Baruks Bog

En af de apokryfe eller deuterokanoniske bøger, som står mellem Jeremias og Klagesangene i Septuaginta, men i Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) efter disse to bøger.

I. Navn.

Se under Baruk om ordets betydning og om historien om den bedst kendte bibelske person, der bærer navnet. Selv om jødiske traditioner forbinder denne bog med Jeremias' skriver og loyale ven som forfatter, er det ganske sikkert, at den ikke blev skrevet eller samlet før hundreder af år efter denne Baruks død. Ifølge Jer 45,1 var det i det 4. år (604 f.Kr.) af Jojakims regering (608-597 f.Kr.), at Baruk nedskrev Jeremias' ord i en bog og læste dem op for stormændene (engelske oversættelser: "princes", men kongesønner menes ikke nødvendigvis; Jer 36). Baruks Bog hører i sin nuværende form hjemme i den sidste halvdel af det 1. århundrede af vor tidsregning; dog hævder nogle moderne romersk-katolske forskere energisk, at den er Jeremias' vens og sekretærs værk.

II. Indhold.

Denne bog og også Jeremias' Brev har nærmere slægtskab med den kanoniske Jeremias' Bog end nogen anden del af Apokryferne. Det er sandsynligvis denne kendsgerning, de skylder både deres navn og deres placering i Septuaginta og i Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.). Bogen synes at være sammensat af fire særskilte dele af uafhængige forfattere, bragt sammen af en redaktør, meget sandsynligt som følge af en ren tilfældighed--da hver del var for lille til at optage pladsen på én rulle, blev alle fire skrevet på en og samme rulle. Følgende er en kort analyse af bogens fire dele:

1. Historisk indledning:

Historisk indledning, som giver en beretning om bogens oprindelse og formål (Baruk 1,1-14). Baruk 1,1 f fortæller os, at Baruk skrev denne bog i Babylon "i den femte måned (ikke "år" som Septuaginta), på den syvende dag i måneden, på den tid da kaldæerne indtog Jerusalem og brændte det med ild" (se 2 Kong 25,8 ff). Fritzsche og andre læser: "I det femte år, i måneden Sivan (se 1,8), på den syvende dag i måneden," osv. Um angiver datoen for pinsens fest, og formodningen er, at den gruppe, som foretog en pilgrimsrejse til Jerusalem, gjorde det for at fejre denne fest. Ifølge 1,3-14 læste Baruk sin bog op for kong Jojakin og hans hof ved den (uidentificerede) flod Sud. Da kongen og folket hørte bogen, begyndte de at græde, faste og bede. Som følge deraf blev der samlet penge ind og sendt, sammen med Baruks bog, til ypperstepræsten Jojakim (BEMÆRK: Sådan staves det i de kanoniske bøger; men det er Joacim eller Joachim i Apokryferne i King James Version, og i Apokryferne i Revised Version (britisk og amerikansk) er det altid Joakim), til præsterne og til folket i Jerusalem. Pengene skal bruges til at gøre det muligt at fortsætte tempeltjenesten, og især til at der i templet kan bedes for kongen og hans familie og også for overherren kong Nebukadnesar og hans søn Baltasar (= Belshassar i Dan 5).

2. Bekendelse og bøn:

Bekendelse og bøn (Baruk 1,15-3,8) (1) fra resten i landet (Baruk 1,15-2,15). Talerne bor i Juda, ikke i Babylon (Baruk 1,15; sammenlign 2,4), som J. T. Marshall og R. H. Charles med rette hævder. Dette afsnit følger hele vejen igennem opbygningen og ordlyden i en bøn, der findes i Dan 9,7-15. Det er helt umuligt at tænke sig Daniel som bygget på Baruk, for forfatteren til den førstnævnte er langt mere original end Baruks forfatter eller forfattere. Men i det nærværende afsnit er den oprindelige passage i Dan ændret på en meget betydningsfuld måde. Således beskriver forfatteren i Dan 9,7 dem, han skrev for, som 'Judas mænd og Jerusalems indbyggere og alle Israel(itter): dem, der er nær, og dem, der er langt borte, i alle de lande (riger), hvortil du har drevet dem på grund af deres troløshed mod dig.' De kursiverede ord er udeladt fra Baruk 1,15, selv om den resterende del af Dan 9,7 er tilføjet. Hvorfor denne forskel? Det er tydeligt, som Marshall dygtigt har påpeget, at afsnittets redaktør vil lægge bekendelsen og bønnen i Baruk 1,15-2,5 i munden på jøder, som ikke var blevet ført bort i eksil. Ewald (History, V, 208, 6) hævder, at Dan 9,7-9 er afhængig af Baruk 1,15-2,17. Afsnittet kan således analyseres:

