Barnemordet i Betlehem

in'-o-sents, mas'-a-ker,

I. BETYDNING OG TERMENS HISTORIE

II. ANALYSE AF FORTÆLLINGEN MED SÆRLIGT HENBLIK PÅ MOTIVET

1. Fortællingens fokus--Bopæl i Nazaret

2. Følgeslutninger af ovenstående kendsgerninger

3. Tegn på historicitet

I. Betydning og termens historie.

Det konventionelle, kirkelige navn, der gives til HERODES, I's (se denne) drab på børn på to år og derunder i Betlehem og dets omegn ved Kristi fødsel (Matt 2,16). Den almindeligt antagne betegnelse for denne begivenhed kan spores gennem Augustin tilbage til Cyprian.

Irenæus (død 202 e.Kr.) kalder disse børn "martyrer" og tolker i et meget smukt afsnit den tragedie, der afsluttede deres korte liv, som en nådig og øm "forudsendelse" ind i hans rige ved Herren selv.

Cyprian (død 258 e.Kr.) siger: "For at det kunne blive åbenbart, at de, som dræbes for Kristi skyld, er uskyldige, blev den uskyldige spæde barndom slået ihjel for hans navns skyld" (Ep. lv. 6).

Augustin (født 354 e.Kr.) følger Cyprian og omtaler børnene formelt som "de uskyldige" (kommentar til Sl 43,5).

Den kirkelige behandling af hændelsen er bemærkelsesværdig på grund af den overdrivelse, man tillod sig med hensyn til massakrens omfang og antallet af ofre. På et tidligt tidspunkt kanoniserede den græske kirke 14.000, og senere blev tallet, ved en besynderlig fejlfortolkning af Åb 14,1; Åb 14,3, forhøjet til 144.000.

Ifølge Milman bevarer Church of Englands liturgi et minde om denne gamle fejltagelse i brugen af Åb 14 på De uskyldige børns dag (se History of Christianity, I, 107, note e). Denne overdrivelse, som der ikke findes nogen antydning af i Det Nye Testamente, er værd at bemærke, fordi det alvorligste generelle argument mod fortællingens historicitet hentes fra Josefus' tavshed. Da der efter al sandsynlighed ikke kan have været mere end tyve børn involveret (jf. Farrar, Life of Christ, I, 45, note), kan hændelsen ikke have fyldt særlig meget i rækken af rædsler, som Herodes begik eller planlagde i de sidste måneder af sit liv (se Farrar, The Herods, 144 f).

II. Analyse af fortællingen med særligt henblik på motivet.

Når man vurderer værdien af en sådan fortælling ud fra historicitetens synspunkt, er det første og vigtigste skridt at afveje motivet. Hvorfor blev historien fortalt? Dette spørgsmål er ikke altid let at besvare, men i det foreliggende tilfælde findes der en meget enkel og virkningsfuld prøve.

1. Fortællingens fokus--Bopæl i Nazaret:

I Matthæus' afsnit om Jesu barndom (Åb 1; Åb 2) findes der fem citater fra Det Gamle Testamente, som er indføjet i begivenhedsfortællingen. Disse fem citater repræsenterer de centrale og fremtrædende interessepunkter. Citaterne er placeret således:

(1) ved jomfrufødslen (Matt 1,23);

(2) ved fødslen i Betlehem (Matt 2,6);

(3) ved besøget i Egypten (Matt 2,15);

(4) ved mordet på børnene (Matt 2,18);

(5) ved bopælen i Nazaret (Matt 2,23).

Man vil straks lægge mærke til det ejendommelige og betydningsfulde, at der ikke er knyttet noget citat til de vise mænds besøg. Denne udeladelse er så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi der i 4 Mos 24,7; Sl 72,15; Es 60,6 og i talrige henvisninger til hedningernes indsamling findes så smukke og passende steder at forbinde med besøget af de fremmede fra det fjerne Østen. Denne særegne udeladelse hos en forfatter, der er så dybt interesseret i profeti og dens opfyldelse og så ivrig efter at gribe passende og tankevækkende harmonier, i et afsnit konstrueret med henblik på sådanne harmonier, kan kun forklares ud fra, at de vise mænds besøg efter forfatterens opfattelse af begivenhederne ikke indtog et kritisk punkt af særlig interesse. Deres besøg fortælles ikke for dets egen skyld, men på grund af dets forbindelse med mordet på børnene og rejsen til Egypten. Mordet på børnene er af interesse, fordi det afslører Herodes' karakter og de farer, der omgav den nyfødte Messias. Det forklarer også besøget i Egypten og den efterfølgende bopæl i Nazaret. Det sidste er tydeligvis målet, fordi det får sin egen plads og markeres med et citat. Desuden er det ene tegn på overanstrengelse i fortællingen den tvetydige og dunkle udtalelse, hvorved Det Gamle Testamente sættes i forbindelse med bopælen i Nazaret. Interessecentrum i hele det afsnit, der handler om Herodes og de vise mænd, er bopælen i Nazaret. Historien fortælles med det udtrykkelige formål at forklare, hvorfor Davids arving, som blev født i Betlehem, boede i Nazaret.

