Sangen om de tre unge mænd

|| 1. Navn

2. Kanonicitet

3. Indhold

4. Forfatter og datering

5. Originalsprog

6. Tekst og versioner

LITTERATUR

For almindelige bemærkninger om tilføjelserne til Daniel, se BEL AND THE DRAGON.

1. Navn:

Denne tilføjelse har ingen særskilt titel i noget håndskrift eller nogen version, fordi den i Septuaginta, Theod, syrisk og latin (gammellatin og Vulgata) følger umiddelbart efter Dan 3,23 og udgør en integreret del af dette kapitel, nemlig Sangen om de tre unge mænd (Azarja) 1,24-90 i Septuaginta og Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.). Den er den eneste af de tre tilføjelser, som har en organisk forbindelse med Daniel; om de andre, se de indledende bemærkninger til BEL AND THE DRAGON. Titlen i engelske bibelversioner er "Sangen om de tre hellige unge mænd", en titel der beskriver dens indhold, sådan som det tidligere blev forstået, skønt en strengere analyse viser, at vi i de 68 vers, der betegnes sådan, i virkeligheden har to særskilte afsnit. Se 3 nedenfor.

2. Kanonicitet:

Se de indledende bemærkninger til BEL AND THE DRAGON. Den rækkefølge, hvori de tre "Tilføjelser til Daniel" findes i de (særskilte protestantiske) apokryfer, bestemmes af deres rækkefølge i Vulgata, idet Sangen om de tre unge mænd udgør en del af kapitel 3, Susanna af kapitel 13 og Bel og dragen af kapitel 14 i Daniel.

3. Indhold:

Skønt de engelske og andre protestantiske versioner behandler de 68 vers som ét stykke under det ovenfor angivne navn, er der i virkeligheden tale om to helt forskellige kompositioner. De optræder særskilt i samlingen af oder, der er føjet til Psalteren i Cod. A, under overskrifterne "Azarjas bøn" (Proseuche Azariou, Azarja, Dan 1,6 f) og "Vore fædres hymne" (Humnos ton pateron hemon); se Swete, The Old Testament in Greek, 3804 ff, og Introduction to the Old Testament in Greek, 253 f. Luther gør med sin sædvanlige selvstændighed hver af disse til en særskilt bog under titlerne "Azarjas bøn" (Das Gebet Asarjas) og "Sangen om de tre mænd i ilden" (Der Gesang der drei Manner im Feuerofen).

(1) Azarjas bøn (Sangen om de tre unge mænd (Azarja) 1,1-22) (Daniel 3,24-48).

Azarja er det hebraiske navn for Abed-Nego (= Abednebo, "Nebos tjener"), idet det sidste er det babyloniske navn (se Dan 1,7; Dan 2,49 osv.). Denne bøn knytter sig til Dan 3,23, hvor det siges, at "Shadrak, Meshak og Abed-Nego (Azarja) faldt bundne ned midt i den brændende ildovn." [?] (Theodotions version; se "Tekst og versioner" nedenfor) tilføjer: "Og de vandrede (syr tilføjer "i deres lænker") midt i ilden, mens de lovpriste Gud og velsignede Herren." Denne tilføjelse danner et passende forbindelsesled, og den er blevet optaget af Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) og i moderne versioner, som er lavet ud fra [?] og ikke ud fra Septuaginta, som var gået tabt i mange århundreder (se BEL AND THE DRAGON, III). I Septuaginta er ordene, hvormed bønnen blev indledt, disse: "Således bad derfor Hananias, og Azarja og Misael, og de sang lovsange (hymner) til Herren, da kongen befalede, at de skulle kastes i ovnen." Bønnen (fremsat af Azarja) åbner med tilbedelsesord, efterfulgt af en erkendelse af, at nationens lidelser i Babylon var fuldt fortjente, og en inderlig bøn om, at Gud ville gribe ind til fordel for sit landsforviste og plagede folk. At denne bøn ikke blev komponeret til den anledning, den er forbundet med, siger sig selv. Ingen i en brændende ovn kunne bede, som Azarja gør. Der er ingen klager eller suk, og ingen bøn om hjælp eller udfrielse af personlig art. Den udfrielse, der søges, er national.

(2) Sangen om de tre hellige unge mænd (Sangen om de tre unge mænd (Azarja) 1,28-68) (Dan 3,51-90).

Denne indledes af en kort forbindende fortælling (Sangen om de tre unge mænd (Azarja) 1,23-27). Kongens tjenere fortsatte med at ophede ovnen, men en engel kom ned og afskærmede en indre zone i ovnen, som ingen flammer kunne trænge ind i; dér fandt de tre sikkerhed. Rothstein (Kautzsch, Die Apok., 175) er tilbøjelig til at mene, at dette fortællende afsnit (Sangen om de tre unge mænd (Azarja) 1,23-27) stod mellem Dan 3,23 og 3,24 i den oprindelige hebraiske tekst. "Sangen" er i virkeligheden en salme, sandsynligvis en oversættelse af en hebraisk original. Den har intet at gøre med hændelsen--de tre unge mænd i ovnen--undtagen i Sangen om de tre unge mænd (Azarja) 1,66 (EV), hvor de tre martyrer opfordrer sig selv ved navn til at prise og velsigne Herren, fordi han udfriede dem fra ovnens midte. Dette vers er en interpolation, for resten af Sangen er en lang litani, der minder om Sl 103 og især Salmerne 136; 148, og Sirak 43. Sangen har faktisk intet at gøre med de tre unge mænds lidelser, men er en almindelig lovsang. Den er velkendt, fordi den udgør en del af den anglikanske bønnebog, ligesom den havde udgjort en del af mange tidlige kristne liturgier.