(a) Baruk 1,15-22: Bekendelse af nationens synder fra Moses' dage ned til eksilet. Solidaritetsprincippet (se Century Bible, "Psalms," II, 21, 195, 215) styrede de gamle israelitters tanker i en sådan grad, at deres forfædres uretfærdigheder i virkeligheden var deres egne.

(b) Baruk 2,1-5: Guds retfærdige dom over nationen ved at ydmyge og sprede dem.

Bekendelse og bøn (2) fra de landflygtige i Babylon, Baruk 2,16-3,8. At ordene i dette afsnit antages at være udtalt af babyloniske landflygtige, fremgår af 2,13 f; 3,7 f og af helhedens almindelige karakter. Denne del af bogen er næsten lige så afhængig af ældre skrifter som den foregående. Især synes tre kilder at være blevet brugt.

(a) Der er frit hentet stof fra Jeremias' Bog.

(b) Deuteronomiske vendinger forekommer hyppigt, især i begyndelsen og slutningen. Disse er måske taget på anden hånd fra Jeremias, en bog som forfatteren til disse vers kendte godt og elskede dybt.

(c) Salomos bøn, som den er gengivet i 1 Kong 1, er et andet stenbrud, hvorfra vores forfatter synes at have gravet. Dette afsnit kan inddeles således:

(i.) Baruk 2,6-12: Bekendelse, som indledes ligesom den foregående (se 1,15) med ord hentet fra Dan 9,7.

(ii.) Baruk 2,13-3,8: Bøn om genoprettelse. Baruk 3,1-8 viser større selvstændighed end resten, for forfatteren gør på dette punkt brug af sprog, der ikke er lånt fra noget forlæg, vi kender. Som sådanne er disse vers vigtige som en nøgle til forfatterens position, synspunkter og karakter.

I Baruk 3,4 har vi bønnen: "Hør nu de døde israelitters bøn," osv., ord som, sådan som de står, indebærer læren om, at de døde (Salomo, Daniel osv.) stadig er i live og går i forbøn hos Gud for de levende. Men denne lære står i modsætning til 2,17, som forekommer i samme sammenhæng. Uden at foretage nogen ændring i de hebraiske konsonanter kan og bør vi i stedet for "døde (methe) israelitter" læse "Israels mænd (methe)." Septuaginta forveksler de samme ord i Es 5,13.

3. Lovprisningen af Visdom:

Lovprisningen af "Visdom," som Israel har forsømt og derfor nu befinder sig i et fremmed land. Gud alene er visdommens ophav, og han skænker den ikke til denne verdens store og mægtige, men til sit eget udvalgte folk, som dog har vraget den guddommelige gave og derfor mistet den (Baruk 3,9-4,4).

Afsnittet Baruk 3,10-13 (Israels forkastelse af "Visdom" som årsagen til hendes eksil) passer dårligt med sammenhængen og ligner meget en interpolation. Den dominerende tanke i afsnittet er, at Gud har gjort Israel overlegent i forhold til alle andre folkeslag ved gaven "visdom," som lovprises højt. Ud over at stå adskilt fra sammenhængen mangler disse fire vers den rytme, som kendetegner de andre vers. Det, der anbefales så varmt, beskrives på tre måder, som hver især viser en forskellig side, ligesom de otte synonymer for det guddommelige ord i hver af de 22 strofer i Sl 119 (se Century Bible, "Psalms," II, 254).

(1) Den kaldes oftest "Visdom."

(2) I Baruk 4,1 beskrives den som Guds bud og som loven eller, mere korrekt, som autoritativ undervisning. Det hebraiske ord for det sidste (torah) har sandsynligvis i denne forbindelse den tekniske betydning Pentateuken, en betydning som det aldrig har i Det Gamle Testamente. Sammenlign 5 Mos 4,6, hvor overholdelsen af budene siges at være "visdom" og forstand.

