Babyloniens og Assyriens religion

I. DEFINITION

1. Første periode

2. Anden periode

3. Tredje periode

II. KILDERNE

III. HISTORIEN

IV. PANTEONET

1. Enlil, Ellil

2. Anu

3. Ea

4. Sin

5. Shamash

6. Ishtar

7. Marduk (Det Gamle Testamente: Merodak)

8. Nabu (Det Gamle Testamente: Nebo)

9. Nergal, byguden i Kutu (Det Gamle Testamente: Guta)

10. Ninib

11. Ramman

12. Tammuz

13. Asshur

V. HYMNer OG BØNNER

VI. MAGI

1. Maqlu

2. Shurpu

VII. DE SIDSTE TING

VIII. MYTER OG EPOSER

IX. DEN ASTRALE TEORI OM UNIVERSET

X. FORHOLDET TIL ISRAELS RELIGION

LITTERATUR

I. Definition.

Babyloniens og Assyriens religion er det trosystem angående højere ting, hvormed folkene i Tigris- og Eufratdalen søgte at bringe sig i forbindelse for at leve deres liv. Opdagelserne i det forgangne århundrede har givet os en mængde oplysninger om denne tro, ud fra hvilke vi har kunnet opnå større kendskab til den end til nogen anden oldorientalsk religion, bortset fra Israels. Alligevel er de oplysninger, som således er kommet i vore hænder, vanskelige at håndtere netop på grund af deres rigdom, og der vil uden tvivl gå lang tid, før det bliver muligt at tale med sikkerhed om mange af de problemer, vi nu står over for. Fremskridtene i fortolkningen af litteraturen er dog så hurtige, at vi nu kan give en langt mere forståelig fremstilling af denne religion, end man kunne have sikret sig så sent som for fem år siden.

Af praktiske grunde kan Babyloniens og Assyriens religion inddeles i tre store perioder.

1. Første periode:

Den første af disse perioder strækker sig fra de tidligste tider, omkring 3500 f.Kr., ned til foreningen af de babyloniske stater under Hammurabi, omkring 2000 f.Kr.

2. Anden periode:

Den anden periode strækker sig til det kaldæiske riges fremkomst under Nabopolassar, 625 f.Kr., og

3. Tredje periode:

Den tredje periode omfatter dette kaldæiske eller nybabyloniske riges korte historie under Kyros, 538 f.Kr.

Den assyriske religion hører til den anden periode, skønt den endda strækker sig ind i den tredje periode, for Nineve faldt først i 607 f.Kr.

II. Kilderne.

De primære kilder til vores viden om denne religion findes i de særskilt religiøse tekster, såsom hymner, bønner, præstelige ritualer og liturgier, og i den vældige mængde magisk litteratur og besværgelseslitteratur. Hovedparten af denne religiøse litteratur, som er kommet ned til os, stammer fra Ashurbanipals regeringstid (668-625 f.Kr.), skønt meget af den helt klart enten er afskrevet fra eller bygger på langt ældre materiale. Hvis vi imidlertid udelukkende byggede vores billede af den babyloniske og assyriske religion på disse religiøse tekster, ville vi få et fordrejet og nogle steder ubestemt syn. For at fuldende billedet må vi til disse føje praktisk talt hele litteraturen fra disse to folk.

De indskrifter, hvori kongerne overleverede eftertiden en beretning om deres store gerninger, indeholder lister over guder, som de påkaldte, og disse må tages i betragtning. Lovene har også i vid udstrækning et religiøst grundlag, og handelsindskrifterne påkalder ofte guddomme til sidst. Astronomernes optegnelser, kongernes statsdepecher, generalers rapporter fra felten, håndbøgerne i medicin — alle disse og mange andre dele af en omfattende litteratur bidrager hver med sin andel af religiøst materiale. Endvidere, eftersom religionen ikke blot var kongens tro, men også statens egen tro, førte samfundets fremgang til større magt ofte en lokal gud ind i et nyt forhold til andre guder, eller samfundets forfald berøvede en gud nogle af hans kræfter eller egenskaber, således at selv de udpræget politiske indskrifter har betydning for at hjælpe os med at rekonstruere den gamle litteratur.

III. Historien.

Den babyloniske religions oprindelse er skjult for vores øjne i de gamle dage, som vi ved lidt om og aldrig kan håbe at vide meget om. I de tidligste dokumenter, som er kommet ned til os skrevet på sumerisk, findes der semitiske ord eller konstruktioner eller begge dele. Det synes nu at være endeligt fastslået, at et sumerisk folk, hvis oprindelse er ukendt, boede i Babylonien før semitternes komme, hvis oprindelige hjem var i Arabien. Om den sumeriske tro før der blev dannet en forening med semitterne, ved vi i sandhed meget lidt. Men vi kan måske med sikkerhed sige, at hos dette gamle folk lå der, under troen på guder, dybt i deres bevidsthed en tro på animisme. De mente, at enhver genstand, levende eller livløs, havde en zi eller ånd. Ordet synes oprindeligt at have betydet liv. Liv viser sig for os som bevægelse; alt, hvad der bevæger sig, har liv. Bevægelsesevnen adskiller det levende fra det livløse. Alt, hvad der bevæger sig, besidder liv; det ubevægelige er livløst eller dødt.

Foruden denne tro på animisme synes de tidlige sumerere at have troet på spøgelser, som var knyttet til de dødes verden, ligesom zi var knyttet til de levendes verden. Lil eller spøgelset var en nattedæmon med skadelig indflydelse på mennesker og kunne kun uddrives ved mange besværgelser. Lil blev ledsaget af en tjenestepige (ardat lili, "nattens pige"), som i den senere semitiske udvikling blev forvandlet til den feminine lilitu. Det er højst mærkeligt og interessant, at denne sumerernes spøgelsesdæmon levede videre gennem hele den babyloniske religions historie og nævnes endda hos en af Det Gamle Testamentes profeter (Es 34,14; hebraisk Lillith, oversat "natuhyre"). Oprindelsen til den semitiske religion, som blev bragt af det gamle semitiske folk og forenet med denne sumeriske tro, er også fortabt i fortiden.

