Død

Kan ganske enkelt defineres som livets ophør. Den fremstilles under en række forskellige aspekter i Skriften:

“Støvet skal vende tilbage til jorden, som det var” (Præd 12,7).

“Du tager deres ånde bort, de dør” (Sl 104,29).

Den er opløsningen af “vores jordiske hus, dette telt” (2 Kor 5,1); det at “aflægge dette telt” (2 Pet. 1,13.14).

At være “afklædt” (2 Kor 5,3, 4).

“At falde i søvn” (Sl 76,5; Jer 51,39; ApG 13,36; 2 Pet. 3,9.

“Jeg går bort, hvorfra jeg ikke skal vende tilbage” (Job 10,21); “Lad mig kende min ende” (Sl 39,4); “at bryde op” (Fil 1,23).

Graven fremstilles som “dødens porte” (Job 38,17; Sl 9,13; 107,18). Gravens dystre tavshed omtales billedligt som “dødens skygge” (Jer 2,6).

Døden er syndens virkning (Hebr 2,14) og ikke en “naturens gæld.” Den sker kun én gang (9,27), er universel (1 Mos 3,19) og nødvendig (Luk 2,28-30). Jesus har ved sin egen død taget dens brod bort for alle sine efterfølgere (1 Kor 15,55-57).

Der findes en åndelig død i overtrædelser og synder, dvs. sjælens død under syndens magt (Rom 8,6; Ef 2,1, 3; Kol 2,13).

Den “anden død” (Åb 2,11) er de ugudeliges evige fortabelse (Åb 21,8), og den kaldes “anden” i forhold til den naturlige eller timelige død.

KRISTI DØD er den frembringende årsag, indirekte, til alle de velsignelser, mennesker nyder på jorden. Men især er den den frembringende årsag til hele hans folks faktiske frelse, sammen med alle de midler, der fører dertil. Den gør ikke blot deres frelse mulig, men sikker (Matt 18,11; Rom 5,10; 2 Kor 5,21; Gal 1,4; 3,13; Ef 1,7; 2,16; Rom 8,32-35).