4. Dette visdomsafsnits afhængighed:

(1) Tankegangen her ligner nøje den, der følges i Job 28, som moderne forskere med rette betragter som en senere interpolation. Visdom, den mest værdifulde af alle ejendele, ligger uden for menneskets rækkevidde, når det står alene. Kun Gud kan give den--det er det, der læres i disse dele af både Baruk og Job med spørgsmålet: "Hvor skal visdom findes?" (Job 28,12; sammenlign Baruk 3,14 f, hvor et lignende spørgsmål danner grundlaget for størstedelen af afsnittet i Job 38 f). Visdom er her ikke, som i Ordsprogene, hypostaseret, og det samme gælder Job 28. Dette er i sig selv et tegn på en tidlig datering, for personificeringen af "visdom" er en senere udvikling (sammenlign Filon, Job 1).

(2) Sproget i dette afsnit er i høj grad formet efter Femte Mosebogs sprog, dog måske gennem Jeremias, som også især efter kapitel 10 er deuteronomisk i tanke og fraseologi. Se ovenfor II, 2 (2 1b).

Den mest originale del af denne del af bogen er dér, hvor forfatteren opregner de forskellige klasser af verdens store, som Gud ikke havde givet "visdom": hedningernes fyrster, rige mænd, sølvsmede, købmænd, teologer, filosoffer osv. (Baruk 3,16 ff).

Se Visdom.

5. Opmuntrende ord til Israel:

Den almindelige tanke, der gennemtrænger afsnittet Baruk 4,5-5,9, er opmuntrende ord til Israel (dvs. Juda) i eksil, men vi har her i virkeligheden, ifølge Rothstein, en samling redigeret så dygtigt, at den giver indtryk af en enhed, som ikke er virkelig. Tidligere bibelske skrifter er overalt i vid udstrækning blevet benyttet. Rothstein (Kautzsch, Die Apokryphen, osv., 213-15) inddeler afsnittet på følgende måde:

(1) Baruk 4,5-9a: Indledende afsnit, som giver helheden dens grundtone--"Vær ved godt mod," osv.; 4,7 f følger 5 Mos 32,15-18.

(2) Baruk 4,9b-29: En sang, der kan opdeles i to dele.

(a) Det personificerede Jerusalem beklager Israels ulykker i eksilet (Baruk 4,9b-16).

(b) Hun opfordrer sine ulykkelige børn til at hengive sig til håb og bøn og forbedre deres veje, så Gud kan bringe deres udfrielse i stand (Baruk 4,17-29).

(c) Baruk 4,30-5,9: En anden sang, der begynder ligesom den første med ordene: "Vær ved godt mod," og har det samme overordnede mål, at trøste Israel i eksil og under undertrykkelse.

I alle tre dele er tidligere skrifter i vid udstrækning blevet brugt, og især Deutero-Esajas har haft stor indflydelse på forfatteren. Men for den nærværende skribent synes der ikke at være grunde, der er stærke nok til sammen med Rothstein at konkludere, at disse tre dele stammer fra lige så mange forskellige forfattere. Overalt findes den samme tilbagevendende tanke: "Vær ved godt mod," og der er intet i stilen, der antyder forskelligt forfatterskab.

(3) Forholdet mellem Baruk 4,36-5,9 og Salomos Salmer 11. Det var måske Ewald (Geschichte, IV, 498), der først påpegede ligheden i sprog og synsvinkel mellem Baruk 4,36-5,9 og Salomos Salmer 11, især 11,3-8. Den eneste mulige forklaring er den, der gør Baruk 4,36 ff til en efterligning af Salomos Salmer 11. Således Ewald (op. cit.); Ryle og James (Sl 70,2 ff).

