Det Nye Testamentes sprog

lan'-gwaj (Greek).

Se også ARAMÆISK SPROG:

I. DET FOLKELIGE "KOINE" SOM DET NYE TESTAMENTES SPROG

1. Det gamle synspunkt

2. Revolutionen

3. Beviset for den nye position

(1) Papyrerne

(2) Ostraka

(3) Indskrifterne

(4) Moderne græsk

(5) Historisk og komparativ grammatik

4. Kendetegn ved det folkelige "koine"

II. LITTERÆRE ELEMENTER I DET NYE TESTAMENTE

III. DEN SEMITISKE INDFLYDELSE

IV. SÆRPRÆG HOS DET NYE TESTAMENTES FORFATTERE

V. DET "KOINE"-GRÆSK, SOM JESUS TALTE

LITTERATUR

I. Det folkelige "koine" som Det Nye Testamentes sprog.

1. Det gamle synspunkt:

Spøgelset fra den gamle puriststrid er nu lagt endeligt til hvile. Beretningen om denne episode har først og fremmest interesse for sproghistorikeren og for den, der studerer det menneskelige intellekts vildveje. Se Winer-Thayer, Grammar of the Idiom of the New Testament, 1869, 12-19, og Schmiedels Winer, afsnit 2, for en skitse af denne engang så voldsomme strid. I det 17. århundrede forsøgte forskellige lærde at bevise, at Det Nye Testamentes græsk stod på linje med den klassiske periodes litterære attisk. Men hebraisterne vandt sejr over dem og søgte at vise, at det var hebraisk græsk, en særlig art, om ikke dialekt, et bibelsk græsk. Den 4. udgave af Cremers Biblico-Theological Lexicon of New Testament Greek (oversat af W. Urwick, 1892) citerer med tilslutning Rothes bemærkning (Dogmatik, 1863, 238):

"Vi kan med rette tale om Helligåndens sprog. For i Bibelen er det tydeligt, at Helligånden har været virksom og for sig selv har formet en særligt religiøs udtryksmåde ud af sproget i det land, den har valgt som sin sfære, og har omdannet de sproglige elementer, som den fandt rede ved hånden, ja selv allerede eksisterende forestillinger, til en skikkelse og form, der passer til den selv og helt er dens egen." Cremer tilføjer: "Vi har et meget klart og slående bevis på dette i nytestamentlig græsk."

Dette var kun for tyve år siden og repræsenterede ganske godt datidens opfattelse. Hatch hævdede i 1889 (Essays in Biblical Greek, 34), at nøglen til de fleste af Det Nye Testamentes ord lå i Septuaginta. Men Winer (Winer-Thayer, 20) havde for længe siden set, at det folkelige koine var "det særlige grundlag for Det Nye Testamentes sprogbrug", skønt han stadig anerkendte "et jødisk-græsk, som indfødte grækere ikke helt forstod" (s. 27). Han så ikke den praktiske identitet mellem Det Nye Testamentes græsk og det folkelige koine--("almindeligt" græsk), og det gjorde Schmiedel heller ikke i 8. Auflage af Winer (I. Theil; II. Theil, erstes Heft, 1894-97). I anden udgave af sin Grammar of New Testament Greek (engelsk oversættelse ved Thackeray, 1905, 2) ser Blass den nye dags frembrud, skønt hans bog først blev skrevet, før den kom. Viteau (Etude sur le grec du Nouveau Testament, I, Le verbe, 1893, II, Le sujet, 1896) indtager helt den gamle position om et judaistisk græsk. Et yderligt eksempel på dette syn ses i Guillemards Hebraisms in the Greek Testament (1879).

2. Revolutionen:

En vending mod sandheden kommer med H. A. A. Kennedys Sources of the New Testament Greek (1895). Han finder forklaringen på ordforrådet i både Septuaginta og Det Nye Testamente i folkesproget, som han fører tilbage til Aristofanes. Det er en god øvelse at læse Westcotts drøftelse af "Language of the NT" i DB, III (1888), og derefter gå til Moulton, "Language of the New Testament," i 1-binds HDB. Westcott siger: "De vigtigste ejendommeligheder i Det Nye Testamentes syntaks ligger i gengivelsen af hebraiske former." Moulton bemærker: "Der er ingen grund til at tro, at nogen nytestamentlig forfatter, som nogensinde levede i Israels land, kun lærte græsk som et fremmedsprog, da han rejste udenlands." Endnu bedre er det at læse Moulton, "New Testament Greek in the Light of Modern Discovery" i Cambridge Biblical Essays (1909, 461-505); Deissmann, Light from the Ancient East (1911); eller Angus, "The koine, the Language of the New Testament," Princeton Review, januar 1910, 42-92. Revolutionen er kommet for at blive. Det står nu klart, at græsken i Det Nye Testamente hverken er en jargon eller et patois. I alle væsentlige henseender er den netop det folkelige koiné fra det 1. århundrede e.Kr., lingua franca i det græsk-romerske imperium, arven fra Alexander den Stores erobring af Østen. Dette verdenssprog var i grunden det sene attiske folkesprog med dialektale og provinsielle påvirkninger. Det var ikke et forfaldent sprog, men et livskraftigt sprog, beundringsværdigt egnet til at tjene tidens mange folk. Den dygtige artikel i bind III af HDB om "Language of the New Testament" af dr. J. H. Thayer udkom i 1900 og illustrerer, hvor hurtigt en leksikonartikel kan blive forældet. Der vises her en rigdom af viden, som man kunne forvente, men Thayer taler stadig om "denne art græsk," "dette særegne idiom, .... jødisk græsk," selv om han ser, at dets grundlag er "det almindelige eller talte græsk." Det sidste emne, han drøfter, er "Problemer." Han anede ikke, at det største "problem," som var så tæt på sin løsning, var selve sprogets karakter. Det var Adolph Deissmann, dengang fra Heidelberg, nu fra Berlin, som åbnede den nye æra i kendskabet til Det Nye Testamentes sprog. Hans Bibelstudien (zumeist aus den Papyri und Inschriften zur Geschichte der Sprache, des Schrifttums und der Religion des hellenistischen Judentums und des Urchristentums) udkom i 1895. I dette epokegørende bind beviste han afgørende ud fra papyrerne og indskrifterne, at mange af de tilsyneladende hebraismer i Septuaginta og Det Nye Testamente var almindelige vendinger i det folkelige koiné. Han hævdede dristigt, at hovedparten af hebraismerne med urette blev kaldt sådan, undtagen når der var tale om oversættelsesgræsk fra hebraisk eller aramæisk, eller om "fuldkomne" hebraismer, ægte græsk sprogbrug, der var blevet mere almindelig på grund af lighed med det semitiske idiom. I 1897 udgav han Neue Bibelstudien, sprachgeschichtliche Beitrage zumeist aus den Papyri und Inschriften zur Erklarung des Neuen Testaments.

