Død

død (muth; nekros): Bruges i flere betydninger:

(1) som substantiv, betegnende kroppen uden liv, som når Abraham taler om at begrave sine døde (1 Mos 23);

(2) som kollektivt navn for alle dem, der er gået bort fra livet (som Åb 20,12). I flere steder bruges død i denne betydning i modsætning til de levende (som 4 Mos 16,48). Denne kollektive udtryksform bruges når opstandelse beskrives som "opstå fra de døde";

(3) som adjektiv, forbundet med krop, kadaver eller menneske, som 5 Mos 14,8 KJV;

(4) oftest bruges det som prædikativ til verbet "at være", henvendende sig til tilstanden at være død eller dødsperioden, f.eks. 2 Sam 12,19; Mark 5,35;

(5) i betydningen at være udsat for døden forekommer det i 1 Mos 20,3; 2 Mos 12,33; 2 Sam 16,9;

(6) som intensivt adjektiv bruges det i udtrykket "død søvn", for at betyde dyb søvn der ligner død (Sl 76,6);

(7) billedligt bruges "død" til at udtrykke tilstanden hos dem der ikke kan nå troens liv. De er døde i overtrædelser, som i Ef 2,1, eller omvendt, de som gennem genfødelsen er befriet fra synd, siges at være døde for Loven (som Kol 2,20, osv.). En tro som ikke viser sit liv i kristendommens praktiske dyder, kaldes død (Jak 2,17);

(8) i Rom 4,19; Hebr 11,12 betyder "død" den alderdommelighed hvor kraft og styrke er gået tabt.

Stederne i Job 26,5, hvor KJV synes at betyde "døde ting" = ting der aldrig havde liv, oversættes mere nøjagtigt i RV (britisk og amerikansk udgave) som "de afdøde", dvs. de dødes skygger.

Der er få henvisninger til de fysiske forhold ved dødens øjeblik. Debora har en poetisk beretning om Siseras død (Dom 5,24), og i Præd 12, hvor svækkelsen af legemets evner i alderdommen kulminerer i død, sammenlignes det billedligt med lampen der knækker og slukker flammen ("guldet" bliver sikkert brugt om "olien", som det gøres i Zak 4,12), og løsningen af sølvkæden (chebhel) hvormed lampen er ophængt i araberens telt.

De dødes lig gjorde dem urent som rørte det (3 Mos 11,31) og derfor skete begravelsen hurtigt, som i tilfældet med Lazarus (Joh 11,17-39) og Ananias og Saffira (ApG 5,6-10). Denne skik følges stadig af fellaherne.

De dødes ubrugelighed er emne for ordsprog (Præd 9,4) og udtrykket "døde hund" bruges som et foragtligt skældsord om en helt værdiløs person (1 Sam 24,14; 2 Sam 9,8; 2 Sam 16,9).

Alex. Macalister

(maweth; thanatos):

FYSIOLOGISK OG OVERFØRT BETYDNING

Ordet "Død" bruges i betydningen

(1) dødsprocessen (1 Mos 21,16);

(2) tiden efter dødsfald (1 Mos 27,7);

(3) som mulig synonym for gift (2 Kong 4,40);

(4) som beskrivelse af person i fare for at gå under (Dom 15,18; "i døden ofte" 2 Kor 11,23). I denne betydning er dødens skygge et velkendt udtryk i Job, Psalmerne og Profeterne;

(5) døden personificeres i 1 Kor 15,55 og Åb 20,14. Befrielse fra denne katastrofe kaldes "udgangene fra døden" (Sl 68,20 KJV; oversat "undslippelse" i RV). Rettergangsdom, "at dømme til død", omtales 39 gange i Den Levitiske Lov.

Overført: Død er tabet af åndelig liv som i Rom 8,6; og den endelige tilstand for de gjenfødte kaldes "anden død" i Åb 20,14.