Ps Sol blev oprindelig skrevet på hebraisk, og henvisninger til Pompejus (død 48 f.Kr.) og til erobringen af Jerusalem (63 f.Kr.) viser, at denne pseudepigrafiske salmesamling må være skrevet i første halvdel af det 1. århundrede f.Kr. Bar, som det vil blive vist, er af langt senere dato end dette. Desuden er det nu næsten sikkert, at den del af Baruk, der her drøftes, blev skrevet på græsk (se nedenfor, IV), og at den aldrig havde et hebraisk originalskrift. Nu er det yderst usandsynligt, at en forfatter til en hebraisk salme ville kopiere en græsk original, selv om den modsatte antagelse er meget sandsynlig.

På den anden side hævder A. Geiger (Psalt. Sol., XI, 137-39, 1811), fulgt af W. B. Stevenson (Temple Bible) og mange andre, at Baruk har forrang, og bruger dette som begrundelse for at give Baruk en tidligere datering, end man sædvanligvis gør. Det er naturligvis muligt, at Pseudo-Salomo og Pseudo-Baruk har gravet i det samme stenbrud, og at den egentlige original, som begge har brugt, er gået tabt.

III. Sprog.

Til vores nuværende formål må bogen deles i to hoveddele:

(1) Baruk 1-3,8;

(2) 3,9-5,9.

Der er almindelig enighed blandt de bedste nyere forskere fra Ewald og fremefter om, at i det mindste den første del af bogen oprindelig blev skrevet på hebraisk.

(1) I den syro-hexaplariske tekst findes der randnoter til 1,17 og 2,3 om, at disse vers mangler i hebraisk, dvs. i den oprindelige hebraiske tekst.

(2) Der er mange sproglige træk i denne første del, som bedst forklares ud fra den antagelse, at den græske tekst stammer fra en hebraisk original. I Baruk 2,25 betyder Septuagintas apostole i English Versions of the Bible ved slutningen af verset »en udsendelse af«. English Versions of the Bible (»pest«) gengiver et hebraisk ord, som uden vokaltegnene (der blev indført sent) skrives ens for begge betydninger (d-b-r). Fejlen kan kun forklares ud fra antagelsen om en hebraisk original. På samme måde opstod læsningen »døde israelitter« i stedet for »Israels mænd« (= israelitter) i 3,4 ved at læse forkerte vokaler med de samme konsonanter, som alene blev skrevet indtil det 7. og 8. århundrede e.Kr. bort, i alle de lande (landeområder), hvortil du har drevet dem på grund af deres utroskab mod dig.« De kursiverede ord er udeladt fra Baruk 1,15, skønt den resterende del af Dan 9,7 er tilføjet. Hvorfor denne forskel? Det er tydeligt, som Marshall på dygtig vis har påpeget, at redaktøren af afsnittet har til hensigt at lægge bekendelsen og bønnen i Baruk 1,15-2,5 i munden på jøder, som ikke var blevet ført bort i eksil. Ewald (History, V, 208, 6) mener, at Dan 9,7-9 er afhængig af Baruk 1,15-2,17. Afsnittet kan således analyseres:

Ofte begynder sætninger, som på hebraisk, med græsk kai (= »og«), hvilket ikke ville forekomme uden en noget slavisk efterligning af hebraisk. Den konstruktion, der kaldes paratakse, kendetegner hebraisk; i godt græsk møder vi hypotakse.

Den hebraiske måde at udtrykke »hvor« på er gengivet bogstaveligt i græsken i denne bog (Baruk 2,4.13.29; 3,8). Mange andre hebraiske idiomer, som sandsynligvis skyldes oversætterens efterligninger af sin original, forekommer: i »at tale i ørerne på« (Baruk 1,3); ordet »menneske« (anthropos) i betydningen »enhver« (Baruk 2,3); »talt ved dine tjenere profeterne« er på græsk »ved tjenernes hånd«, hvilket er godt hebraisk, men dårligt græsk. Mange andre sådanne eksempler kunne tilføjes.