Det synes at være ganske klart, at de guder og religiøse forestillinger, som disse semitter bragte med sig fra ørkenen, havde meget ringe, om overhovedet nogen, betydning for den religion, de senere bekendte sig til i Babylonien. Nogle af navnene på deres guder og billeder af disse bragte de meget sandsynligt med sig, men det vigtige ved guderne, må man altid huske, er ikke navnene, men de egenskaber, der blev tillagt dem, og disse må være blevet fuldstændigt ændret i løbet af den lange historie, der fulgte efter deres første kontakt med sumererne. Fra sumererne strømmede en stor flod af religiøse forestillinger, ganske vist underkastet ændringer fra tid til anden ned gennem de følgende århundreder. I vores studie af gudeverdenen skal vi igen og igen se, hvordan guderne skiftede plads, og hvordan forestillingerne om dem blev ændret af politiske og andre bevægelser. I de allertidligste tider finder vi, foruden disse forestillinger om ånder og genfærd, også talrige lokale guder. Hvert centrum for menneskelig bosættelse havde sin særlige skytsguddom, og denne guddom forbindes altid med et eller andet stort naturfænomen. Det var naturligt, at solen og månen fik en fremtrædende plads blandt disse guder, men også andre naturgenstande og naturkræfter blev personificeret og guddommeliggjort: vandløb, sten og mange andre.

Vores vigtigste kilde til oplysninger om guderne i den første periode af den religiøse udvikling før Hammurabis dage findes i de historiske indskrifter fra de tidlige konger og herskere. Mange af disse beskriver ofringer af templer og skatte til guderne, og de er alle religiøse i tonen og fulde af lovprisninger af guderne. Ud fra disse tidlige tekster har professor Jastrow udskilt navnene på følgende guddomme, guder og gudinder. Jeg gengiver hans liste som den bedste, der endnu er lavet, men man må huske, at nogle af læsemåderne er usikre, og at nogle helt sikkert blev læst anderledes af babylonierne eller sumererne, selv om vi nu ikke ved, hvordan de bør læses. Fremskridtene i assyriologisk forskning leverer hele tiden korrigerede læsemåder for ord, som hidtil kun har været kendt af os i ideogrammer. Det må bestemt forventes, at mange af disse mærkelige, for ikke at sige groteske, navne en dag vil vise sig at være ganske enkle og lette at udtale: En-lil (Ellil, Bel) Belit, Nin-khar-sag, Nin-gir-su, som også optræder som Dun-gur, Bau, Ga-tum-dug, Nin-dindug, Ea, Nin-a-gal, Gal- dim-zu-ab, Nin-ki, Damgal-nun-na, Nergal, Shamash, A eller Malkatu, Shamashs hustru, Nannar eller Sin, Nin-Urum, Innanna, Nana, Anunit, Nina, Ishtar, Anu, Nindar-a, Gal-alim, Nin-shakh, Dun-shagga, Lugalbanda, med en ledsager Nin-sun, Dumu-zi-zu- ab, Dumu-zi, Lugal-Erim, Nin-e-gal og Ningal, Nin-gish-zi-da, Dun-pa-uddu, Nin-mar, Pa-sag, Nidaba, Ku(?)-anna, Shid, Nin- agid-kha-du, Ninshul-li, En-gubarra, Im-mi-khu(?), Ur-du-zi, Kadi, Nu-ku-sir-da, Ma-ma, Za-ma-ma, Za-za-ru, Impa-ud-du, Ur- e-nun-ta-ud-du-a, Khi-gir-nunna, Khi-shagga, Gur-mu, Zar-mu, Dagan, Damu, Lama, Nesu, Nun-gal, An-makh, Nin-si-na, Nin-asu. På denne liste er store guder og gudinder og alle slags mindre guddomme samlet sammen, og listen ser og lyder håbløs. Men disse er lokale guddomme, og nogle af dem er blot gentagelser. Næsten hvert sted i de tidlige tider ville have en solgud eller en månegud eller begge dele, og i landets politiske udvikling fortrængte eller opslugte den erobrende bys månegud den erobrede bys månegud. Når vi har udskilt disse guder, som praktisk talt er forsvundet, bliver der et forholdsvis lille antal guder tilbage, som står over alle de andre.

I stedet for nogle af disse guder, der forsvandt, fandt andre plads, især i Assyrien. Der var dog en stærk tendens til at mindske antallet af guderne. I de tidlige dage nævnes de i snesevis, men som tiden går, forsvinder mange af disse, og kun de få bliver tilbage. Som Jastrow har påpeget, havde Shalmaneser II (859-825 f.Kr.) kun elleve guder i sin gudeverden: Ashur, Anu, Bel, Ea, Sin, Shamash, Ninib, Nergal, Nusku, Belit og Ishtar. Sankerib (704-681 f.Kr.) nævner som regel kun otte, nemlig Ashur, Sin, Shamash, Bel (det vil sige Marduk), Nabu, Nergal, Ishtar fra Nineve og Ishtar fra Arbela. Men vi må ikke lægge for stor vægt på dette lave tal, for i sine byggeindskrifter påkalder han til sidst femogtyve guddomme, og selv om nogle af disse er dubletter af andre guder, som Jastrow korrekt forklarer, er den samlede liste ikke desto mindre betydeligt udvidet i forhold til de otte ovenfor nævnte. I den sene babyloniske periode synes dyrkelsen især at være viet til Marduk, Nabu, Sin, Shamash og Ishtar. Ofte synes der at være små, svage antydninger af et yderligere skridt fremad. Nogle af hymnerne rettet til Shamash synes næsten at være på grænsen til at ophøje ham på en sådan måde, at de andre guddomme udelukkes, men skridtet bliver aldrig taget. Babylonierne var, med alle deres vidunderlige evner, aldrig i stand til at forestille sig én gud, én gud alene, én gud hvis selve eksistens logisk gør enhver anden guddoms eksistens umulig. Monoteismen ligger uden for den babyloniske tænkemådes åndelige rækkevidde.

