Nebukadnesar; Nebukadrezzar

neb-u-kad-nez'-ar, -rez'-ar: Nebukadnesar, den anden konge af Babylon med dette navn, er bedst kendt som den konge, der erobrede Juda, ødelagde Jerusalem og førte jødernes folk bort som fanger til Babylon. Af alle de hedenske monarker, der nævnes ved navn i Skrifterne, er Nebukadnesar den mest fremtrædende og den vigtigste. Jeremias', Ezekiels og Daniels profetier samt de sidste kapitler i Kongebøgerne og Krønikebøgerne samlede sig om hans liv, og han står som en hovedskikkelse, sammen med faraonerne under undertrykkelsen og udvandringen, blandt Guds riges fjender. De dokumenter, som er blevet opdaget i Babylon og andre steder inden for de sidste 75 år, har føjet meget til vores viden om denne monark og har i almindelighed bekræftet de bibelske beretninger om ham.

1. Hans navn:

Hans navn findes i to former i Bibelen, Nebukadnesar og Nebukadrezzar. I Septuaginta kaldes han Nabouchodonosor, og i Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) Nabuchodonosor. Denne sidste form findes også overalt i King James Version Apocrypha og i Revised Version (British and American) i 1 Esdras, Tilføjelser til Ester og Baruk, men ikke i Judit eller Tobit. Denne ændring fra "r" til "n", som findes i de to skrivemåder af navnet på hebraisk og aramæisk i Skrifterne, er ikke usædvanlig i de semitiske sprog, som i Burnaburiyash og Burraburiyash, Ben-Hadad og Bar-Hadad (se Brockelmanns Comparative Grammar, 136, 173, 220). Det er dog muligt, at formen Nebukadnesar er den aramæiske oversættelse af det babyloniske Nebukadrezzar. Hvis vi opfatter navnet som sammensat af Nabu-kudurri-usur i betydningen "O Nebo, beskyt din tjener," ville Nabu-kedina-usur være den bedst mulige oversættelse på aramæisk. Sådanne oversættelser af egennavne er almindelige i de gamle versioner af Skrifterne og andre steder. For eksempel finder vi i WAI, V, 44, 4 spalter med personlige egennavne, der giver de sumeriske originaler og de semitiske oversættelser af de samme; sammenlign Bar-Hadad på aramæisk for hebraisk Ben-Hadad. I tidlig aramæisk var "S" endnu ikke blevet til "T" (se Cooke, Text-Book of North-Sem Inscriptions, 188 f); således at for enhver, der mente, at kudurru betød "tjener," ville Nebukadnesar være en fuldkommen oversættelse til aramæisk af Nebukadrezzar.

2. Familie:

Nebukadnesars far var Nabopolassar, sandsynligvis en kaldæisk fyrste. Hans mor kendes ikke ved navn. De klassiske historikere nævner to hustruer: Amytis, datter af Astyages, og Nitocris, mor til Nabunaid. Monumenterne nævner tre sønner: Evil-Merodak, som efterfulgte ham, Marduk-shum-utsur og Marduk-nadin-achi. En yngre bror til Nebukadnesar, kaldet Nabu-shum-lishir, nævnes på en bygningsindskriftstavle fra Nabopolassars tid.

3. Informationskilder:

Kilderne til vores viden om Nebukadnesars liv er omkring 500 kontrakttavler, dateret efter dage, måneder og år i hans 43-årige regeringstid; omkring 30 bygnings- og æresindskrifter; én historisk indskrift; samt i Jeremias' Bog, Ezekiels Bog, Daniels Bog og Kongebøgerne. Senere kilder er Krønikebøgerne, Ezras Bog og fragmenterne af Berosus, Menander, Megasthenes, Abydenus og Alexander Polyhistor, hovedsagelig sådan som de citeres af Josefus og Eusebius.

4. Politisk historie:

Fra disse kilder lærer vi, at Nebukadnesar efterfulgte sin far på Babylons trone i 604 f.Kr. og regerede til 561 f.Kr. Han førte sandsynligvis Babylons hære fra 609 f.Kr. I hvert fald stod han i spidsen for den hær, der besejrede farao Neko ved Karkemish ved Eufrat i 605 f.Kr. (se 2 Kong 23,31; 2 Krøn 35,20 ff). Efter at have drevet Neko ud af Asien og ordnet forholdene i Syrien og landet, blev han pludselig kaldt tilbage til Babylon på grund af sin fars død. Der synes han stille og roligt at være steget op på tronen. I Jojakims 4. år (eller det 3. efter den babyloniske måde at regne på (Dan 1,1)) drog han første gang op mod Jerusalem og førte en del af templets kar og nogle få fanger af fornem slægt bort. Igen, i Jojakims 11. år, indtog han Jerusalem, lagde dets konge Jojakim i lænker og dræbte ham sandsynligvis. Hans efterfølger, Jojakin, blev efter en tre måneders regering belejret i Jerusalem, taget til fange, afsat og ført som fange til Babylon, hvor han forblev i fangenskab i 37 år, indtil han blev sat fri af Evil-Merodak. I Sidkijas 9. år foretog Nebukadnesar et 4. felttog mod Jerusalem, som han belejrede, indtog og ødelagde (se Jer 52). Ud over disse krige med Juda førte Nebukadnesar en langvarig belejring af Tyrus, som varede 13 år, fra hans 7. til hans 20. år. Han havde mindst tre krige med Egypten. Den første kulminerede i nederlaget for Neko ved Karkemish; den anden i Hofras (Apries') tilbagetrækning fra landet i det 1. år af belejringen af Jerusalem under Sidkija; og den tredje så Nebukadnesars hære trænge ind i Egypten i triumf og besejre Amasis i Nebukadnesars 37. år. I Nebukadnesars talrige bygnings- og æresindskrifter nævner han ikke sine fjender eller sine slag ved navn; men han taler ofte om fjender, som han havde besejret, og om mange folk, som han herskede over. Af disse folk nævner han hittitterne og andre ved navn (se Langdon, 148-51). I Wady-Brissa-indskriften taler han om en særlig erobring af Libanon fra en fremmed fjende, som havde bemægtiget sig det; men fjendens navn oplyses ikke.