Der er langt mindre enighed blandt forskere om originalsproget eller originalsprogene for bogens anden del (Baruk 3,9-5,9). At også denne del blev skrevet på hebraisk, således at hele bogen i så fald først fremkom på dette sprog, er den position, som Ewald (anf. værk), Kneucker (anf. værk), Konig (Ein), Rothstein (anf. værk) og Bissell (Lange) indtager og forsvarer. Disse forfattere siger, at denne anden del af Baruk ligesom den første bærer præg af at være en oversættelse fra hebraisk. Men man kan uden videre afvise denne påstand. Enhver, der har undersøgt bogens tekst, må indrømme, at de mest iøjnefaldende hebraismer og det største antal af dem forekommer i bogens første del. Bissell skriver ganske udførligt og engageret til forsvar for den opfattelse, at hele bogen først blev skrevet på hebraisk, men de hebraismer, han anfører, er alle med én enkelt undtagelse taget fra bogens første del. Denne ene undtagelse er i Baruk 4,15, hvor den græske konjunktion holi bruges for det relative ho, idet det hebraiske 'asher har betydningen af begge. Der synes at være en hebraisme i 4,21: »Han skal udfri dig fra .... dine fjenders hånd«, og der er sandsynligvis andre. Men der findes altid hebraismer i hellenistisk græsk – nærværende forfatter betegner dem som »hebraismer« eller »semitismer«, uanset hvad Deismann, Thumb og Moulton siger. I denne bogs første del er det deres overvældende antal og deres iøjnefaldende karakter, der taler så stærkt for en hebraisk original.

(3) Følgende forfattere fastholder, at bogens anden del først og fremmest blev skrevet på græsk: Fritzsche, Hilgenfeld, Reuss, Schurer, Gifford, Cornill og R. H. Charles, skønt de er enige om, at den første del havde en hebraisk original. Dette er sandsynligvis den mest sandsynlige opfattelse, selv om der kan skrives meget til fordel for en hebraisk original for hele bogen, og der ikke findes noget helt afgørende imod det. J. Turner Marshall (Hastings Dictionary of the Bible, I, 253) forsøger at bevise, at Baruk 3,9-4,4 først blev skrevet på aramæisk, mens resten af bogen (4,5-5,9) blev skrevet på græsk. Men selv om han forsvarer sin sag med stor dygtighed, synes han ikke for nærværende forfatter at have bevist sin tese. Ewald (anf. værk), Hitzig (Psalmen2, II, 119), Dillmann, Ruetschi, Fritzsche og Bissell blev så stærkt påvirket af den nære lighed mellem græsken i Baruk og græsken i Septuaginta til Jeremias, at de kom til den konklusion, at begge bøger blev oversat af den samme person. Senere besluttede Hitzig, at Baruk først blev skrevet efter 70 e.Kr., og opgav derfor sin tidligere mening til fordel for denne: at oversætteren af Baruk kendte Septuaginta til Jeremias godt og var stærkt påvirket af den.

IV. Dato eller datoer.

Det er vigtigt at skelne mellem datoen for færdiggørelsen af hele bogen i dens nuværende form og datoerne for de enkelte dele, som i nogle eller alle tilfælde kan være meget ældre end helheden som sådan.

1. Den historiske indledning:

Baruk 1,1-14 blev skrevet efter bogens færdiggørelse udtrykkeligt for at danne en prolog eller historisk forklaring på de omstændigheder, hvorunder resten af bogen blev til. For overfladiske læsere kunne det let se ud, som om hele bogen var skrevet af én mand, men en omhyggelig undersøgelse viser, at bogen er en samling. Man kan konkludere, at indledningen var den sidste del af bogen, der blev skrevet, og at dens datering derfor er tidspunktet for bogens færdiggørelse. Der vil blive givet grunde (se nedenfor) til at mene, at 4,5-5,9 hører til en tid efter ødelæggelsen af Jerusalem og dets tempel i 70 e.Kr. Dette gælder i endnu højere grad denne indledning, der er tænkt som et forord til hele bogen.

2. Bekendelse og bøn:

Følgende punkter vedrører dateringen af afsnittet Baruk 1,15-3,8, hvis man antager, at det har én datering:

(1) Den generation af israelitter, som forfatteren tilhørte, led for deres forfædres synder; se især Baruk 3,1-8.

(2) Det andet tempel eksisterede på forfatterens tid. Baruk 2,26 må (med de bedste forskere) oversættes således: "Og du har gjort det hus, over hvilket dit navn er nævnt, sådan som det er i dag," dvs. templet--som stadig består--er berøvet sin tidligere herlighed. Endvidere, selv om Dan 9,7-14 i vid udstrækning citeres i Baruk 1,15-2,12, udelades bønnen for helligdommen og for Jerusalem i Dan 9,16, fordi templet ikke nu ligger i ruiner.

