Bat kol

bath'-kol, bath kol (bath qol, "røstens datter"): Oprindeligt betegnede det ikke mere end "lyd", "tone", "kald" (f.eks. frembringer vand, når det hældes, en "lyd", bath qol, mens olie ikke gør det), undertiden også "ekko". Udtrykket fik blandt rabbinerne en særlig brug og betegnede den guddommelige stemme, hørbar for mennesker og ikke ledsaget af en synlig guddommelig åbenbarelse. Forstået sådan må bath qol skelnes fra Guds tale til Moses og profeterne; for ved Sinaj var Guds stemme en del af en større teofani, mens den for profeterne var den deraf følgende indre tilkendegivelse af den guddommelige vilje, på hvilken måde den end blev frembragt, givet til dem for at de skulle forkynde den (se stemme). Den må desuden skelnes fra alle naturlige lyde og stemmer, selv hvor disse blev tolket som bærere af guddommelig vejledning. Forestillingen optræder for første gang i Dan 4,28 (engelske versioner 31) – det er i den aramæiske del – hvor qal = qol, "stemme", dog står uden berath = bath, "datter": "En stemme faldt fra himlen." Josefus (Ant., XIII, x, 3) fortæller, at Johannes Hyrkanos (135-104 f.Kr.) hørte en stemme, mens han bragte et brændoffer i templet, hvilket Josefus udtrykkeligt tolker som Guds stemme (sammenlign Babylonisk SoTah 33a og Jerusalem SoTah 24b, hvor den kaldes bath qol). I Det Nye Testamente forekommer omtalen af "en stemme fra himlen" i følgende passager: Matt 3,17; Mark 1,11; Luk 3,22 (ved Jesu dåb); Matt 17,5; Mark 9,7; Luk 9,35 (ved hans forklarelse); Joh 12,28 (kort før hans lidelse); ApG 9,4; ApG 22,7; ApG 26,14 (Paulus' omvendelse), og ApG 10,13; ApG 10,15 (Peters belæring om rent og urent). I tannaiternes periode (cirka 100 f.Kr.-200 e.Kr.) var betegnelsen bath qol i meget hyppig brug og blev forstået som betegnelse ikke for Guds direkte stemme, som man anså for at være oversanselig, men for stemmens ekko (idet bath noget vilkårligt blev taget som udtryk for forskellen). Rabbinerne mente, at bath qol havde været et lejlighedsvist middel til guddommelig kommunikation gennem hele Israels historie, og at den siden ophøret af den profetiske gave var det eneste middel til guddommelig åbenbaring. Det er bemærkelsesværdigt, at den rabbinske forestilling om bath qol opstod i den periode, hvor den gammeltestamentlige profeti var i tilbagegang, og blomstrede i en periode præget af ekstrem traditionalisme. Hvor profetiens gave tydeligt manglede – måske endda på grund af denne mangel – voksede der et umådeholdent ønske frem om særlige guddommelige manifestationer. Ofte ventede man en stemme fra himlen til at opklare tvivlsspørgsmål og endda til at afgøre mellem modstridende fortolkninger af loven. Denne tendens var blevet så stærk, at rabbi Josva (cirka 100 e.Kr.) fandt det nødvendigt at modsætte sig den og fastholde den skrevne lovs overhøjhed og tilstrækkelighed. Det er klart, at vi her har at gøre med en forestilling om den guddommelige åbenbarings natur og midler, som tydeligt står under det bibelske syn. For selv i de bibelske passager, hvor stemmen fra himlen omtales, er alt, hvad der virkelig er væsentligt for åbenbaringen, allerede til stede, i det mindste i princippet, uden den hørbare stemme.

LITTERATUR.

F. Weber, System der altsynagogalen Theologie des Landes Israel, 2. udgave, 1897, 194 ff.; J. Hamburger, Real-Enc des Judentums, II, 1896; W. Bacher, Agada der Tannaiten og Agada der Amoraer des Landes Israel (se indeks); Jewish Encyclopedia, II, 588 ff.; "Bath Kol" i TSBA, IX, 18; P. Fiebig, Rel. in Gesch. und Gegenwart, I, under opslagsordet

J. R. Van Pelt