Alex. Macalister

TEOLOGISK SYNSPUNKT

1. Forestillingen om Synd og Død:

Ifølge 1 Mos 2,17 gav Gud mennesket, skabt i hans billede, budet om ikke at spise af kundskapens træ, både godt og ondt, og tilføjede advarslen: "den dag du spiser deraf, skal du visselig dø." Selv om ikke udelukkende, gøres der her først og fremmest henvisning til legemlig død. Men da døden på ingen måde kom over Adam og Eva på dagen for deres overtrædelse, men fandt sted hundredvis af år senere, må udtrykket "den dag" forstås i en bredere betydning, eller dødens forsinkelse må tillægges nådens indtog (1 Mos 3,15).

Uanset hvad, 1 Mos 2,17 etablerer en tæt forbindelse mellem menneskets død og dets overtrædelse af Guds bud, og tillægger derved døden religiøs og etisk betydning, og gør på den anden side menneskets liv afhængigt af dets lydighed over for Gud. Denne religiøs-etiske karakter af liv og død er ikke blot klart og tydeligt udtrykt i 1 Mos 2, men den er grundtanken i hele Skriften og danner et væsentligt element i frelsesopenbaringerne. De teologer fra tidligere og nyere tider, som har benægtet dødens åndelige betydning og har adskilt forbindelsen mellem etisk og fysisk liv, stræber sædvanligvis efter at føre deres meninger tilbage til Skriften; og de stedord, som utvivlsomt ser døden som en straf for synd (1 Mos 2,17; Joh 8,44; Rom 5,12; Rom 6,23; 1 Kor 15,21), tager de som enkelte meninger, som ikke udgør nogen del af frelsesopenbaringens organisme. Men denne bestræbelse lukker ude openbaringens organiske karakter. Det er sandt, at død i Det Hellige Skrift ofte måles efter menneskenaturens svaghed og skørhed (1 Mos 3,19; Job 14,1; Job 14,12; Sl 39,5; Sl 39,6; Sl 90,5; Sl 103,14; Sl 103,15; Præd 3,20 osv.).

Døden forbindes sjældent med det første menneskes overtrædelse enten i Det Gamle eller Det Nye Testamente, eller nævnes som en specificeret straf for synd (Joh 8,44; Rom 5,12; Rom 6,23; 1 Kor 15,21; Jak 1,15); for det meste skildres den som noget naturligt (1 Mos 5,5; 1 Mos 9,29; 1 Mos 15,15; 1 Mos 25,8 osv.), hvor et langt liv stilles som en velsignelse i modsætning til død i mannadomens dage som en katastrofe og en dom (Sl 102,23; Es 65,20)). Men alt dette er ikke i strid med tanken om, at døden er en følge af og straf for synd. Dagligt udtaler enhver, som er enig med Skriften om, at døden holdes for som en straf for synd, sig på samme måde. Døden er, selvom den kom ind i verden gennem synd, samtidig en følge af menneskets fysiske og skrøbelige eksistens nu; den kunne derfor true mennesket som en straf, fordi han blev taget af jorden og blev gjort til en levende sjæl, af jorden jordisk (1 Mos 2,7; 1 Kor 15,45; 1 Kor 15,47).

Hvis han var blevet lydig, ville han ikke være vendt tilbage til støv (1 Mos 3,19), men ville være skredtet frem på åndeligt udviklings vej (1 Kor 15,46; 1 Kor 15,51); hans tilbagevenden til støv var mulig blot fordi han blev gjort af støv (se Adam i Det Nye Testamente). Således, selv om døden på denne måde er en følge af synd, føles et langt liv som en velsignelse og død som en katastrofe og en dom, især når mennesket bliver tagen bort i ungdommens blomst eller årenes kraft. Der er intet mærkeligt, derfor, i den måde Skriften taler om døden på; vi udtaler os alle dagligt på samme måde, selv om vi samtidig betrager den som syndens løn. Under de almindelige, dagligdags udtryk om døden ligger det dybe bevidsthed om, at den er unaturlig og i strid med vores inderste væsen.