(3) Skønt det antydes (se ovenfor II, 2, (1)), at der er jøder i Juda, som aldrig har forladt deres land, er der et stort antal i fremmede lande, og der siges intet om, at de var tjenere under den babyloniske konge.

(4) Baruk 2,13-3,8's afhængighed af Femte Mosebog, Jer og 1 Kong 1 (Salomos bøn) viser, at denne del af bogen er senere end disse skrifter, dvs. senere end, lad os sige, 550 f.Kr. Sammenlign Baruk 2,13 med 5 Mos 28,62 og Jer 42,2.

(5) Den kendsgerning, at Dan 9,7-14 har påvirket Baruk 1,15-2,12, beviser, at en datering senere end Daniel må antages for i det mindste denne del af Baruk. Templet står stadig, således at bogen hører hjemme et sted mellem 165 f.Kr., da Daniel blev skrevet, og 71 e.Kr., da templet endeligt blev ødelagt.

Ewald, Gifford og Marshall mener, at dette afsnit hører til perioden efter Ptolemaios I's erobring af Jerusalem (320 f.Kr.). Ifølge Ewald var forfatteren til Baruk 1,1-3,8 (betragtet som skrevet af én hånd) en jøde, der boede i Babylon eller Persien. Men Daniel var ikke blevet skrevet i 320 f.Kr. Fritzsche, Schrader, Keil, Toy og Charles henfører afsnittet til makkabæertiden--en ganske sandsynlig datering. På den anden side foretrækker Hitzig, Kneucker og Schurer en datering efter 70 e.Kr. Den sidstnævnte forfatter argumenterer for dette afsnits enhed, skønt han indrømmer, at midten af kapitel 1 passer dårligt med sin sammenhæng.

3. Visdomsafsnittet Baruk 3,9-4,4:

Det er blevet påpeget (se ovenfor, II, 3), at Baruk 3,10-13 ikke hører til dette afsnit, idet det tydeligvis er et senere indskud. Denne visdomsdels afhængighed af Job 28 og af Femte Mosebog indebærer en eftereksilsk datering. Identifikationen af Visdommen med Torahen, som åbenbart er et synonym for Pentateuken, taler for en datering, som i hvert fald ikke er tidligere end 300 f.Kr. Men hvor meget senere har vi ingen mulighed for at fastslå. De grunde, som Kneucker og Marshall anfører for en datering umiddelbart før eller kort efter Jerusalems fald i 70 e.Kr., har ikke overbevist nærværende forfatter.

4. Trøstende ord Baruk 4,5-5,9:

Den situation, som disse ord forudsætter, kan fremstilles således:

(1) En stor ulykke er overgået Jerusalem (Baruk 4,9 f). Der siges intet, som beviser, at hele landet har delt ulykken, medmindre dette da er antydet i Baruk 4,5 f.

(2) Et stort antal jerusalemitter er blevet bortført (Baruk 4,10).

(3) Den nation, der har plyndret Jerusalem og ført mange af dets indbyggere bort, er "skamløs" og har "et fremmed sprog, uden ærbødighed for gamle mænd og uden medlidenhed med børn" (Baruk 4,15).

(4) Jerusalemitternes nuværende hjem er en stor by (Baruk 4,32-35), ikke landet. Nu passer de ovennævnte detaljer ikke på nogen dateringer i folkets historie undtagen disse to:

(a) 586 f.Kr., da templet blev ødelagt af babylonierne;

(b) 71 e.Kr., da templet endeligt blev ødelagt af romerne.

Men dateringen 586 f.Kr. er udelukket, og ingen moderne forsker taler for den. Vi må derfor for denne del af bogen antage en datering kort efter 70 e.Kr. På Pompejus' tid, hvortil Graetz henfører bogen, blev hverken Jerusalem eller templet ødelagt. Der var heller ingen ødelæggelse af nogen af delene under makkabæerkrigen. Til fordel for denne datering taler Baruk 4,36 ff's afhængighed af Salomos Salmer 11 (se ovenfor, II, 5, (3)).