I 1901 (2. udgave i 1903) blev disse to bind oversat som ét af A. Grieve under titlen Bible Studies. Deissmanns øvrige bind har bekræftet hans tese. De vigtigste er New Light on the New Testament (1907), The Philology of the Greek Bible (1908), Licht vom Osten (1908), Light from the Ancient East (oversættelse ved Strachan, 1910), Paul in the Light of Social and Religious History (1912). I Light from the Ancient East belyser Deissmann Det Nye Testamentes sprog med mange detaljer fra papyrerne, ostraka og indskrifterne. Han arbejder nu på et nyt leksikon over Det Nye Testamente, som vil gøre brug af den nye viden fra disse kilder.

E. Preuschens ellers nyttige værk, Vollstandiges griechisch-deutsches Handworterbuch zu den Schriften des Neuen Testaments und der ubrigen urchristlichen Literatur (1908-10), undlader at udnytte papyrerne og indskrifterne, mens det trækker på Septuaginta og de nytestamentlige apokryfer samt anden tidlig kristen litteratur. Men dette er blevet gjort af Ebeling i hans Griechisch-deutsches Worterbuch zum New Testament, 1913. Det næste skridt blev taget af A. Thumb, den store filolog, i hans Griechische Sprache im Zeitalter des Hellenismus; Beitrage zur Geschichte und Beurteilung der "koine," 1901, hvori koinés virkelige karakter for første gang blev fremstillet korrekt.

Winer og Blass havde begge beklaget behovet for en grammatik over koiné, og dette behov findes stadig, men Thumb kom i dette bind langt i retning af at opfylde det. Man må håbe, at han endnu vil udarbejde en grammatik over koiné. Thumbs interesser omfatter hele den sammenlignende filologis område, men han har på dette felt desuden bidraget med "Die Forschungen fiber die hellenistische Sprache in den Jahren 1896-1901," Archiv fur Papyrusforschung, II, 396 f; "Prinzipienfragen der Koina-Forschung," Neue Jahrb. fur das kl. Alt., 1906; "Die sprachgeschichtliche Stellung des biblischen Griechisch," Theologische Rundschau, V, 85-99.

Det andet vigtigste navn, der skal tilføjes, er J. Hope Moulton, som har æren af at være den første til direkte at anvende den nye viden på Det Nye Testamentes græsk. Hans Grammar of New Testament Greek, I, Prolegomena (1906, 2. udgave, 1906, 3. udgave, 1908, tysk oversættelse i 1911, Einleitung in die Sprache des New Testament) er et strålende stykke arbejde og sætter Det Nye Testamentes græsk i omhyggelig detaljeret forbindelse med det folkelige koiné og viser, at det på alle vigtige punkter er tidens almindelige græsk og ikke et hebraisk præget græsk. Moulton pressede sandsynligvis sit synspunkt for langt i visse henseender i sin iver mod hebraismer, men Deissmanns og Moultons grundlæggende standpunkt er uden tvivl sundt.

Moulton havde tidligere offentliggjort størstedelen af dette materiale som "Grammatical Notes from the Papyri," The Expositor, 1901, 271-82; 1903, 104-21, 423-39; The Classical Review, 1901, 31-37, 434-41; 1904, 106-12, 151-55; "Characteristics of New Testament Greek, " The Expositor, 1904.

I 1909 udkom hans essay, Greek in the Light of Modern Discovery (se ovenfor). Siden 1908 har The Expositor haft en række artikler af J.H. Moulton og George Milligan med titlen "Lexical Notes from the Papyri", som er meget nyttige på sprogets leksikalske side. Således er studiet nu for alvor sat i gang på sin nye bane. I 1900 udarbejdede A.T. Robertson en Syllabus on the New Testament Greek Syntax ud fra den sammenlignende filologis synspunkt; den blev omskrevet i 1908, med papyrusforskningens tilføjede synsvinkel, som A Short Grammar of the Greek New Testament (2. udgave, 1909, 3. udgave, 1912; oversættelser til italiensk i 1910, tysk og fransk i 1911, nederlandsk i 1912). I oktober 1909 offentliggjorde S. Angus en god artikel i Harvard Theological Review om "Modern Methods in New Testament Philology", efterfulgt i januar 1910 af en anden i Princeton Review om "The koine, the Language of the New Testament". Den nye viden viser sig også hos Jakob Wackernagel, "Die griechische Sprache" (s. 291-318, 2. udgave, af Die griechische und lateinische Literatur und Sprache, 1907). L. Radermachcr har meget dygtigt fremstillet "die sprachlichen Vorgange in ihrem Zusammenhang" i sin Neutestamentliche Grammatik: Das Griechisch des Neuen Testaments im Zusammenhang mit der Volkssprache. Den er i virkeligheden baggrunden for Det Nye Testamentes græsk og er en glimrende forberedelse til studiet af det græske Nye Testamente. En fuldstændig drøftelse af den nye viden i grammatisk detalje er blevet udarbejdet af A.T. Robertson under titlen A Grammar of the Greek New Testament in the Light of Historical Research. Moulton og Schmiedel planlægger også at fuldføre deres værker.