Midt i hele denne skare af guder, midt i alle disse spekulationer og kombinationer, må vi holde tankerne klare og fæste blikket på den ene betydningsfulde kendsgerning, der træder frem over alle andre. Det er, at babylonierne ikke var i stand til at hæve sig over polyteismen; at hinsides dem, langt hinsides dem, lå den store række af tanker om Gud, som tillægger ham alenehed, hvortil vi kan føje de store åndelige forestillinger, som i dag groft kan samles under etisk monoteisme. Hist og her rakte store tænkere i Babylonien ud efter højere forestillinger og var kun i stand til at nå frem til en slags spekulativ panteisme. En personlig Gud, retfærdig og hellig, som elskede retfærdighed og hadede synd, blev det ikke givet dem at forestille sig.

Gudernes karakter ændrede sig ganske vist, efterhånden som det folk, der dyrkede dem, ændrede sig. Babylonierne, som byggede vældige templer og forfattede mange indskrifter, der lagde vægt på fredens snarere end krigens gerninger, forestillede sig naturligt deres guddomme på en anden måde end assyrerne, hvis kræfter hovedsagelig var viet til erobringer i krig, men hverken babylonierne eller assyrerne nåede op til sådanne højder som dem, der kendetegner den hebraiske Salmernes Bog. Efterhånden som babyloniernes og assyrernes indflydelse svandt, aftog deres guder i magt, og ingen af dem overlevede den græske civilisations fremstormen i Alexanders periode.

IV. Pantheonet.

Hovedguderne i det babyloniske og assyriske pantheon kan nu beskrives hver for sig.

1. Enlil, Ellil:

I de tidligste tider, vi kender til, er den største af guderne guden fra Nippur, hvis navn i de sumeriske tekster er Enlil eller Ellil. I det semitiske pantheon i senere tider blev han identificeret med guden Bel, og det er som Bel, han især er blevet kendt. Gennem hele den første epoke af Babyloniens historie frem til Hammurabis tid er han verdens herre og landets konge. Han var oprindeligt helten i fortællingen om syndfloden, men i den form, hvori den er overleveret til os, har Marduk fra Babylon berøvet ham denne ære. I Nippur lå hans hovedtempel, kaldet E-kur eller "bjerghus." Det blev bygget og genopbygget af Babyloniens konger igen og igen fra Sargon I's dage (3800 f.Kr.) og fremefter, og ikke færre end tyve konger er kendt af os, som roser sig af deres arbejde med at genopbygge netop dette tempel. Han hyldes som "den store herre, hvis munds befaling ikke kan ændres, og hvis nåde er urokkelig." At dømme efter hans tempels navn og efter nogle af hans egenskaber synes han oprindeligt at have været en bjergenes gud, hvor han må have haft sit oprindelige bosted.

2. Anu:

Navnet på guden Anu blev tolket som betydende himmel, svarende til det sumeriske ord ana, "himmel," og han kom således til at blive betragtet som himlens gud i modsætning til Enlil, der var jordens gud, og Ea, der var vandenes gud. Anu optræder først blandt de store guder i en indskrift af Lugalsaggi, og i noget senere tider banede han sig vej til toppen af den tidligste triade, som består af Ann, Enlil og Ea. Hans vigtigste kultsted var Uruk, men i den assyriske periode blev han forbundet med guden Adad i et tempel i byen Asshur. I myterne og eposerne udfylder han en vigtig rolle som den, der råder over alle begivenheder, men han kan ikke anses for helt at være Enlils lige i rang, trods sin placering i himlene. Antu eller Anatu nævnes som Anns hustru, men hendes skikkelse er farveløs, og hun kan sandsynligvis betragtes som lidt mere end en grammatisk opfindelse, som skyldes semitternes ønske om at forbinde det feminine med det maskuline i deres sprog.

3. Ea:

Læsningen af navnet på guden Ea er stadig usikker. Det kan måske have været Ae, sådan som det græske Aos synes at angive. Hans vigtigste kultby var Eridu, som i den tidligste periode lå ved Den Persiske Golf, nær Eufrats og Tigris' mundinger. Hans tempel dér blev kaldt E-absu, som betyder "dybenes hus," også tolket som "visdommens hus." Han må have været en gud af stor betydning i tidlige tider, men blev overhalet af Ellils voksende indflydelse og beholdt i en senere periode især ære, fordi han blev antaget at være guden Marduks far og derfor blev æret af folket i byen Babylon. Som visdommens herre spillede han en stor rolle i besværgelser helt til det sidste og blev anset for at være den gud, som var mest rede til at svare på menneskelig nød under frygtelige omstændigheder. Eas hustru kaldes Damkina.

4. Sin:

Sin var byguden i Urn (Ur i Kaldæa i Det Gamle Testamente). Han var oprindeligt en lokal gud, som tidligt fik en høj stilling i kanon, fordi han altid synes at have været identificeret med månen, og i Babylon var månen altid vigtigere end solen på grund af dens brug i kalenderen. Hans tempel blev kaldt E-kishshirgal, dvs. "lysets hus." Hans dyrkelse var vidt udbredt, for allerede på et meget tidligt tidspunkt havde han en helligdom i Harran i Mesopotamien. Hans hustru kaldes Ningal, den store frue, dronningen, og hans navn optræder sandsynligvis i bjerget Sinai. Han tiltales i hymner af stor skønhed og blev betragtet som en meget venlig gud.

5. Shamash:

Solguden, Shamash, rangerer næst efter Sin i den anden eller senere triade, og der kan ikke være tvivl om, at han fra begyndelsen var forbundet med solen på himlene. Hans kultsteder var Larsa i det sydlige Babylonien og Sippar i det nordlige Babylonien, og begge steder blev hans tempel kaldt E-bab-bar, "strålende hus." Også han æres i storslåede hymner, hvori han hyldes som fjende og hævner af det onde, men som den milde fremmer af alt godt, især det, der angår menneskeslægterne. Al lovgivning tilskrives ham som den øverste dommer i himlen. Babylonierne tilskriver ham også lignende kræfter i krig som dem, egypterne tillagde Re. Ud fra nogle af teksterne kunne man have antaget, at han ville være kommet til at stå øverst i triaden, men dette synes ikke at have været tilfældet, og hans indflydelse strakte sig snarere i retning af at påvirke mindre lokale guddomme, som man mente var kendetegnet ved egenskaber, der lignede dem, der blev tillagt ham i de større hymner.