Rothstein (i Kautzsch) siger, at der i dette afsnit er mindst tre dele af lige så mange forskellige forfattere. Marshall argumenterer for fire uafhængige dele. Men hvis et af disse synspunkter er korrekt, har redaktøren udført sit arbejde overordentlig godt, for helheden harmonerer godt sammen.

Kneucker, forfatteren til den mest udførlige kommentar, forsøger at bevise, at den oprindelige bog bestod af Baruk 1,1 f plus 3a (overskriften) plus 3,9-5,9, og at den hører til Domitians regeringstid (81-96 e.Kr.). Bekendelsen og bønnen i 1,15-3,8 blev, siger han, skrevet noget tidligere og bestemt før 71 e.Kr., og som et selvstændigt værk, idet den blev indsat i bogen af den skriver, der skrev 1,4-14.

V. Versioner.

De vigtigste versioner er følgende. Det forudsættes i artiklen, at bogens græske tekst frem til Baruk 3,8 selv er en oversættelse fra en hebraisk tekst, som nu er gået tabt. Den samme bemærkning kan gælde resten af bogen eller en del af den (se ovenfor, III).

1. Latin:

Der findes to versioner på dette sprog:

(1) Vulgata (Hieronymus’ latinske bibel, 390-405 e.Kr.), som i virkeligheden er den gammel-latinske, eftersom Hieronymus’ revision var begrænset til de hebraiske skrifter, og apokryferne derfor blev udeladt i denne revision. Denne version er en meget ordret oversættelse, baseret på den græske. Den er derfor af den grund desto mere værdifuld som vidne til den græske tekst.

(2) Der findes en senere latinsk oversættelse, tilsyneladende en revision af den foregående, for dens latin er bedre; i nogle tilfælde følger den andre læsemåder, og i almindelighed er den blevet redigeret, så den bringes i overensstemmelse med den vatikanske uncial (B). Denne latinske version blev udgivet i Rom af J. Maria Caro (død ca. 1688) og blev genoptrykt af Sabatier i parallelle spalter sammen med den før-hieronymianske version, der er omtalt ovenfor (se Bibliotheca Casinensis, I, 1873).

2. Syrisk:

Der findes også på dette sprog to bevarede versioner:

(1) Peshitta, en meget ordret oversættelse, kan ses i London-polyglotten (Waltons) og lettest i Lagardes Libr. Apocrypha. Syriac.; den sidste er en mere nøjagtig gengivelse.

(2) Den heksapla-syriske oversættelse, udført af Paul, biskop af Telle, nær begyndelsen af det 7. århundrede e.Kr. Den er blevet udgivet af Ceriani med kritisk apparat i hans smukke fotografisk-litograferede udgave af den heksapla-syriske Bibel.

3. Arabisk:

Der findes en meget ordret oversættelse i London-polyglotten, som er nævnt ovenfor.

LITTERATUR.

For udgaver af den græske tekst, se under apokryferne. Af kommentarerne er den mest udførlige og bedste Kneuckers Das Buch Baruch (1879), som giver en original tysk gengivelse baseret på en rekonstrueret hebraisk grundtekst. Andre værdifulde kommentarer er dem af Fritzsche (1851); Ewald, Die Propheten2 osv. (1868), III, 251-82 (engelsk oversættelse); The Prophets of the Old Testament, V, 108-37, af Reusch (1855); Zockler (1891) og Rothstein (anførte værk); og på engelsk Bissell (i Langes serie, redigeret af D. S. Schaff, 1880); og Gifford (Speaker’s Comm., 1888). S. P. C. K. har et praktisk og brugbart bind udgivet i serien af folkelige kommentarer til Det Gamle Testamente. Men denne kommentar, skønt den er udgivet ganske for nylig (mit eksemplar er fra 1894, »nittende tusinde«), trænger til styrkelse på den videnskabelige side.

Artikler, der behandler indledning, findes i de forskellige bibelordbøger (Smith’s Dictionary of the Bible, Westcott og Ryle; Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), J. T. Marshall, dygtig og original; Encyclopedia Biblica, Bevan, ret kortfattet). Hertil må føjes udmærkede artikler i Jewish Encyclopedia (G. F. Moore) og Encyclopedia Biblica (R. H. Charles).

T. Witton Davies