2. Betydningen af Død:

Dette udtrykkes afgjort i Skriften, endda langt stærkere end hos os. For vi er altid mere eller mindre påvirket af den græske, platonske tanke, at legemet dør, men sjælen er udødelig. En sådan tanke er fuldstændig i strid med israelitternes bevidsthed og findes ingen steder i Det Gamle Testamente. Hele mennesket dør, når ånden (Sl 146,4; Præd 12,7) eller sjælen (1 Mos 35,18; 2 Sam 1,9; 1 Kong 17,21; Jon 4,3) i døden går ud af et menneske. Ikke kun hans legeme, men også hans sjæl vender tilbage til en dødstilstand og hører til underverdenen; derfor kan Det Gamle Testamente tale om, at ens sjæl dør (1 Mos 37,21 (hebraisk); 4 Mos 23,10 randnote; 5 Mos 22,21; Dom 16,30; Job 36,14; Sl 78,50), og om besmittelse ved at komme i berøring med et dødt legeme (3 Mos 19,28; 3 Mos 21,11; 3 Mos 22,4; 4 Mos 5,2; 4 Mos 6,6; 4 Mos 9,6; 4 Mos 19,10; 5 Mos 14,1; Hag 2,13). Denne menneskets død er dog ikke tilintetgørelse, men en berøvelse af alt det, der hører livet på jorden til. Sheol (she'ol) står i enhver henseende i modsætning til de levendes land (Job 28,13; Ordsp 15,24; Ez 26,20; Ez 32,23); det er et opholdssted i mørke og dødsskygge (Job 10,21; Job 10,22; Sl 88,12; Sl 143,3), et sted for ødelæggelse, ja, selve ødelæggelsen (Job 26,6; Job 28,22; Job 31,12; Sl 88,11; Ordsp 27,20), uden nogen orden (Job 10,22), et land med hvile, tavshed og glemsel (Job 3,13; Job 3,17; Job 3,18; Sl 94,17; Sl 115,17), hvor Gud og mennesker ikke længere ses (Es 38,11), hvor Gud ikke længere prises eller takkes (Sl 6,5; Sl 115,17), hvor hans fuldkommenheder ikke mere anerkendes (Sl 88,10-13; Es 38,18; Es 38,19), og hans undere ikke betragtes (Sl 88,12), hvor de døde er uden bevidsthed, ikke længere udfører noget arbejde, ikke tager notits af noget, ikke har nogen kundskab eller visdom og heller ikke længere har del i noget af det, der sker under solen (Præd 9,5; Præd 9,6; Præd 9,10). De døde ("skyggerne", den reviderede engelske oversættelses randnote; sammenlign artiklen afdøde) sover (Job 26,5; Ordsp 2,18; Ordsp 9,18; Ordsp 21,6; Sl 88,11; Es 14,9), er svækkede (Es 14,10) og uden kraft (Sl 88,4).

3. Lys i mørket:

Frygten for døden blev derfor følt langt dybere af israelitterne end af os. For dem var døden adskillelse fra alt, hvad de elskede: fra Gud, fra hans tjeneste, fra hans lov, fra hans folk, fra hans land, fra hele det rige fællesskab, de levede i. Men nu træder lyset fra åbenbaringen om frelse fra det høje frem i dette mørke. Israels Gud er den levende Gud og kilden til alt liv (5 Mos 5,26; Jos 3,10; Sl 36,9). Han er himlens og jordens skaber, hvis magt ikke kender nogen grænser, og hvis herredømme strækker sig over liv og død (5 Mos 32,39; 1 Sam 2,6; Sl 90,3). Han gav mennesket liv (1 Mos 1,26; 1 Mos 2,7) og skaber og opretholder stadig hvert menneske (Job 32,8; Job 33,4; Job 34,14; Sl 104,29; Præd 12,7). Han forbinder livet med overholdelsen af sin lov og fastsætter døden som straf for overtrædelsen af den (1 Mos 2,17; 3 Mos 18,5; 5 Mos 30,20; 5 Mos 32,47). Han lever i himlen, men er også ved sin ånd til stede i Sheol (Sl 139,7; Sl 139,8). Sheol og Abaddon ligger åbne for ham, ligesom menneskenes børns hjerter gør det (Job 26,6; Job 38,17; Ordsp 15,11). Han dræber og gør levende, fører ned i Sheol og fører op derfra igen (5 Mos 32,39; 1 Sam 2,6; 2 Kong 5,7). Han forlænger livet for dem, der holder hans bud (2 Mos 20,12; Job 5,26), giver undslippelse fra døden, kan udfri, når døden truer (Sl 68,20; Es 38,5; Jer 15,20; Dan 3,26), kan tage Enok og Elias til sig uden at dø (1 Mos 5,24; 2 Kong 2,11), kan give de døde livet tilbage (1 Kong 17,22; 2 Kong 4,34; 2 Kong 13,21). Han kan endog helt gøre døden til intet og fuldstændigt sejre over dens magt ved opstandelse fra de døde (Job 14,13-15; Job 19,25-27; Hos 6,2; Hos 13,14; Es 25,8; Es 26,19; Ez 37,11; Ez 37,12; Dan 12,2).