5. Bygninger osv.:

Monumenterne retfærdiggør Nebukadnesars pral: "Er dette ikke det store Babylon, som jeg har bygget?" (Dan 4,30). Blandt disse bygninger lægger Nebukadnesar særlig vægt på sine templer og helligdomme for guderne, især for Marduk, Nebo og Zarpinat, men også for Shamash, Sin, Gula, Ramman, Mah og andre. Han opførte også et stort nyt palads og genopbyggede et gammelt, som havde tilhørt hans far. Desuden anlagde og brolagde han med teglsten en stor gade til Marduks procession og byggede en række store mure med voldgrave, voldgravsmure og porte. Han gravede flere brede, dybe kanaler og byggede dæmninger til at oversvømme landet nord og syd for Babylon for at beskytte det mod fjenders angreb. Han lavede også store tyre og slanger af bronze og udsmykkede sine templer og paladser med cedertræ og guld. Ikke blot i selve Babylon, men også i mange af Babyloniens byer blev hans byggearbejder gennemført, især når det gjaldt templer for guderne.

6. Religion osv.:

Nebukadnesars indskrifter viser, at han var en meget religiøs mand, sandsynligvis overgik han alle sine forgængere i opførelsen af templer, i indstiftelsen af offergaver og i overholdelsen af alle ceremonier knyttet til dyrkelsen af guderne. Hans længere indskrifter indeholder som regel to hymner og slutter altid med en bøn. Der nævnes ofte offergaver af kostbare metaller, sten og træsorter, af vildt, fisk, vin, frugt, korn og andre ting, som var velbehagelige for guderne. Det er værd at bemærke, at disse offergaver i karakter og tilsyneladende i formål adskiller sig fra dem, der var i brug blandt jøderne. For eksempel nævnes der ikke i nogen af Nebukadnesars indskrifter, at blod udgydes eller stænkes, og der henvises heller ikke til soning eller til synd.

7. Vanvid:

Der henvises ikke i nogen af disse indskrifter til Nebukadnesars sindssygdom. Men bortset fra den kendsgerning, at vi næppe kunne forvente, at en mand skulle offentliggøre sin egen ulykke, især vanvid, bør det bemærkes, at vi ifølge Langdon kun har tre indskrifter af ham, skrevet i perioden fra 580 til 561 f.Kr. Hvis hans vanvid varede i 7 år, kan det være indtruffet mellem 580 og 567 f.Kr., eller det kan være indtruffet mellem det egyptiske felttog i 567 f.Kr. og hans død i 561 f.Kr. Men da det er mere sandsynligt, at de "7 tider", der nævnes i Da, kan have været måneder, kan sygdommen have fundet sted i et hvilket som helst år efter 580 f.Kr., eller endda før det, så vidt vi ved.

8. Mirakler osv.:

Der nævnes ikke på monumenterne

(1) den drøm, Nebukadnesar havde, og som er nedskrevet i Dan 2, eller

(2) guldbilledstøtten, som han opstillede, eller

(3) ildovnen, hvorfra de tre unge mænd blev reddet (Dan 3).

Med hensyn til (1) kan det dog siges, at troen på drømme var så udbredt blandt alle oldtidens folk, at et enkelt tilfælde af denne art måske ikke blev anset for værd at nævne særskilt. Ashur-banipals, Nubu-naids og Xerxes' annaler giver en række eksempler på den betydning, man tillagde drømme og deres tydning. Det er næsten sikkert, at Nebukadnesar også troede på dem. At drømmen, der er nedskrevet i Da, ikke nævnes på monumenterne, synes mindre bemærkelsesværdigt end at ingen af hans drømme er nedskrevet.

Med hensyn til (2) ved vi, at Nebukadnesar lavede et billede af sin kongelige person (salam sharrutiya, Langdon, XIX, B, kol. x, 6; sammenlign billedet af Nabopolassars kongelige person, id, s. 51), og det er sikkert, at gudebillederne blev lavet af træ (id, s. 155), at billederne af Nebo og Marduk blev ført i en båd i nytårsprocessionen (id, s. 157, 159, 163, 165), og at der var gudebilleder i alle templerne (id, passim); og at Nebukadnesar tilbad foran disse billeder. At Nebukadnesar skulle have lavet et billede af guld og stillet det op på Durasletten, stemmer helt med det, vi ved om hans øvrige "fromme gerninger".

(3) Med hensyn til "ildovnen" ved man, at Ashurbanipal, Assyriens konge, siger, at hans egen bror, Shamash-shumukin, blev brændt i en lignende ovn.

At Nebukadnesar ikke nævner nogen af de særlige personer eller begivenheder, der er nedskrevet i Da, modbeviser ikke deres historicitet, lige så lidt som det, at han ikke nævner slaget ved Karkemish eller belejringen af Tyrus og Jerusalem, modbeviser dem. Sagen er, at vi ikke har nogen egentlig historisk indskrift af Nebukadnesar, bortset fra ét fragment med nogle få brudte linjer, fundet i Egypten.

LITTERATUR.

T.G. Pinches, The New Testament in the Light of the Historical Records and Legends of Assyria and Babylonia; Stephen Langdon, Building Inscriptions of the Neo-Babylonian Empire. Se også Rogers, History of Babylonia and Assyria; og McCurdy, History, Prophecy and the Monuments, III.

R. Dick Wilson