3. Beviset for den nye position:

Beviset for den nye position hentes fra flere kilder:

(1) Papyrierne.

Disse ruller har ligget på verdens museer i mange år og tiltrukket sig ringe opmærksomhed. For lister over de vigtigste samlinger af papyri, se Moulton, Prolegomena, 259-62; Milligan, Selections from the Greek Papyri, xi, xii; Mayser, Grammatik der griechischen Papyri aus der Ptolemaerzeit; Lautund Wortlehre, vii-x; Deissmann, Light from the Ancient East, 20-41; Robertson, Grammar of the Greek New Testament, Bibliography. Nye bind med papyri, som følge af nyere udgravninger i Egypten, udgives hvert år. Se PAPYRUS, og i de andre encyklopædier under ordet. De fleste af de opdagede papyri hører til koine-perioden (de første tre århundreder f.Kr. og e.Kr. i runde tal), og med stor rigdom af illustration viser de datidens almindelige menneskers liv, hvad enten det er i Egypten eller Herculaneum (de to vigtigste repræsenterede områder). Der vises forskellige grader af dannelse, som det kan ses i et hvilket som helst af Grenfell og Hunts store bind, eller i håndbøgerne af Lietzmann, Griechische Papyri (1905), og af Milligan, Greek Papyri (1910). De kommer fra fortidens affaldsdynger og er hovedsagelig kvitteringer, kontrakter, forretnings- eller kærlighedsbreve, militære dokumenter osv. De viser alle dannelsesgrader, fra den analfabetiske med fonetisk stavning til den skolede mand. Men her har vi livets sprog, ikke bøgernes. På en højst opsigtsvækkende måde bemærker man lighederne i ordforråd, former og syntaks mellem sproget i papyri fra det 1. århundrede e.Kr. og sproget i Det Nye Testamentes bøger. Allerede i 1778 gjorde F.W. Sturz brug af Charta Borgiana, "den første papyrus, der nogensinde blev bragt til Europa" (Deissmann, Light from the Ancient East, 39), og i 1841 så Thiersch ligeledes papyriernes værdi for Septuagintas filologi. Men sagen blev ikke fulgt op. Lightfoot fremsatte en antydning om værdien af breve fra folket, som ikke blev fulgt op, før Deissmann så pointen; jf. Moulton, Prol., 242. Det er ikke nødvendigt her at illustrere sagen udførligt. Deissmann behandler i detaljer de "bibelske" ord i Thayers Lexicon og har ingen vanskelighed ved at finde de fleste af dem i papyri (eller indskrifter). Således vises plerophoreo at være almindeligt i papyri. Se Deissmann, Bible Studies og Light from the Ancient East, for omfattende lister. Papyrierne viser også de samme betydninger for mange ord, som man engang mente var særegne for Bibelen eller Det Nye Testamente. Et eksempel ses i den officielle betydning af presbuteros i papyri, 5 ho presbuteros les komes (Pap. Lugd. A 35 f), "uden tvivl en officiel betegnelse" (Deissmann, Bible Studies, 155). Således adelphos, om medlemmer af fællesskabet, anastrophe, om livsførelse, antilempsis, "hjælp", leitourgia, "offentlig tjeneste", paroikos, "tilflytter", osv. (Deissmann, Light from the Ancient East, 107). R. Helbing (Grammatik der Septuaginta, 1908) og H. John Thackeray (A Grammar of the Old Testament in Greek according to the Septuagint, 1909) har anvendt den nye viden på Septuagintas sprog, og den er blevet drøftet med stor dygtighed i de første bind. Brugen af papyri til grammatiske formål gøres lettere af E. Maysers fremragende bind, Grammatik der griechischen Papyri aus der Ptolemaerzeit; Laut- und Wortlehre (1906), skønt hans "Syntax" stadig er et desideratum. Også nyttig er G. Cronert, Memoria Graeca Herculanensis (1903).

(2) Ostrakaene.

Litteraturen om dette emne er stadig lille i omfang. I 1899 udgav Ulrich Wilcken Griechische Ostraka aus Aegypten und Nubien, og i 1902 frembragte W.E. Crum sin bog med kristne ostraka, kaldet Coptic Ostraca from the Collections of the Egypt Exploration Fund, the Cairo Museum, and Others. Den blev i 1905 fulgt af H.R. Halls Coptic and Greek Texts of the Christian Period from Ostraka, Stelae, etc. Disse knuste potteskår blev brugt af de laveste klasser som skrivemateriale. Det blev brugt meget udbredt, fordi det var så meget billigt. Wilcken har gjort mere end nogen anden for at indsamle og tyde ostraka. Deissmann (Light from the Ancient East, 46) bemærker, at stoikeren Cleanthes "skrev på ostraka eller på læder", fordi han var for fattig til at købe papyrus. Således citerer han en kristens undskyldning for at bruge et potteskår til et brev: "Undskyld mig, at jeg ikke kan finde papyrus, da jeg er på landet" (Crum, Coptic Ostraca, 55). Brugen af apecho på et ostrakon som kvittering for fuld betaling illustrerer godt den hyppige brug af dette ord i Det Nye Testamente (Deissmann, Light from the Ancient East, 111).

(3) Indskrifterne.