6. Ishtar:

Oprindelsen til og betydningen af gudinden Ishtars navn er stadig omstridt, men om hendes rang kan der ikke være tvivl. I de allerældste indskrifter, vi kender, synes hun ikke at have været forbundet med planeten Venus, sådan som hun er det i senere tider. Hun synes snarere at have været en gudinde for frugtbarhed og kærlighed, og i hendes tempel i Uruk var tempelprostitution et træk. I den mytologiske litteratur indtager hun en høj plads som gudinde for krig og jagt. På grund af denne senere identifikation blev hun de krigeriske assyreres hovedgudinde. Lidt efter lidt opslugte hun alle de andre gudinder, og hendes navn blev det almindelige ord for gudinde. Hendes vigtigste kultsteder var Uruk i det sydlige Babylonien, hvor hun i de tidligste tider blev dyrket under navnet Nana, og Akkad i det nordlige Babylonien, hvor hun blev kaldt Anunitu, samt Nineve og Arbela i Assyrien. Nogle af hymnerne rettet til hende hører til de ædleste frembringelser i babylonisk og assyrisk religion og når et betydeligt etisk niveau. Denne udvikling fra en seksuel gudinde til en gudinde, der strengt dømte menneskers synder, er et af de mærkeligste fænomener i denne religions historie.

7. Marduk:

Marduk (i Det Gamle Testamente Merodak) er Babylons bygud, hvor hans tempel blev kaldt E-sagila ("det høje hus") og dets tårn E-teme nanki ("huset for himlens og jordens grundvold"). Hans hustru er Sarpanitu, og som vi allerede har set, var Ea hans far, og i senere tider blev Nabu regnet for hans søn. I den tidligste periode var byen Babylon ubetydelig i sammenligning med Nippur og Eridu, og denne bygud kunne derfor ikke gøre krav på en stilling, der kunne sammenlignes med disse byers guder; men efter at Hammurabi havde gjort Babylon til hovedbyen i hele Babylonien, voksede dens gud hurtigt i betydning, indtil han opslugte de tidligere guders egenskaber og fortrængte dem i de store myter. De spekulative filosoffer i den nybabyloniske periode gik så langt som til at identificere alle de tidligere guder med ham og hævede hans dyrkelse til en slags henoteisme. Hans egentlige navn blev i de senere perioder gradvis fortrængt af appellativet Belu, "herre", så han til sidst almindeligvis blev omtalt som Bel, og hans gemalinde blev kaldt Belit. Sammen med Ishtar og Shamash deler han den ære, at nogle af de fineste hymner, som er overleveret til os, blev sunget til hans navn.

8. Nabu:

Nabu (i Det Gamle Testamente Nebo) var byguden i Bor-sippa. Hans navn er tydeligt semitisk og betyder "taler" eller "forkynder". I tidligere tider synes han at have været en vigtigere gud end Marduk og blev dyrket som vegetationens gud. Hans tempel i Borsippa bar navnet E-zida ("det evige hus") med tårnet E-uriminanki ("huset for himlens og jordens syv herskere"). I senere tider blev han identificeret med planeten Merkur.

9. Nergal:

Nergal, byguden i Kutu (i Det Gamle Testamente Kuta), var underverdenens gud, og hans hustru Eresh-kigal var underverdenens suveræne herskerinde. Han var også pestens og feberens gud, og i senere dage blev han forbundet med planeten Mars, skønt forskere, der hælder til astralteorien (se nedenfor), mener, at han på et tidligere tidspunkt blev identificeret med Saturn. Der er endnu ikke fremlagt noget sikkert bevis for dette synspunkt.

10. Ninib:

Desværre er den korrekte udtale af guden Ninibs navn endnu ikke fastslået. Han synes oprindelig at have været en vegetationsgud, men blev i den senere filosofiske periode forbundet med planeten Saturn, kaldet Kaitaann (Kewan, Chiun, Am 5,26 KJV, RV). Som vegetationsgud bliver han også en gud for helbredelse, og hans hustru Gula var lægernes vigtigste skytsgudinde. Han kommer også til at blive betragtet som en mægtig helt i krig, og i denne egenskab udfylder han i almindelighed en stor rolle i den assyriske religion.

11. Ramman:

Ramman er stormens og tordenens gud blandt babylonierne, og i det assyriske panteon kaldes han sædvanligvis Adad. Denne form af navnet er uden tvivl forbundet med den aramæiske gud Hadad. I den sumeriske periode synes hans navn at have været Ishkur. Hans hustru kaldes Shala.

12. Tammuz:

Navnet Tammuz er afledt af det sumeriske Dumuzi-zuab ("vanddybenes sande barn"). Han er en vegetationsgud, som vækkes til live af forårets regn. Tammuz blev aldrig en af panteonets store guder, men hans popularitet overgik langt de mange guders, som blev regnet for større end han. Hans dyrkelse er forbundet med Ishtars, hvis elsker han var, og den smukke fortælling om Ishtars nedstigning til Hades blev skrevet for at beskrive Ishtars forfølgelse af ham ned i underverdenens dyb i hendes forsøg på at bringe ham op igen. Hans forsvinden i underverdenen forbindes med vegetationens forsvinden under midsommerens hede; den vågner igen, når regnen kommer, og guden endnu en gang viser sig på jorden. Tammuz-kulten overlevede den babyloniske og assyriske civilisations forfald og fandt vej ind i den vestlige verden. Den lignede i nogle henseender Osiris-kulten i Egypten, men var ikke så smuk eller så human.