Dette bringer Matthæus' fortælling i et slående forhold til Lukas' fortælling. Sidstnævntes ærinde er at vise, hvordan det gik til, at Messias, som boede i Nazaret, blev født i Betlehem. Her har vi en af de utilsigtede enheder, som binder disse to fortællinger sammen, skønt de tilsyneladende er så forskellige. At Matthæus ikke siger noget om en tidligere bopæl i Nazaret, og at Lukas ikke siger noget om en tvungen tilbagevenden dertil, kan, i overensstemmelse med sandsynlighedens vægt, forklares enten med, at hver evangelist var uvidende om den kendsgerning, han selv udelod, eller med, at han i sin sammenpressede og hurtige fremstilling ikke fandt det passende at nævne den. Under alle omstændigheder vejer harmonien umådeligt meget tungere end uoverensstemmelsen.

2. Følgeslutninger af ovenstående kendsgerninger:

Den kendsgerning, at hele fortællingens fokus ligger i Jesu bopæl i Nazaret, afviser effektivt en række udbredte hypoteser om dens oprindelse.

(1) Den opfattelse, at den blot er en legende fortalt med det formål at give litterær udsmykning. Sammenføjningen af det, som ville være hovedpunktet, med resten af fortællingen og dets underordning under sekundære træk kan ikke forklares ud fra denne hypotese. Alene fraværet af udsmykning ved hjælp af tilgængelige steder fra Det Gamle Testamente er afgørende på dette punkt (se Allen, "Matthew," ICC, 14, 15).

(2) Den tanke, at fortællingen berettes for at illustrere omfanget af Messias' indflydelse uden for Israel. Også her er den underordnede plads, som fortællingen om de vise mænd får, sammen med fraværet af gammeltestamentligt materiale, afgørende. Desuden afbrydes beretningen om de vise mænd brat med oplysningen om, at de vendte hjem. Interessen for dem svækkes, så snart deres korte forbindelse med historiens forløb gennem Herodes ophører. Og den stærkt hebraiske karakter af Matthæus' barndomsafsnit som helhed er et indirekte vidnesbyrd, der peger i samme retning (sammenlign forfatterens bemærkninger, Birth and Infancy of Jesus Christ, 70 f).

(3) Den tanke, at fortællingen berettes for at fremhæve underelementet i forbindelse med Kristi fødsel. Kendsgerningerne taler imod dette. Ud over den primære overvejelse, den underordnede plads, er der andre af stor værdi. At de vise mænd ved forsynets ledelse blev ført til Messias' fødder, er tydeligvis fortællerens faste overbevisning. Det påfaldende ved fortællingen er, at han med denne tro i tankerne holder sig så strengt inden for den naturlige ordens grænser. Kun i Matt 2,9 og 12 er der tilsyneladende en undtagelse. Af disse er udsagnet i 2,9 det eneste, der er særligt for denne del af fortællingen. To ting må huskes om det: Det er klart, at verset ikke kan fortolkes uden en klar forståelse af hele den astronomiske begivenhed, som det udgør en del af.

Det er også tydeligt, at Matt 2,9 ikke må fortolkes uden sammenhængen. Set fra en underfortællings synspunkt begår forfatteren en skæbnesvanger fejl på det mest kritiske punkt i sin fortælling. Den udbredte forestilling om, at de vise mænd på mirakuløs måde blev ført til Messias, finder ingen støtte i teksten. De vise mænd kom ikke til Betlehem, men til Jerusalem og spurgte: "Hvor er han, som er født som jødernes konge?" Matt 2,9 kommer efter dette udsagn og efter det rådsmøde, Herodes havde indkaldt, hvor Betlehem blev angivet. I lyset af alt dette synes det klart, at de vise mænd ikke blev ledt mirakuløst, men i overensstemmelse med deres eget systems væsen, og at forsynets element lå i det påfaldende sammenfald mellem deres besøg og Jesu fødsel. Forfatterens interesse lå ikke i underelementet; ellers ville han ufejlbarligt have skærpet dets konturer og fjernet enhver tvetydighed om begivenhedens art.