Her må der udvises forsigtighed, da mange af indskrifterne ikke gengiver dagligsproget, men det litterære sprog. De officielle (juridiske og militære) dekreter forekommer ofte i en meget formel stil. Men en del bevarer det folkelige idiom og har ofte den fordel, at de er daterede. Disse indskrifter findes især på sten, men nogle er på metal, og der er nogle få vokstavler. Materialet er enormt og vokser stadig. Se listen over de vigtigste samlinger i Deissmanns Light from the Ancient East, 10-20. Boeckh er det store navn her. Allerede i 1779 gjorde Walch (Observationes in Matt. ex graecis inscriptionibus) brug af græske indskrifter til eksegese af Det Nye Testamente, og R.A. Lipsius siger, at hans far (K.H.A. Lipsius, forfatter til Grammatische Untersuchungen uber die biblische Gracitat) "påtænkte en stor grammatik over den græske Bibel, hvori han ville have gjort brug af opdagelserne i den moderne epigrafik" (Deissmann, Light, etc., 15). Schmiedel har hidtil gjort god brug af indskrifterne i sin revision af Winer; H.A.A. Kennedy (Sources of New Testament Greek, 1895), H. Anz (Subsidia ad Cogn., etc., 1894), R. Helbing (Grammatik der Septuaginta, 1908), J. Psichari (Essai sur le Grec de la Septante, 1908), H. John Thackeray (A Grammar of the Old Testament in Greek according to the Septuagint, 1909) og R. Meister (Prol. zu einer Grammatik der Septuaginta, 1907) udnyttede indskrifterne godt i forbindelse med Septuagintas sproglige problemer, ligesom Hatch (Essays in Biblical Greek, 1889) ganske vist allerede havde gjort. W. Dittenberger føjede nogle værdifulde "Grammatica et orthographica" til sine Orientis Graeci Inscriptiones Selectae (2 bind, 1903, 1905). Se også E. L. Hicks og G. F. Hill, Greek Historical Inscriptions (1901), og Hicks' artikel "On Some Political Terms Employed in the New Testament," Classical Review, 1887, 4 ff, 42 ff. W. M. Ramsays Cities and Bishoprics of Phrygia (2 bind, 1895, 1897) og hans øvrige værker viser skarp indsigt i brugen af indskrifterne. Deissmanns Bible Studies (1895, 1901) anvendte kendskabet til indskrifterne på Septuaginta og på Det Nye Testamente. I hans Light from the Ancient East (1910) gøres der rigelig brug af indskrifterne til studiet af Det Nye Testamente. Moulton (Prol., 1906, 258 f, for lister) er opmærksom på indskrifternes værdi for Det Nye Testamentes grammatik, sådan som Blass (Grammatik des neutestamentlichen Griechisch, 1896) ganske vist var det før ham.

Sammenlign desuden G. Thieme, Die Inschriften von Magnesia am Maander und das Neue Testament (1906); T. Nageli, Der Wortschatz des Apostels Paulus (1905), og J. Rouffiac, Recherches sur les caracteres du Grec dans le New Testament d'apres les Inscr. de Priene (1911). Særlige afhandlinger om eller sider af indskrifternes grammatik findes i Meisterhans-Schwyzer, Grammatik der attischen Inschriften (1900); Nachmanson, Laute und Formen der magnetischen Inschriften (1896); Schweizer, Grammatik der pergamenischen Inschriften (1898).

Moulton og Milligan har også frit trukket på indskrifterne i deres "Lexical Studies", som løb i The Expositor (1908 og de følgende år). Indskrifternes værdi for Det Nye Testamentes græsk viser sig ved hvert eneste skridt. For eksempel er prototokos ikke længere et "bibelsk" ord. Det forekommer i en metrisk indskrift (udateret) fra Trachonitis på en hedensk "ypperstepræsts" og "gudernes vens" grav (Deissmann, Light, etc., 88); jf. Kaibel, Epigrammata Graeca, etc., nummer 460. Selv agape forekommer på en hedensk indskrift fra Pisidien (Papers of the American School of Classical Studies at Athens, 2, 57). Se endvidere W.H.P. Hatchs "Some Illustrations of New Testament Usage from Greek Inscriptions of Asia Minor," Journal of Biblical Literature, 1908, 134-146.

(4) Moderne græsk.

Allerede i 1834 indså Heilmeier, at det moderne græske folkesprog gik tilbage til koine (Moulton, Prologoumena, 29), men det er først i de senere år, at man klart har set, at det moderne græsk i skolerne og som regel i aviserne er kunstigt og ikke nutidens virkelige folkesprog. Mullachs værk (Grammatik der griechischen Vulgarsprache, 1856) var mangelfuldt i denne henseende. Men Jannaris' Historical Greek Grammar (1897) fører folkegræskens historie frem side om side med den litterære stil. Hatzidakis, Einleitung in die neugriechische Grammatik, 1892, skaber megen klarhed og forbinder moderne græsk med Det Nye Testamente. Men det er Thumb, vi skylder den bedste viden om folkesproget (he demotike) i modsætning til nutidens litterære sprog (he kathareuousa). Mitsotakis (Praktische Grammatik, 1891) havde behandlet begge sammen, mens Wied (Die Kunst, die neugriechische Volksprache) kun gav folkesproget. Men Wied er kun elementær. Thumb alene har givet en fyldestgørende behandling af det moderne græske folkesprog og vist dets enhed og historiske forbindelse med folkesprogets koine (Handbuch der neugriechischen Volkssprache, 1895; Thumb-Angus, Handbook of Modern Greek Vernacular, 1912). Således kan man se den levende strøm af Det Nye Testamentes sprog, sådan som den er løbet videre ned gennem tiderne. Det er umuligt at overvurdere betydningen af det moderne græske folkesprog for kendskabet til Det Nye Testamentes græsk. Optativens forsvinden, infinitivens bortfald foran hina og itacisme er blot nogle få eksempler blandt mange andre, som bliver oplysende i lyset af det moderne græske folkesprog. Se Psichari, Essais de grammaire historique neo-grecque (1886-89).

(5) Historisk og sammenlignende grammatik.