13. Asshur:

Assyriens øverste gud, Asshur, var oprindelig den lokale gud for byen, der bærer samme navn. Gennem hele den assyriske historie er hans vigtigste rolle at være krigsgud, men Assyriens spekulative filosoffer optog i ham mange af Ellils og Marduks karaktertræk og gik endda så langt som til at tillægge ham hovedrollen i kampen mod havuhyret Tiamat i skabelsestiden.

V. Hymner og bønner.

Babyloniernes og assyrernes religiøse litteratur kulminerede i en stor række hymner til guderne. De er overleveret til os fra næsten alle perioder i folkets religionshistorie. Nogle af dem går tilbage til de gamle bykongedømmers dage, og andre blev komponeret under Nabonidus' regering, da Babylons fald for Kyros' hånd var nært forestående. Det største antal af dem, der er kommet ned til os, er viet til Shamash, solguden, men mange af de fineste, som vi allerede har set, blev komponeret til ære for Sin, måneguden. Ingen af disse nåede frem til monoteisme. Alle er polyteistiske, måske med tendenser i retning af panteisme eller henoteisme. Denne manglende evne til at nå frem til monoteisme kan delvis have skyldtes indflydelsen fra den lokale by, hvis tendens altid var at holde fast ved den lokale guds ære. Babylonien kunne kæmpe nok så hårdt for at løfte Marduk til en høj og stadig højere stilling, men trods alle dets anstrengelser forbliver han helt til dagenes ende kun én gud blandt mange. Og selv de største af de babyloniske konger, Nebukadnesar og Nabonidus, fortsatte med at vise Shamash i Sippar ære; hans tempel genopbyggede de stadig og smykkede med stadig større pragt. Bedre end nogen beskrivelse af hymnerne er et eksempel, der tilstrækkeligt viser deres kvalitet. Her er nogle linjer taget fra en gammel sumerisk hymne til måneguden, som var blevet afskrevet og bevaret med en assyrisk oversættelse i Assurbanipals bibliotek: + O Herre, gudernes øverste, du som alene er ophøjet på jord og i himmel, Fader Nannar, Herre, Anshar, gudernes øverste, Fader Nannar, Herre, store Ann, gudernes øverste, Fader Nannar, Herre, Sin, gudernes øverste, Fader Nanbar, Herre over Ur, gudernes øverste, Fader Nannar, Herre over E-gish-shir-gal, gudernes øverste, Fader Nannar, slørets Herre, strålende, gudernes øverste, Fader Nannar, hvis herredømme er fuldkomment, gudernes øverste, Fader Nannar, som skrider frem i stor majestæt, gudernes øverste, O stærke, unge tyr, med stærke horn, fuldkommen i muskler, med skæg af lapis lazulis farve, fuld af herlighed og fuldkommenhed, Selvskabt, fuld af modnet frugt, skøn at se på, i hvis væsen man ikke kan mættes nok; Moderliv, ophav til alle ting, som har taget sin ophøjede bolig blandt levende skabninger; O barmhjertige, nådige fader, i hvis hånd hele verdens liv hviler, O Herre, din guddommelighed er fuld af ærefrygt, som den fjerne himmel og det brede hav. O landets skaber, grundlægger af helligdomme, forkynder af deres navne, O fader, ophav til guder og mennesker, du som bygger boliger og indstifter offergaver, Som kalder til herredømme, skænker sceptret, fastsætter skæbner for fjerne dage. - Meget af dette er fuldt af fin religiøs følelse, og ophøjelsen af Sin lyder, som om digteren næppe kunne anerkende nogen anden gud, men der er rigeligt med beviser for, at andre guder blev påkaldt med de samme udtryk og af de samme konger.

Nogle af disse hymner er forbundet med magisk litteratur og besværgelseslitteratur, for de tjener som indledning til passager, der er beregnet til at drive onde dæmoner bort. Ganske få af dem hæver sig på den anden side til meget høje forestillinger, hvor guden prises som en retfærdighedens dommer. Nogle linjer fra den største af alle de hymner, der er rettet til Shamash, solguden, vil gøre dette klart:

SPALTE II + Den, der planlægger ondt--hans horn knuser du, 40 Enhver, der ved fastsættelse af grænser ophæver rettigheder. Den uretfærdige dommer holder du tilbage med magt. Enhver, der tager imod bestikkelse, som ikke dømmer retfærdigt--ham pålægger du synd. Men den, der ikke tager imod bestikkelse, som har omsorg for den undertrykte, Mod ham er Shamash nådig, hans liv forlænger han. 45 Den dommer, som afsiger en retfærdig afgørelse, Skal ende i et palads, fyrsters sted skal være hans bolig. - SPALTE III + Sæden efter dem, der handler uretfærdigt, skal ikke trives. Hvad deres mund erklærer i dit nærvær, Skal du brænde op; hvad de har til hensigt, vil du tilintetgøre. 15 Du kender deres overtrædelser: de ugudeliges erklæring kaster du til side. Enhver, hvor han end måtte være, er i din varetægt. Du leder deres domme, de fængslede befrier du. Du hører, O Shamash, bøn, påkaldelse og appel. Ydmyghed, nedkastelse, bønfaldelse og ærbødighed. 20 Med høj røst råber den ulykkelige til dig. Den svage, den udmattede, den undertrykte, den ringe, Moder, hustru, tjenestepige appellerer til dig. Den, der er fjernet fra sin familie, den, der bor langt fra sin by. - I denne hymne er der ingen antydning af magi eller trolddom. Vi kan ikke andet end mærke, hvor nær denne digter kom en forståelse af solguden som en dommer over mennesker på et etisk grundlag. Hvor nær han var ved at gå gennem dalen ind i et større religiøst liv!

Bønnerne befinder sig i det store og hele på et lavere plan, skønt nogle af dem, især Nebukadnesars, når høje forestillinger. Følgende kan tjene som et tilstrækkeligt eksempel:

O evige hersker, herre over alt væsen, giv, at navnet på den konge, som du elsker, hvis navn du har forkyndt, må blomstre, som det synes dig godt. Led ham på den rette vej. Jeg er fyrsten, som adlyder dig, din hånds skabning. Du har skabt mig og har betroet mig herredømme over menneskeheden. Efter din barmhjertighed, O Herre, som du skænker alle, må dit højeste herredømme være barmhjertigt! Indplant tilbedelsen af din guddommelighed i mit hjerte! Giv mig, hvad der synes dig godt, for du er den, der har formet mit liv.