4. Forfatter og datering:

(1) Forfatter.

Vi ved overhovedet intet om forfatteren ud over det, der kan udledes af denne tilføjelse. Det er helt tydeligt, at ingen af de tre tilføjelser hører til Daniels oprindelige tekst, og at de blev tilføjet, fordi de indeholdt legender, der stemte med ånden i denne bog, samt en sang, som i ringe grad (Sangen om de tre unge mænd (Azarja) 1,66 English Version of the Bible) var tilpasset situationen med de tre hebraiske unge mænd i ovnen, skønt den selv havde en uafhængig liturgisk oprindelse.

I lang tid må de tre tilføjelser have cirkuleret uafhængigt. Polychronius siger, at "De tre hellige børns sang" endnu i det 5. århundrede e.Kr. manglede i Daniel-teksten, både i Peshitta og i Septuaginta i egentlig forstand. Rothstein (Kautzsch, Die Apok., 176) hævder, at tilføjelserne var en del af Septuaginta fra begyndelsen, hvoraf han slutter, at de alle blev forfattet, før Septuaginta blev til. Hvad var dateringen af denne version af Daniel? Da brugen af den synes forudsat i 1 Makk 1,54 (jf. Dan 11,31; Dan 12,11), vil det være sikkert at slutte, at den fandtes omkring 100 f.Kr.

(2) Dateringen af Azarias' bøn.

I De tre børns sang (Azarias) 1,15 (English Versions of the Bible) siges det, at der på det tidspunkt, da bønnen blev fremsat, ikke var nogen fyrste, profet eller leder, og heller intet offer af nogen art. Dette kan pege på tiden mellem 168 og 165 f.Kr., da Antiochus IV (Epifanes) vanhelligede templet. Hvis den blev skrevet i dette tidsrum, må den være blevet føjet til Daniel på et langt senere tidspunkt. Men ved mere end én lejlighed i senere tider blev tempeltjenesterne indstillet, som f.eks. under den egyptiske konge Ptolemaios IV's (Filopator) invasion af Jerusalem.

(3) Dateringen af sangen.

Vi finder henvisninger i Sangen (De tre børns sang (Azarias) 1,62 f English Versions of the Bible) til præster og tempeltjenere, og i De tre børns sang (Azarias) 1,31 til selve templet, hvilket antyder, at tempeltjenesterne blev udført, da Sangen blev skrevet. Dette ville i sig selv passe med en tid kort efter templets renselse, omkring 164 f.Kr. Men Sangens udtryk er, undtagen i vers 66 (English Versions of the Bible), så generelle, at det er umuligt at fastsætte dateringen bestemt. Om dateringen af den historiske forbindende fortælling (De tre børns sang (Azarias) 1,23-27), se 3, (2), ovenfor.

5. Originalsprog:

(1) Romersk-katolske lærde i almindelighed og flere protestanter (Eichhorn, Einleit., in das Altes Testament, IV, 24 f; Einleit. in die apok. Schriften, 419; Vatke; Delitzsch, De Habacuci, 50; Zockler, Bissell, Ball, Rothstein osv.) mener, at originalsproget var hebraisk. Bevismaterialet, som er svagt, er følgende: (a) Stilen er hebraistisk hele vejen igennem (ikke mere end i skrifter, som man ved er blevet forfattet på alexandrinsk græsk; idiomet kataischunesthai + apo = bosh min (De tre børns sang (Azarias) 1,44 English Versions of the Bible; Septuaginta 1,44), "at skamme sig over," forekommer i dele af Septuaginta, som bestemt ikke er oversættelser). (b) De tre hebraiske martyrer bærer hebraiske navne (De tre børns sang (Azarias) 1,66 English Versions). Dette viser kun, at fortællingen er af hebraisk oprindelse. (2) De fleste moderne ikke-romersk-katolske lærde mener, at Sangens (og Bønnens) originalsprog var græsk. Således Keil, Fritzsche, De Wette, Schurer, Konig, Cornill, Strack osv.

Nogle grunde:

(1) Hebraismerne er forholdsvis få, og dem, der findes, kan der findes paralleller til i andre skrifter, som er forfattet på hellenistisk græsk

(2) Det kan bevises, at Theodotion i Daniel og også i Bel og dragen (se Introduction to Bel i Oxford Apocrypha, udgave R.H. Charles) retter Septuaginta efter hebraisk (tabt i Bels tilfælde); men i De tre retter Theodotion efter græsk idiom eller grammatik. Det må dog indrømmes, at bevismaterialet ikke er særlig afgørende i nogen af retningerne.

6. Tekst og versioner:

Hvad angår teksten og de forskellige versioner af Sangen, se hvad der siges i artiklen BEL AND THE DRAGON. Det er vigtigt at bemærke, at oversættelserne i English Versions of the Bible er foretaget fra Theodotions græske version, som forekommer i gamle versioner af Septuaginta (A B V Q dc) i stedet for den egentlige Septuaginta (Cod. 87).

LITTERATUR.

Se artiklen BEL AND THE DRAGON; Marshall (Hastings Dictionary of the Bible, IV, 754); W. H. Bennett (Oxford Apocrypha, udgave R.H. Charles, 625 ff).

T. Witton Davies