Fra denne kilde får koine en ny værdighed. Det ville føre for vidt her at skitsere den sproglige revolution, som er blevet frembragt siden udgivelsen af, og delvis forårsaget af, Bopps Vergleichende Grammatik (1857), efter Sir William Jones' opdagelse af sanskrit. Brugmanns og Delbrucks store værk (Grundriss der vergleichenden Grammatik der indogermanischen Sprachen, I-V, 1892-1909) markerer højdepunktet i den nuværende udvikling, skønt mange forskere har vundet anerkendelse på dette felt. Det, der her skal fremhæves, er, at det græske sprog ved hjælp af sammenlignende filologi ses i sine rette relationer til andre sprog i den indogermanske familie, og at den rette tolkning af kasus, præposition, modus, tempus, diatese osv. bliver mulig. Den gamle traditionelle empirisme er henvist til skrotbunken, og en ny grammatisk videnskab, i overensstemmelse med kendsgerningerne, har indtaget dens plads. Se Delbruck, Introduction to the Study of Language (1882), Giles, Short Manual of Comparative Philology (1901), for et resumé af kendsgerningerne. Wright, Comparative Grammar of the Greek Language (1912), anvender den nye lærdom på det græske sprog. Fremskridtet i den klassiske filologi vises godt af Sandys i hans History of Classical Scholarship (I-III, 1906-8) og af Gudeman, Geschichte der klass. Philologie, 2. Aufl, 1909. Utallige monografier har beriget litteraturen om dette emne. Det er nu muligt at se det græske sprog som en helhed og gribe dets historiske enhed. Set i dette lys er koine ikke et døende sprog eller en fordærvet dialekt. Det er en normal og naturlig udvikling af de græske dialekter til et verdenssprog, da Alexanders erobringer gjorde det muligt. Folkesprogets koine, som har udviklet sig til det moderne græske folkesprog, var selv den direkte efterkommer af det attiske folkesprog, som havde sine rødder i de tidligere dialekters folkesprog. De dialektale udviklinger er kort skitseret af Thumb, Handbuch der griechischen Dialekte (1909), og af Buck, Introduction to the Study of Greek Dialects (1910), for ikke at nævne Hoffmanns, Meisters m.fl.s ældre værker. Jannaris har i sin Historical Greek Grammar (1897) påtaget sig at skitsere og tolke kendsgerningerne om det græske sprog gennem hele dets lange løbebane, både i dets litterære og folkelige aspekter. Han er i det store og hele lykkedes bemærkelsesværdigt godt, skønt han ikke helt ser sandheden om det moderne græske folkesprog. Schanz søger at lægge grundlaget for et endnu bedre arbejde med sine Beitrage zur historischen Syntax der griechischen Sprache (1882 og de følgende år). Men den, der studerer Det Nye Testamente, må være åben for alt det nye lys fra dette område, og det er meget stort. Se desuden Dieterich, Untersuchungen zur Geschichte der griech. Sprache von der hellen. Zeit (1898).

4. Kendetegn ved folkesprogets "koine":

Som allerede antydet er Det Nye Testamentes græsk i hovedsagen netop det folkelige koine fra det 1. århundrede e.Kr., dog græsk som det blev brugt af mænd med evner og med forskellige grader af dannelse. Den mest iøjnefaldende forskel mellem det folkelige koine og det litterære attisk ses i ordforrådet. Forfatterne i det litterære koine viser større lighed med det klassiske attisk, men selv de røber de forandringer, der skyldes de mellemliggende århundreder. Der var naturligvis intet voldsomt brud. Forandringerne kom gradvis og naturligt. Det er især på dette punkt, at Deissmann har udført så strålende et arbejde i sine Bible Studies og andre bøger. Han har taget listerne over "bibelske" og "kirkelige" ord, sådan som de er givet af Cremer og Thayer, og har ud fra papyri, ostraka, indskrifter eller koine-forfattere vist, at de ikke er særegne for Bibelen, men hører til tidens almindelige tale. Bevismaterialet er så overvældende og omfattende, at det ikke kan gives her. Nogle ord er endnu ikke fundet i det ikke-bibelske koine, men de kan findes når som helst. Nogle få ord hører naturligvis til selve kristendommens væsen christianos, for eksempel), men apostolos, baptismos, paroikos, sunagoge og hundredvis af andre kan ikke længere opføres som "bibelske". Nye betydninger kommer også til gamle ord. Sammenlign daimonion. Det er interessant at bemærke, at Det Nye Testamente viser mange af de ord, der findes hos Aristofanes, som opfangede sin tids folkelige sprog. Koine bruger flere ord fra samfundets lavere lag. Aristoteles har ligeledes mange ord, der er almindelige i koine, eftersom han står ved vejsadskillelsen mellem de gamle dialekter og det nye koine fra Alexanders erobringer. Koine udvikler en forkærlighed for sammensatte og endda dobbelt sammensatte (sesquipedale) ord; sammenlign for eksempel anekdiegetos; aneklaletos; anexereunetos; antapokrinomai; oikodespotes; oligopsuchos; prosanapleroo; sunantilambanomai; huperentugchano; chrusodaktulios osv. Brugen af diminutiver er også bemærkelsesværdig i koine, ligesom i moderne græsk: sammenlign thugatrion; klinarion; korasion; kunarion; onarion; opsarion; ploiarion; otion osv. Orddannelse ved sammenstilling er meget almindelig som i plerophoreo, cheiro-graphon. I fonetikken skal det bemærkes, at "ei", "oi", "ee", "eei", "u", "i" alle havde værdien af "ee" i "feet." Denne itacisme var tydelig i det tidlige koine. Således ai = e, og o og oo blev ikke skarpt adskilt. Det attiske tt blev ss, undtagen i nogle få tilfælde som elatto, kreitton. Tendensen mod tab af aspiration (sammenlign ionisk) var tydelig; sammenlign eph' helpidi, for den omvendte proces. Elision er mindre hyppig end i attisk, men assimilation føres længere. De variable slutkonsonanter "n" (nu) og "s" (sigma) bruges almindeligvis foran konsonanter. Vi finder "-ei-" for "-iei-" som i pein. outheis og metheis er almindelige indtil 100 f.Kr., da de gradvis forsvinder til fordel for oudeis og medeis. I almindelighed er der mindre sans for rytme og mere enkelhed og klarhed. Nogle af de fine nuancer i form og syntaks fra det klassiske sprog overlevede ikke i det folkelige koine. I bøjningen kan kun nogle få punkter nævnes. I substantiver er det ioniske "-res" hyppigt. Den attiske anden bøjning forsvinder. I tredje bøjning viser former som nuktan assimilation til den første. Både charin og charita forekommer. Kontraktion mangler undertiden (sammenlign ionisk) som i oreon. Adjektiver viser former som asphalen, og det ubøjelige pleres optræder, og pan for panta (sammenlign megan), dusi for duoin. Dualis er borte. Selv dualis-pronominerne hekateros og poteros er sjældne. tis bruges lejlighedsvis som hostis. hos ean er hyppigere end hos an i det 1. århundrede e.Kr. De to konjugationer flyder mere og mere sammen til én, efterhånden som -mi-formerne forsvinder. Der er nogen forvirring i brugen af -ao- og -eo-verber, og nye præsensformer optræder som apoktenno, optano, steko. Formerne ginomai, ginosko er nu reglen. Der er en stor stigning i aorister som escha og imperfekter som eicha. Formen -osan (eichosan, eschosan) viser sig lejlighedsvis. Ganske hyppig er en perfektum som dedokan, og augmentet mangler ofte i pluskvamperfektum som i dedokei. Omvendt forekommer et dobbelt augment i apekateste og et tredobbelt augment i eneochthesan. Det temporale augment mangler ofte ved diftong som i oikodomethe. Koine-græsk har -tosan, ikke -nton. I syntaksen går tendensen mod enkelhed, mod korte sætninger, parataktisk konstruktion og sparsom brug af partikler. Det folkelige koine undgår både asianismens svulstighed og atticismens kunstighed. Der er ganske vist større frihed til at bryde kongruensreglerne med hensyn til køn, tal og kasus. Nominativus pendens er almindelig. Komparativ tjener ofte som superlativt adjektiv, og superlativ har som regel elativ betydning. Akkusativ bliver stadig mere almindelig ved verber. Grænsen mellem transitive og intransitive verber er ikke skarp og fast. Væksten i brugen af præpositioner, både med substantiver og i sammensætning, er ganske mærkbar, men nogle af de ældre præpositioner, som amphi, er ved at forsvinde. De kasus, der bruges med forskellige præpositioner, er under forandring. Den instrumentale brug af en er meget almindelig. Mange nye adverbielle og præpositionelle udtryk har udviklet sig. Optativ er næsten død, og infinitiv (bortset fra brugen af tou, en to, eis ~to, med infinitiv) er ved at vige for hina. Futurum participium er sjælden. me begynder at trænge ind på ou ved infinitiver og participier. Den perifrastiske konjugation er særlig almindelig. Direkte tale er hyppigere end indirekte. Den ikke-finale brug af hina er ganske mærkbar. Der findes desuden dialektale og provinsielle særtræk, men disse ødelægger ikke den virkelige enhed i det folkelige koine, lige så lidt som de enkelte forfatteres individuelle træk gør det.