VI. Magi:

Næst efter guderne i betydning i den babyloniske religion står dæmonerne, som havde magt til at plage mennesker med mange slags sygdomme på legeme eller sind. En stor del af religionen synes at have været viet til en angstfyldt kamp mod disse dæmoner, og guderne blev overalt påkaldt i bøn om at hjælpe mennesker mod disse dæmoner. En umådelig mængde besværgelser, som man mente havde magt til at drive dæmonerne ud, er overleveret til os. Brugen af disse besværgelser lå især i hænderne på præsterne, som tillagde bestemte ord eller ordgrupper stor betydning. Man mente, at tidens prøve havde vist, at visse ord var virksomme i bestemte tilfælde. Hvis resultatet i et givet tilfælde ikke blev opnået, kunne det kun tilskrives brugen af den forkerte formular; derfor opstod der et stærkt ønske om nøjagtigt at bevare de ord, som i nogle tilfælde havde bragt helbredelse. Senere blev disse besværgelser samlet i grupper eller ritualer, ordnet efter formål eller brug. Af de ritualer, der er overleveret til os, er følgende de vigtigste:

1. Maqlu:

Maqlu, dvs. "brænding," således kaldet, fordi der i den findes mange symbolske afbrændinger af billeder eller hekse. Denne serie bruges til at befri lidende mennesker fra hekse eller troldmænd.

2. Shurpu:

Shurpu er et andet ord for brænding, og denne serie beskæftiger sig også meget med symbolske afbrændinger og med samme formål som den foregående. I disse besværgelser stifter vi bekendtskab med et stort antal mærkelige dæmoner, såsom rabisu, en dæmon der uventet springer på sine ofre; labartu, som angriber kvinder og børn; og lilu og lilitu, som der tidligere er henvist til, samt utuku, en stærk dæmon.

Disse besværgelser er for størstedelens vedkommende et usselt, meningsløst kaudervælsk og en sørgelig kommentar til den lave stilling, som indtages af den religion, der har nået så ædle højder som dem, der kommer til udtryk i hymnerne og bønnerne. Det er mærkeligt, at de højere former for religion ikke var i stand til at fortrænge de lavere, men disse besværgelser blev ved med omhyggeligt at blive afskrevet og brugt helt til det babyloniske samfunds afslutning.

VII. De sidste ting.

I Babylonien blev alle tidsaldres store spørgsmål--"Hvis et menneske dør, skal han da leve igen?"--stillet, og man forsøgte at besvare det. Svaret var som regel trist og nedslående. Efter døden mente man, at menneskers sjæle fortsatte med at eksistere. Det kan næppe kaldes liv. Det sted, hvortil de var gået, kaldes "landet uden tilbagevenden." Der levede de i mørke rum midt i støvet og flagermusene, iført en klædning af fjer og under Nergals og Ereshkigals herredømme. Når sjælen ankom blandt de døde, måtte den underkastes dom foran de dødes dommere, Annunaki, men der er kun bevaret lidt for os om måden, hvorpå denne dom foregik. Der synes til tider at have været en forestilling om, at det kunne være muligt for de døde at vende tilbage til livet igen, for i denne underverden fandtes livets vand, som blev brugt, når guden Tammuz vendte tilbage til jorden. Babylonierne synes ikke at have tillagt denne tilværelse efter døden så stor betydning som egypterne, men de praktiserede begravelse og ikke ligbrænding og lagde ofte genstande hos den døde, som kunne bruges i hans fremtidige tilværelse. I tidligere tider blev de døde begravet i deres egne huse, og blandt de rige synes denne skik at have holdt sig helt til de allerseneste tider. For andre blev skikken med at begrave i en akropolis taget i brug, og nær byen Kutha lå en akropolis, som var særlig berømt. I den kommende verden synes der at være blevet gjort forskel blandt de døde. De, der faldt i kamp, synes at have haft særlig gunst. De fik frisk vand at drikke, mens de, der ikke havde noget afkom til at sætte offergaver ved deres grave, led hårdt og mange afsavn. Man må håbe, at senere fund af religiøse tekster kan kaste mere lys over denne side af religionen, som stadig er dunkel.

VIII. Myter og epos:

I oldtidens religioner indtager myten en meget vigtig plads og tjener mange af de funktioner, som dogmer har i moderne religioner. Disse myter er kommet ned til os, som regel knyttet til eposser eller gjort til en del af gamle fortællinger, der hører til Ashurbanipals bibliotek. De fleste af dem er blevet afskrevet fra tidligere babyloniske originaler, som i deres oprindelse går tilbage til den vidunderlige periode med intellektuel og politisk udvikling, der begyndte med Hammurabi. De mest interessante af dem, som er bevaret for os, er fortællingen om Adapa og fortællingen om Gilgamesh. Denne samme guddommelige skikkelse, Adapa, Eas søn, var beskæftiget i Eas tempel i Eridu med at skaffe det rituelle brød og vand. En dag, mens han fiskede i havet, fór søndenvinden voldsomt imod ham, kæntrede hans båd, og han faldt i havet, "fiskenes hus". Vred over sin ulykke brækkede han søndenvindens vinger, og i syv dage kunne den ikke bringe havets kølige lindring over det hede land. Og Anu sagde: + "Hvorfor har søndenvinden i syv dage ikke blæst over landet?" Hans sendebud Ilabrat svarede ham: "Min herre, Adapa, Eas søn, har brækket søndenvindens vinge." - Da befalede Anu, at den skyldige skulle føres frem for ham, og før han drog af sted til denne prøvelse, gav Ea ham instrukser. Han skal gå op til himlens portvogtere, Tammuz og Gish-zida, klædt i sørgedragt for at vække deres medfølelse. Når de spørger, hvorfor han er klædt sådan, skal han fortælle dem, at hans sorg gælder to guder på jorden, som er forsvundet (det vil sige dem selv), og så vil de gå i forbøn for ham. Desuden advares han om ikke at spise den mad eller drikke det vand, der vil blive sat frem for ham, for Ea frygter, at dødens mad og vand vil blive sat frem for ham for at tilintetgøre ham. Men det stik modsatte skete. Tammuz og Gish-zida fik held med deres bøn, og Anu sagde: "Bring ham livets mad, så han kan spise den." De bragte ham livets mad, men han spiste ikke. De bragte ham livets vand, men han drak ikke. De bragte ham en klædning; han tog den på. De bragte ham olie; han salvede sig med den.

