, hvor det fastholdes, at magi og spådomskunst i grunden er ét.

2. Trolddom:

Verbet kashaph, i Revised Version (British and American) "at udøve trolddom," kommer, som Fleischer mente, fra en rod, der betegner "at have et mørkt udseende," at se dyster ud, at være fortvivlet, og derefter, som en bønfaldende, at søge lindring ved magiske midler. De tilsvarende substantiver kashshaph og mekashsheph gengives "sorcerer" i engelske bibeloversættelser.

3. Besværgelse:

Lachash, i engelske bibeloversættelser "enchantment" osv. (se Es 3,3, nebhon lachash, RV (britisk og amerikansk) "den dygtige besværger"), er etymologisk forbundet med nachash, "en slange"; "n" og "l" veksler ofte i semitisk. Lachash bruges derfor, som man kunne vente ud fra denne etymologi, særligt om slangetæmning (se Jer 8,17; Præd 10,11; sammenlign melachesh i Sl 58,5 (6), i engelske bibeloversættelser "besværger").

4. Amuletter:

Chebher forekommer kun i flertal (Es 47,9; Es 47,12, i engelske bibeloversættelser, "besværgelser"). Det kommer af en rod, der betyder "at binde", og betegner sandsynligvis amuletter af en eller anden slags, som blev båret på personen for at afværge ondt. Det synes derfor at være den bibelske parallel til det talmudiske qemia`, bogstaveligt = "noget bundet", af qama`, "at binde".

5. Besværgelse:

Shichar (Es 47,11) synes at have et etymologisk forbindelse med det vigtigste arabiske ord for "magi" (sichrun), og forklares af det store flertal af nyere kommentatorer, efter J.H. Michaelis (Hitzig, Ewald, Dillmann, Whitehouse i Century Bible osv.), som betydende "at fortrylle bort" (ved besværgelser). Således også Targum, Rashi, J H og Jastrow, Dictionary of the Targumim, Talmudim, and Midrashic Literature, Michaelis, Eichhorn osv.

6. Gentagne ytringer:

Verbet battologeo i Matt 6,7 (= "sig ikke det samme igen og igen") henviser til overtroen om, at den gentagne udtale af et ord vil sikre, at ens ønske opfyldes. I Indien mener man i dag, at hvis en asket på én måned siger navnet Radha, Krishna eller Ro 100.000 gange, kan han ikke undgå at få det, han ønsker (se 1 Kong 18,26).

Se REPETITIONS.

7. Bedragere:

Udtrykket goetes, RV (britisk og amerikansk) "bedragere", KJV "forførere", bruges om en klasse magikere, som fremsagde bestemte magiske formler med en dyb, lav stemme (sammenlign verbet goao, som = "at sukke", "at frembringe lave klagende toner"). Herodot (ii.33) siger, at der fandtes personer af den slags i Egypten, og de nævnes også af Euripides og Platon.

8. Trolddom:

Paulus stiller i Gal 5,20 sammen med urenhed, afgudsdyrkelse osv. det, han kalder pharmakeia, KJV "trolddom", RV (britisk og amerikansk) "magi". Ordet sigter først og fremmest til lægemidler, der blev brugt ved udøvelsen af den magiske kunst. Bemærk navnet Simon Magus, som = Simon magikeren (ApG 8,9), og Bar-Jesus, som Lukas kalder en magiker (magos, i engelske bibeloversættelser "troldmand"), og som han også giver egennavnet Elymas, der i virkeligheden er det arabiske `alim = "lærd", og dermed en, der er dygtig i den magiske kunst.

Se også under AMULET; CHARM; DEMONOLOGY; WITCHCRAFT.

LITTERATUR.

En meget fyldig bibliografi over emnet findes i T. Witton Davies, Magic, Divination and Demonology among the Hebrews and Their Neighbours, xi til xvi. Se også litteraturen under DIVINATION og, ud over den litteratur der er citeret i løbet af den foregående artikel, bemærk følgende: A. Lehmann, Aberglaube und Zauberei2, 1908; A.C. Haddon, Magic and Fetishism, 1906; Blau, Das altjudische Zauberwesen, 1898; Smith, "Witchcraft in the Old Testament," Biblical Soc., 1902, 23-35; W.R. Halliday, Greek Divination; A Study of Its Methods and Principles, London, Macmillan (vigtig) og den værdifulde artikel om "Magic" af Northwest Thomas i Encyclopedia Brittanica, samt de relevante artikler i bibelordbøgerne.

T. Witton Davies