II. Litterære elementer i Det Nye Testamente.

Deissmann (Light from the Ancient East, 245) er tilbøjelig til at nægte, at de nytestamentlige skrifter har nogen litterær kvalitet, bortset fra Hebræerbrevet. »Hebræerbrevet viser os kristendommen, idet den gør sig rede til en flugt fra sine oprindelige niveauer op i kulturens højere region, og vi mærker begyndelsen til en kristen verdenslitteratur.« Han omtaler det også som »et værk, der synes at hænge i baggrunden som en ubuden gæst blandt Det Nye Testamentes samling af folkelige bøger.« Man føler, at dette er et yderligtgående standpunkt og ikke kan retfærdiggøres af kendsgerningerne. Det er sandt, at Peter og Johannes var agrammatoi kai idiotai (ApG 4,13), og ikke mænd fra skolerne, men dette var bestemt ikke tilfældet med Lukas og Paulus, som var mænd med litterær dannelse i den sandeste betydning. Lukas og Paulus var ikke attikister, men dette kunstige idiom repræsenterede ikke den bedste type dannelse. Deissmann indrømmer, at Det Nye Testamente er blevet litteratur, men uden for Hebr nægter han enhver litterær kvalitet i dets tilblivelse. Paulus skrev for eksempel kun »breve«, ikke »epistler«. Men Romerbrevet og Efeserbrevet står over for os. Se Milligan, Greek Papyri, xxxi, for en protest mod Deissmanns vidtgående udsagn på dette punkt. Man behøver ikke gå til Blass’ yderlighed, »Die rhythmische Komposition des Hebr. Brides,« Theol. Studien und Kritik, 1902, 420-61; Die Rythmen der asiatischen und romischen Kunstprosa, 1905, for i Hebræerbrevet og Paulus’ skrifter at finde eksempler på asianisternes kunstige regler. Der er utvivlsomt rytme i Paulus’ veltalende passager (jf. 1 Kor 13; 15), men det er den naturlige poetiske kvalitet hos en sjæl, der brænder af høje lidenskaber, ikke overensstemmelse med retorikkens regler. At nægte Lukas og Paulus litterær kvalitet er at give ordet »litterær« en snæver betydning og at være offer for en teori. Kristendommen gjorde virkelig brug af den folkelige koine, det vidunderlige verdenssprog, der så forsynligt var lige ved hånden. Men den personlige faktor gjorde sig gældende her som altid. Dannede mennesker adskiller sig i deres samtale fra ulærde mennesker og nærmer sig mere den litterære stil. Det er netop hos Lukas, Paulus og Hebræerbrevets forfatter, at vi opdager den litterære smag hos dygtige og dannede mænd, skønt fri for kunstlethed og pedanteri. Hebræerbrevets veltalenhed er lidenskabens, ikke asianismens kunst. Ja, evangelierne viser alle litterær kunnen i brugen af materiale og i sprogets skønhed. Johannesevangeliet har den sjældne ophøjethed og værdighed, som kendetegner den højeste type sind. Der er ingen attikistisk tendens i Det Nye Testamente som hos Josefus, Ant. Der er ingen poseren for samtiden eller for eftertiden. Det er livets sprog, i hovedsagen folkesproget, men til tider hæver det sig ved lidenskabens egen kraft til høje plateauer af følelse og forestillingsevne og poetisk ynde fra penne ført af mænd med virkelig evne, og i nogle tilfælde med høj dannelse.