Adapa havde adlydt Ea bogstaveligt, og ved at gøre det havde han mistet udødelighedens uvurderlige gave. Nogle af motiverne i denne smukke myte ligner dem, der findes i Første Mosebog. Livets mad synes at høre til samme kategori som livets træ i Første Mosebog. Den babyloniske lære var, at mennesket, skønt af guddommelig oprindelse, ikke havde del i udødelighedens guddommelige egenskab. I fortællingen i Første Mosebog mistede Adam udødeligheden, fordi han ønskede at blive som Gud. Adapa var derimod allerede udrustet med kundskab og visdom og gik glip af udødeligheden, ikke fordi han var ulydig som Adam, men fordi han var lydig mod Ea, sin skaber. Legenden synes at være det babyloniske forsøg på at forklare døden.

Det største af alle de babyloniske eposser er fortællingen om Gilgamesh, for i den synes de største af myterne at løbe sammen i én stor episk strøm. Den var skrevet på tolv store tavler i Ashurbanipals bibliotek, hvoraf nogle er stærkt beskadigede. Den var imidlertid afskrevet fra tidligere tavler, som går tilbage til Babylons første dynasti. Hele fortællingen er interessant og vigtig, men dens største betydning ligger i den ellevte tavle, som indeholder en beskrivelse af den store oversvømmelse og på mærkelig vis er parallel med syndflodsfortællingen i Første Mosebog.

IX. Den astrale teori om universet:

Vi har nu gennemgået hovedtrækkene i den babyloniske og assyriske religion. Vi er kommet hele vejen fra en primitiv animisme til en højere organiseret polyteisme med megen teologisk spekulation, der ender i et håb om tilværelse efter døden, og vi må nu spørge, om der findes nogen stor organiserende idé, som vil samle al denne religion og spekulation i ét stort, omfattende system. Der er blevet fremsat en teori, hvis fremstilling i almindelighed skyldes professor Hugo Winckler ved universitetet i Berlin, som i en række bind og småskrifter har forsøgt at bevise, at hele den seriøse tænkning og skrivning på religionens område både hos babylonierne og assyrerne hviler på en Weltanschauung, en teori om universet. Denne Wincklers teori har vundet tilslutning og udbredelse hos dr. Alfred Jeremias, og dele af den er blevet accepteret af andre forskere. Læren er yderst kompliceret, og selv de, der accepterer den delvist, afviser den på andre punkter, og fremstillingen af den er vanskelig. I den form, den tager i Wincklers og Jeremias' skrifter, er den ganske nylig blevet yderligere kompliceret af forskellige ændringer, som gør den endnu vanskeligere. De fleste af disse kan kun betragtes som forsøg på at beskytte teorien mod kritik, der med held har påpeget dens svaghed.

Ifølge Winckler og Jeremias forestillede babylonierne sig kosmos som grundlæggende delt i en himmelsk og en jordisk verden, som hver især yderligere er underinddelt i tre dele. Den himmelske verden består af

(1) det nordlige ocean;

(2) dyrekredsen;

(3) det himmelske ocean;

mens den jordiske verden består af

(1) himlen, dvs. luften over jorden;

(2) jorden selv;

(3) vandene under jorden.

Disse store inddelinger blev styret af guderne Anu i himlen ovenover, Bel i jorden og luften og Ea i vandene nedenunder. Vigtigere end disse er dyrekredsen, de tolv himmelske figurer, som spænder over himlen, og gennem hvilke månen passerer hver måned, solen én gang om året, og de fem store planeter, som er synlige for det blotte øje, har deres baner. Disse bevægelige stjerner tjener som fortolkere af den guddommelige vilje, mens fiksstjernerne, siger Jeremias, forholder sig dertil som kommentaren skrevet i randnoten til Åbenbaringens Bog. Dyrekredsens herskere er Sin, Shamash og Ishtar, og ifølge korrespondancens lov er den guddommelige kraft, der åbenbares i dem, identisk med Anus, Bels og Eas kraft. Dyrekredsen repræsenterer verdenscyklussen i året, og også i verdensåret kan en af disse guder repræsentere den samlede guddommelige kraft, som åbenbarer sig i cyklussen. Ved siden af disse tre, Sin, Shamash og Ishtar, som henholdsvis repræsenterer månen, solen og Venus, er Marduk, som er Jupiter, Nabu, som er Merkur, Ninib, som er Mars, og Nergal, som er Saturn, opstillet; disse var de planeter, som oldtidens mennesker kendte. På dette grundlag byggede Babyloniens gamle præster ifølge Winckler og hans skole et tæt sammenføjet og nøje gennemtænkt verdenssystem af astral karakter, og dette verdenssystem udgør kernen i den gamle og orientalske opfattelse af universet. Denne opfattelse af universet som et dobbeltsidigt princip er af enorm betydning. For det første svarer den himmelske verden med sine tre inddelinger nøjagtigt til den jordiske verden med sine tre inddelinger. Alt på jorden svarer til sit modstykke i himlen. Himlene er et spejl af jorden, og i dem åbenbarer guderne deres vilje og hensigt. Alt, hvad der er sket, er kun en jordisk kopi af det himmelske originalbillede. Det står stadig skrevet i himlene ovenover og kan stadig læses dér. Alle myterne og alle sagnene, ikke blot fra Babylonien, men fra hele resten af oldtidens verden, skal fortolkes i overensstemmelse med denne teori; intet, selv i historien, skal forstås på anden måde. »En orientalsk historie uden hensyntagen til verdensæraen er utænkelig. Stjernerne styrer tidernes skiften« (Jeremias). Konsekvenserne af denne teori er så overvældende, at det er vanskeligt at behandle den retfærdigt over for dens ophavsmænd og retfærdigt over for det enorme arbejde og den viden, de har lagt i den.

