Forvalter

stu'-erd ('ish `al bayith (1 Mos 43,16; 1 Mos 43,19; 1 Mos 44,1; 1 Kong 16,9), ha-meltsar (Dan 1,11), ha-cokhen (Es 22,15)):

1. Brug i Det Gamle Testamente:

I King James Version findes ordet "steward" i 1 Mos 15,2; 1 Krøn 28,1, ud over de ovennævnte steder. American Standard Revised Version gengiver 1 Mos 15,2 med "possessor" og 1 Krøn 28,1 med "rulers."

Udtrykket ben-mesheq i 1 Mos 15,2 gengives bedst som "erhvervelsens søn," altså "arving." Men dette er omstridt. Skinner i ICC om Første Mosebog betragter teksten som håbløst fordærvet og giver ingen løsning på vanskeligheden. I de andre passager oversættes udtrykket 'ish `al bayith bekvemt med "forvalter," selv om det bogstaveligt betyder "mand over huset." Ordet ha-meltsar i Dan 1,11 oversættes i King James Version som et egennavn. Det er bestemt en fejl. Randnoten har "forvalteren," og dette følges i Revised Version (British and American). En bedre gengivelse ville måske være "tilsynsmand," eftersom denne mand synes at have haft opsynet med de unge mænds oplæring og kost, indtil de var egnede til at træde i kongens tjeneste. Han var således snarere en forvalter over personer end over ejendom (se MELZAR). I Es 22,15 beskrives Shebna i teksten som "skatmester," men i randnoten som "forvalter," og han synes at forene de tanker, der ligger i både ordene "skatmester" og "forvalter." Shebna var således en af de højeste embedsmænd, med ansvar for byens midler og for at administrere dem til byens gavn.

Selv om ordet for "forvalter" kun forekommer én gang i den betydning, er ideen velkendt i Det Gamle Testamente. Eliezer fra Damaskus var Abrahams slave og betroede forvalter. Han synes at have haft opsyn med alle hans anliggender og blev betroet den vigtige opgave at skaffe en hustru til Isak. Han havde tilsyneladende ansvar for sin herres familie såvel som for hans ejendom. Om Isak havde en sådan forvalter eller ej, siges ingen steder, men det er praktisk talt sikkert, at han havde det. Jakob synes en tid at have været Labans forvalter, da han tilsyneladende havde fuldt ansvar for sin herres får og kvæg. Josef var i praksis Potifars forvalter, og da han blev faraos førsteminister, havde han selv en forvalter over sit eget hus (1 Mos 39,4; 1 Mos 39,5; 1 Mos 44,1; 1 Mos 44,4). Kong Ela havde i sin korte regeringstid på to år en forvalter med ansvar for sin husholdning (1 Kong 16,9). Det samme gjaldt uden tvivl alle kongerne, og man kan trygt slutte, at enhver anset eller tilstrækkeligt velhavende husholdning havde en forvalter med ansvar. Denne embedsmands funktioner synes undertiden at have omfattet omsorg for børnene eller de mindreårige såvel som for ejendommen. Nogle gange var han en slave, andre gange en frigiven.

2. I Det Nye Testamente:

epitropos, oikonomos. Disse to termer betegner lignende stillinger. Den nøjagtige forskel kan ikke klart defineres, da de undertiden næsten er synonyme. De to findes sammen i Gal 4,2. Nogle forskere siger, at de bruges synonymt, andre at det første ord er en mere generel term, der indbefatter det sidstnævnte. Lightfoot og Ellicott mener, at det førstnævnte snarere henviser til værgemål over personer, barnets juridiske repræsentant, mens det sidstnævnte ord henviser til den øverste tjener, der er udpeget til at administrere husholdningen eller ejendommen (sammenlign 2 Makk 11,1; 13,2). Der ville dog ikke være nogen så skarp grænse mellem deres respektive pligter; disse kunne variere fra herre til herre eller kunne være samlet i én person.

(1) I evangelierne.

Ideen synes at have været helt velkendt for mennesker på Kristi tid. Enhver anset husholdning synes at have haft en forvalter med ansvar. Herodes' forvalter hed Kuza, og hans hustru, Johanna, fulgte og tjente Jesus (Luk 8,3). Ordet epitropos, som bruges her, anses af nogle forskere for at indebære, at han havde ansvar for opdragelsen af Herodes' børn. Det er meget sandsynligt, men ikke sikkert. I lignelsen om arbejderne i vingården er det forvalteren, der betaler arbejderne ved dagens slutning (Matt 20,8). Lignelsen om den uretfærdige forvalter illustrerer bedst praksissen. Denne forvalter var en fri mand, havde fuldt ansvar for sin herres anliggender og kunne udnytte dem til sin egen fordel, hvis han ville; han stod fuldt ud til ansvar over for sin herre og måtte aflægge regnskab, når han blev bedt om det. Hvis han var utro, blev han som regel straks afskediget (Luk 16,1-13). Lignelserne om minerne eller pundene (Luk 19,12-27), talenterne (Matt 25,14-30) og de onde vinbønder (Matt 21,33-46) lærer lignende sandheder. I sin advarsel til sine disciple synes Jesus at antyde, at de skulle handle som forvaltere i hans fravær (Luk 12,42). Ifølge denne passage var en forvalters opgave at administrere alle sin herres anliggender, tage sig af indtægter og udgifter og uddele til hver enkelt i husholdningen, hvad der tilkom ham. Disciplene blev således efterladt med ansvar for hans evangelium og skulle bruge denne gave bedst muligt til gavn for andre indtil hans genkomst. I Joh 2,8 angives termen "ruler" i randnoten som "steward." Den, der her henvises til, var egentlig festens leder snarere end forvalter, skønt han i en vis forstand havde ansvar for at lede den. Mange forvaltere var uden tvivl slaver, som det antydes i Matt 24,45, mens andre var frigivne (Luk 16,1-21).

(2) I brevene.

Anvendelsen af dette udtryk er i høj grad begrænset til evangeliets tjeneste. Paulus og hans medarbejdere betragtede sig selv som forvaltere af Guds hemmeligheder (1 Kor 4,1; 1 Kor 4,2). Tanken er, at han omhyggeligt skal tage vare på det, der blev betroet ham, og give det videre til andre trofast og efter sin herre Jesu Kristi anvisning. En biskop eller tilsynsmand skal være som Guds forvalter (Tit 1,7). Peter betragtede sig selv og alle andre kristne som "forvaltere af Guds mangfoldige nåde" (1 Pet 4,10). Hvor udbredt skikken var med at have formyndere og forvaltere over børn, mens de var mindreårige, ses i Gal 4,2. Forskellen i betydning mellem de to ord, der bruges her, er angivet ovenfor. I Romerne 16,23 kaldes Erastus byens oikonomos. Dette oversættes bedst med "kasserer". Erastus var således et indflydelsesrigt medlem af menigheden i Korinth og tydeligvis en trofast kristen.

James Josiah Reeve