III. Den semitiske indflydelse.

Det er ikke længere muligt at forklare enhver afvigelse i Det Nye Testamente fra klassisk attisk med betegnelsen hebraisme. Den nemme løsning er forsvundet. Sandt at sige er der, når den folkelige koines sande karakter forstås, ikke særlig meget tilbage at forklare. Det nytestamentlige græsk er som regel blot normal koine. Milligan (Greek Papyri, xxx) indrømmer fra Moultons side "en overtilbøjelighed til at minimere" "tilstedeværelsen af utvivlsomme hebraismer, både i sprog og grammatik." Det er sandt og skyldes hans stærke reaktion mod den gamle teori om så mange hebraismer. Semitismerne (hebraismer og aramaismer) er meget naturlige følger af, at den folkelige koine blev brugt af jøder, som læste den hebraiske Bibel og Septuaginta-oversættelsen, og som også talte aramaisk som deres modersmål. Septuaginta har, som oversættelse til græsk direkte fra hebraisk (eller aramaisk), et langt større antal af disse semitismer. Se Swete, An Introduction to the Old Testament in Greek (1900), for de fremtrædende kendsgerninger. Thackeray viser i sin Grammar of the Old Testament in Greek (1909) "koinen--grundlaget for Septuagintas græsk" i afsnit 3 og drøfter i afsnit 4 "det semitiske element i Septuagintas græsk." Sagen varierer i forskellige dele af Septuaginta, men i alle dele går den semitiske indflydelse langt ud over, hvad den er i Det Nye Testamente. I Det Nye Testamente har vi fri komposition på græsk, undtagen i visse afsnit af evangelierne og ApG, hvor aramaiske originaler (mundtlige eller skriftlige) ligger bag den græske tekst. Sådan især Luk 1, Jesu ord i Luk 2 og Apostlenes Gerningers indledende kapitler. Se Dalman, Words of Jesus (1902), og J.T. Marshall, "The Aramaic Gospel," The Expositor, Ser. IV bind II-VIII; se også ARAMAIC ovenfor. Der findes i nogen grad oversættelsesgræsk, som i Septuaginta. Citaterne fra Det Gamle Testamente er enten fra den hebraiske original eller, som oftest, fra Septuaginta. I begge tilfælde har vi igen oversættelsesgræsk. Disse to klasser dækker de mere åbenlyse semitismer, hvis vi tilføjer hebraiske navne (personer og steder) og andre translitterationer som abbadon, allelouia. Septuagintas græsk giver naturligvis ikke et sandt billede af det græsk, der blev talt af jøderne i Alexandria eller i Israels land. Men den stadige læsning af Septuaginta måtte nødvendigvis sætte sit præg på folkets stil (sammenlign King James Version og det engelske sprog). Overraskelsen er faktisk ikke antallet af semitismer, men, alt taget i betragtning, hvor få de er. Lukas, netop fordi han var hedning og derfor lagde mærke til hebraismerne i Septuaginta, viser snarere flere af dem end de andre nytestamentlige forfattere: sammenlign prosetheto triton pempsai (Luk 20,12). Nogle af de stiltræk, der er så almindelige i Septuaginta, finder lejlighedsvis paralleller i papyrerne eller indskrifterne, som blepon blepo, chara chairo, ov .... hon .... auton. Andre er mere åbenlyst efterligninger af den hebraiske stil, som i areskein enopion tinos, snarere end areskein tini. Men der er en vis værdighed og ophøjethed i stilen, som er så karakteristisk for det hebraiske Gamle Testamente, og som genoptræder i Det Nye Testamente. Den hyppige brug af kai i dele af Det Nye Testamente minder én om Septuaginta og det hebraiske waw ("w"). Desuden findes der i Det Nye Testamente en ubestemmelig tone, som findes i Det Gamle Testamente. Swete (Apocalypse of John, cxx) beklager tendensen til utilbørligt at nedvurdere tilstedeværelsen af hebraismer i Det Nye Testamente. Pendulsvinget kan være kommet for langt væk fra sandheden. Det vil finde ligevægten, men vi vil aldrig igen kunne fylde vore grammatikker og kommentarer med forklaringer på så mange særegne hebraismer i Det Nye Testamente. I det store og hele er det græske Nye Testamente standard folkelig koine.