Det er umuligt inden for de rimelige grænser, som her er sat, at drøfte teorien i enkeltheder, og for vores formål vil det være tilstrækkeligt at sige, at for det store flertal af moderne forskere, som omhyggeligt har overvejet den i dens detaljer, synes den at mangle tilstrækkelig dokumentation til at bære en så enorm bygning. At en astrologisk konstruktion, i det mindste lignende denne, faktisk opstod i den hellenistiske periode, bestrides ikke her. Det eneste, der bestrides, er dens alder. Det ser nu ikke ud til, at Winckler og Jeremias har været i stand til at fremlægge bevis for, for det første, at babylonierne før det 7. århundrede f.Kr. havde tilstrækkelig kundskab om astronomi til at have konstrueret et sådant system; og for det andet findes der intet bevis for, at alle de babyloniske guder havde en astral karakter i den tidligere periode. Tværtimod synes der, som vi allerede har forsøgt at vise i drøftelsen af panteonet, at være god grund til at tro, at mange af guddommene i de tidlige tider slet ikke havde nogen forbindelse med stjernerne, men snarere var guder for vegetation eller vand eller andre naturkræfter, der var synlige i jordiske manifestationer. Teorien kan faktisk siges at være brudt sammen under sin egen vægt, for Winckler og Jeremias forsøgte at vise, at denne teori om universet spredte sig til Israel, til grækerne og til romerne, og at den giver den eneste tilfredsstillende forklaring på religionen og historien i hele oldtidens verden. Der er blevet gjort et forsøg, svarende til tidligere frugtesløse bestræbelser, på at låse alle den gamle fortids døre op med én nøgle (se et interessant eksempel citeret i Rogers, Religion of Babylonia and Assyria, 224-25). I stedet for at vinde tilslutning i nyere tid synes teorien at have tabt terræn, og selv de, der foreløbigt har tilsluttet sig dens krav, kvalificerer forsigtigt omfanget af deres tilslutning.

X. Forholdet til Israels religion:

Intet spørgsmål vedrørende Babyloniens og Assyriens religion er af så stor interesse og betydning for bibelstuderende som spørgsmålet om forholdet mellem denne religion og troen på Jahve, sådan som Israel bekendte den. Det synes nu klart påvist, at Israels religion har lånt forskellige litterære materialer fra sin ældre nabo. Fortællingerne om skabelsen og om syndfloden hviler begge, hvad det litterære indhold angår, utvivlsomt på babyloniske forlæg. Denne afhængighed er dog af nogle forskere blevet overdrevet til et forsøg på at påvise, at Israel overtog disse materialer i deres helhed, mens den nøje gennemgang og sammenligning, som de i de sidste år er blevet underkastet, synes hævet over enhver tvivl at vise, at Israel prægede alt, hvad det lånte, med sit eget særpræg og vævede et helt nyt stykke stof. Israel brugte disse gamle fortællinger som bærer af en højere og renere religiøs tro. Materialet blev lånt, ånden tilhørte Israel, og ånden var guddommelig. Ord og litterære materialer blev hentet fra Babylonien, men det religiøse og åndelige kom fra Israel og fra Israels Gud. Ordet sabbat er ganske vist babylonisk, men den store sociale og religiøse institution, som det repræsenterer i Israel, er ikke babylonisk, men særpræget hebraisk. Det guddommelige navn Jahve forekommer hos andre folk, går over i Babylonien og bruges senere af Israel, men den åndelige Gud, som bærer navnet i Israel, er ingen babylonisk eller kenitisk guddom. Babylonierne opfattede, i hele deres historie og i alle deres spekulationer, aldrig en gud som ham. Han tilhører hebræerne alene.

Babyloniens guder er, som vi har set, forbundet med primitiv animisme, eller også er de blot lokale guddomme. Israels Gud er derimod en Gud, der er åbenbaret i historien. Han førte Israel ud af Egypten. Han gøres bestandig kendt for sit folk gennem profeterne som en Gud, der er åbenbaret i historien. Hans religion er ikke udviklet af babylonisk polyteisme, som fandtes som polyteisme i de tidligste perioder og bestod som polyteisme til det sidste. Israels religion gik derimod, selv om nogle af dens materielle oprindelser er ydmyge, støt fremad og opad, indtil den store monoteistiske tanke fandt almindelig tilslutning i Israel. Religionerne i Filistæa og Fønikien, Moab og Edom var underlagt det samme samspil af påvirkninger fra Babylonien og Egypten, men ingen større tro udviklede sig af dem. Kun i Israel opstod etisk monoteisme, og etisk monoteisme har ingen rødder i Babylonien. Studiet af Babyloniens religion er ganske vist af den største betydning for forståelsen af Israels tro, men det er af mindre betydning, end nogle moderne forskere har forsøgt at påvise.

LITTERATUR.

L. W. King. Babylonian Religion and Mythology, London. 1899; M. Jastrow. Jr., The Religion of Babylonia and Assyria, Boston, 1898 (fuldstændigt revideret af forfatteren og oversat til tysk under titlen Die Religion Babyloniens und Assyriens, Giessen, udkommer i dele og vil snart være fuldført. Dette er standardværket om emnet); Rogers, The Religion of Babylonia and Assyria, Especially in Its Relation to Israel, New York, 1908; Hermann Schneider. Kultur und Denken der Babylonier und Juden, Leipzig, 1910; R. P. Dhorme, La religion assyrio-babylonienne, Paris. 1910. Udførlig litteratur om religionens enkelte sider findes i disse bøger.

Robert W. Rogers