Vi kan nu kaste et blik på de positive vidnesbyrd om begivenhedens historicitet.

3. Tegn på historicitet:

(1) At fortællingen samler sig om Jesu bopæl i Nazaret. Dette bringer ikke blot Lukasevangeliet til støtte for centrum, men grupperer fortællingen omkring et punkt, der havde kendt interesse for den første generation af troende. Det er interessant at bemærke, at opholdet i Egypten har en slags uafhængig støtte. Der findes to fortællinger, den ene ført af Origenes gennem jøder på hans egen tid tilbage til tidligere tider, og den anden i Talmud, som forbinder Jesus med Egypten og forsøger at forklare hans mirakler med henvisning til egyptisk magi (se Plummer, "Matthew," Ex. Comm., 17,18).

(2) Den kendsgerning, at fortællingen om de vise mænd berettes så objektivt og med en sådan personlig distance. Både jøder og de tidlige kristne havde stærke synspunkter både om astrologi og magi i almindelighed (se Plummer, op. cit., 15), men forfatteren til dette evangelium fortæller historien uden betoning og uden kommentar og ud fra de vise mænds synspunkt. Hans interesse er rent historisk og nøgtern.

(3) Portrættet af Herodes den Store. Hvad Herodes angår, diskuteres hændelsen sædvanligvis udelukkende med henvisning til den grusomhed, den indebærer. Mange hævder, at vi her har et fjendtligt og uretfærdigt portræt. Denne påstand kunne næppe opretholdes, selv hvis spørgsmålet helt afhang af grusomhedens punkt. Men der er langt mere end grusomhed i hændelsen.

(a) For det første er der dette ubestridelige element af iboende sandsynlighed i fortællingen. Praktisk talt alle Herodes' mord, herunder mordene på hans elskede hustru og hans sønner, blev begået under én følelses herredømme og i lydighed mod ét motiv. De havde i praktisk talt hvert eneste tilfælde til formål at konsolidere eller bevare hans magt. Han ødelagde næsten sin egen nærmeste familie i den halvgale jalousi, som til tider drev ham til vildskabens yderste grænser, simpelthen fordi de blev anklaget for at sammensværge sig imod ham. Anklagerne var for en stor del falske, men mistanken dømte de anklagede. Mordet på de uskyldige var endnu en forbrydelse af samme slags. Den gamle konge var besat af frygten for en prætendent til hans lille trone; jødernes messianske håb var en stadig, hemmelig pine, og mordet på børnene, i forsøget på at nå det barn hvis komme truede ham, var på én gang så originalt i sin metode og så karakteristisk i sit formål, at det giver hele fortællingen en uforlignelig sandsynlighedspræg. Der er også andre sandhedstræk.

(b) Herodes' hurtige opdagelse af de vise mænds besøg og deres spørgsmål stemmer med, hvad vi ved om den gamle herskers årvågenhed og hans omfattende spionagesystem.

(c) Karakteristisk er også den snedighed, hvormed han håndterer hele situationen. Hvor slående og levende, med al sin barske enkelhed, er ikke fortællingen om kongens foregivne interesse for de fremmedes søgen, det højtidelige rådsmøde med jødiske ledere, hvor han selv indtager rollen som alvorlig spørger, hans indtrængende anmodning om oplysninger, så han også kan tilbede, efterfulgt af hans hurtige vrede (bemærk, at ethumothe, "blev vred," vers 16, ikke bruges andetsteds i Det Nye Testamente) over at være blevet bedraget, og det blinde, men frygtelige slag fra hans søgende hævn.

Alle disse enkeltheder passer så nøje til manden, til den atmosfære, der altid omgav ham, og til den historiske situation, at vi tvinges til at slutte, enten at vi har sandfærdig historie, mere eller mindre direkte modtaget fra en, der var iagttager til de beskrevne begivenheder, eller et værk af en uforligneligt dygtig romanforfatter.

Louis Matthews Sweet