IV. De nytestamentlige forfatteres individuelle særtræk.

Der er ikke plads til en udførlig drøftelse af dette emne. Selve kendsgerningen kræver betoning, for der er stor spændvidde i stil mellem Markusevangeliet og Hebræerbrevet, Første Petersbrev og Romerbrevet, Lukasevangeliet og Åbenbaringen. Der findes ingen attikister i Det Nye Testamente (sammenlign 4 Makk i Septuaginta og Jos), men der er de mindre litterære skrifter (Matthæus, Markus, de johannæiske bøger, de øvrige katolske breve) og de mere litterære skrifter (Lukas' skrifter, Paulus' breve og Hebræerbrevet). Men selv da kan der ikke trækkes nogen skarp og fast linje. Moulton, Cambridge Biblical Essays, 484, mener, at Andet Petersbrev ligner de attikistiske skrifter mere, "skønt attikisterne ganske sikkert ville have foragtet at vedkende sig en bog så fuld af `solecismer.'" Moulton antager, at Andet Petersbrev er pseudepigrafisk, og tillægger ikke den tanke vægt, at det grove "Babu"-græsk, for at bruge Abbotts udtryk, kan være Peters egen ukorrigerede stil (sammenlign ApG 4,13), mens Første Petersbrev kan have den udglattende virkning af Silvanus' hånd (sammenlign 1 Pet 5,12). En lignende forklaring er mulig med hensyn til Åbenbaringens grammatiske fejltrin, eftersom Johannes også kaldes agrammatos i ApG 4,13, mens Johannesevangeliet kan have fået en revision af de ældste i Efesos (sammenlign Joh 21,24). Men hvad forklaringen end er, er der ingen tvivl om de store stilistiske afvigelser mellem forskellige bøger og grupper af bøger i Det Nye Testamentes liste. De lukanske, johannæiske, petrinske og paulinske grupper står hver for sig, men med sprækker inden for hver gruppe. Harnack (Luke the Physician, 1907; The Sayings of Jesus, 1908; The Ac of the Apostles, 1909; The Date of the Ac of the Apostles, 1911) har accepteret og styrket den påstand hos Hawkins (Horae Synopticae, 2. udgave, 1909) og Hobart (Medical Language of Luke, 1882), at de medicinske udtryk i Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger viser, at bøgerne blev skrevet af den samme forfatter, og at denne var læge, altså Lukas. Forskellighederne i stil hist og her skyldes hovedsagelig de informationskilder, der er benyttet. Selv i de paulinske bøger, som udgør en så velafgrænset samling, forekommer slående forskelle i sprog og stil. Men disse breve spænder over en periode på omkring 15 år med intens virksomhed og åndelig og intellektuel udvikling, og de behandler en stor mangfoldighed af emner. De afspejler med rette de skiftende faser i Paulus' forkyndelse af Kristi kors på forskellige steder og under skiftende omstændigheder og i mødet med stadig nye problemer. Shakespeares skuespil giver en nyttig parallel. Selv i Paulus' alderdom, i Pastoralbrevene, indrømmes Paulus' ånds præg af dem, som kun anerkender paulinske fragmenter; sammenlign J. Weiss, Beitrage zur Paulinschen Rhetorik (1897). Stilen er ganske vist manden, men stilen er også bestemt af emnet, og stilen varierer med forskellige perioder i et menneskes liv. E.A. Abbott har givet en fortrinlig drøftelse af det johannæiske ordforråd (1905) og af den johannæiske grammatik (1906), men særlige grammatikker for hver forfatter kan næppe forventes eller ønskes. Men Nageli har påbegyndt et studium af Paulus' ordforråd i sin Wortschatz des Apostels Paulus (1905). Matthæusevangeliet viser meget lidt af den hebraisme, som man ville forvente ud fra bogens overordnede formål og tone. Det er naturligvis muligt, at den formodede original var på aramæisk, eller, hvis den var på græsk, af en mere hebraistisk type. Om den nuværende græske Matthæustekst gjorde brug af Markusevangeliet og en samling Logia (Q), ved vi ikke. Markusevangeliet er ganske vist skrevet på dagligdags koine med kun få vidnesbyrd om skolernes dannelse. Markus er en trofast referent og udfører sit arbejde med sjælden enkelhed og livfuldhed. Han åbenbarer tydeligt den aramæiske baggrund for Kristi undervisning. Jakobs og Judas' skrifter viser ikke, at der kun blev talt græsk i hjemmet i Nazaret, eller at de kun brugte aramæisk. Disse to breve er tydeligvis frie kompositioner på græsk med meget af den friskhed i billedsproget, som er så åbenbar i Jesu egne lignelser. Denne korte skitse yder ikke rigdommen og mangfoldigheden i sproget i Det Nye Testamentes bøger retfærdighed.

V. Den "koine", som Jesus talte.

Se ARAMÆISK SPROG for beviset på, at Jesus talte dette sprog som det folkelige sprog blandt folk i landet. Men Kristus talte også koine, så Det Nye Testamente er ikke et idiom, som var ukendt for Mesteren. Gwilliam (1-vol HDB, "Language of Christ") benægter stadig, at Jesus talte græsk, mens Roberts går til den anden yderlighed i sin bog Greek the Language of Christ and His Apostles (1888). Omvendt anser Julicher det igen for umuligt at antage, at Jesus brugte græsk (art. "Hellenism" i EB). J. E. H. Thomson, "The Language of Palestine during the Time of our Lord" (Temple, Bible Dictionary), argumenterer overbevisende for, at Israels land var tosproget, og at Jesus kendte og talte græsk såvel som aramæisk. Peter talte åbenbart på græsk på pinsedagen og blev forstået af alle. Paulus blev forstået i Jerusalem, da han talte på græsk (ApG 21,37). Jesus underviste i Dekapolis, et græsk område, i egnen ved Tyrus og Sidon (igen græsk). Selve Galilæa var i vid udstrækning beboet af hedninger, som talte græsk. Ved tiden for Bjergprædikenen læser vi, at der var folk til stede fra Dekapolis og Peræa, foruden den blandede skare fra Galilæa, Judæa og Jerusalem (Matt 4,25; Luk 6,17). Thomson beviser også, at i Matthæusevangeliet er citatet fra Det Gamle Testamente i Jesu ord hentet fra Septuaginta, mens Matthæus' egne citater er fra hebraisk. Sagen synes klar. Det er ikke altid muligt at sige, hvornår Jesus talte græsk, og hvornår han talte aramæisk. Det ville afhænge af tilhørerne. Men det er praktisk talt sikkert, at Kristus selv kendte og efter ønske talte den folkelige koine og således havde dette sproglige bånd til den store verden i den tidsalder og til dem, der elsker det græske Testamente i dag.

LITTERATUR.

Litteraturen om dette emne er meget omfattende. De vigtigste bind er blevet nævnt i drøftelsen ovenfor.

A.T. Robertson