4. Åndelig betydning:

Denne åbenbaring afviser lidt efter lidt den gamle modsætning mellem livet på jorden og den trøstesløse tilværelse efter døden på Sheols mørke sted og sætter en anden i stedet. Den fysiske modsætning mellem liv og død giver gradvis plads for den moralske og åndelige forskel mellem et liv levet i Herrens frygt og et liv i syndens tjeneste. Det menneske, der tjener Gud, er levende (1 Mos 2,17); livet er knyttet til at holde hans bud (3 Mos 18,5; 5 Mos 30,20); hans ord er liv (5 Mos 8,3; 5 Mos 32,47). Liv forstås stadig for størstedelens vedkommende som et langt liv (Ordsp 2,18; Ordsp 3,16; Ordsp 10,30; Es 65,20). Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at Ordsprogene ofte nævner død og Sheol i forbindelse med de ugudelige (Ordsp 2,18; Ordsp 5,5; Ordsp 7,27; Ordsp 9,18), og på den anden side kun taler om liv i forbindelse med de retfærdige. Visdom, retfærdighed og Herrens frygt er livets vej (Ordsp 8,35; Ordsp 8,36; Ordsp 11,19; Ordsp 12,28; Ordsp 13,14; Ordsp 14,27; Ordsp 19,23). Den ugudelige drives bort i sin ondskab, men den retfærdige har håb i sin død (Ordsp 14,32). Salig er den, der har Herren til sin Gud (5 Mos 33,29; Sl 1,1; Sl 1,2; Sl 2,12; Sl 32,1; Sl 32,2; Sl 33,12; Sl 34,9, osv.); han trøstes i den største modgang (Sl 73,25-28; Hab 3,17-19) og ser et lys gå op for sig bag den fysiske død (1 Mos 49,18; Job 14,13-15; Job 16,16-21; Job 19,25-27; Sl 73,23-26). Den ugudelige derimod, skønt han for en tid nyder stor fremgang, går til grunde og får ende (Sl 1,4-6; Sl 73,18-20; Es 48,22; Mal 4,3, osv. ).

De retfærdige i Gamle Testamente beskæftiger sig virkelig stadigt med det problem, at menneskets lod på jorden ofte stemmer så dårligt overens med hans åndelige værd, men han styrker sig selv med den overbevisning, at det skal gå de retfærdige vel og de ugudelige dårligt (Præd 8,12; Præd 8,13; Es 3,10; Es 3,11)). Hvis de ikke oplever det i nutiden, ser de frem til fremtiden og håber på dagen, da Guds retfærdighed skal bringe frelse til de retfærdige, og Hans vrede skal ramme de ugudelige i dom. Således beredt Gamle Testamente åbenbaringen af den nye pagt, hvori Kristus ved sin komst har tilintetgjort døden og ført liv og udødelighed til lyset gennem evangeliet (2 Tim 1,10)). Se ophæve. Dette evige liv er allerede her på jorden stillet mennesket i møde gennem troen, og det er hans lod også på dødsøjeblikket (Joh 3,36; Joh 11,25; Joh 11,26). Derimod den, der lever i synd og er ulydigt over for Guds Søn, er i sit levende død (Matt 8,22; Luk 15,32; Joh 3,36; Joh 8,24; Ef 2,1; Kol 2,13}); han skal aldrig se livet, men skal gå gennem kropslig død ind i anden død (Åb 2,11; Åb 20,6; Åb 20,14; Åb 21,8).

5. Døden i ikke-kristne religioner og i videnskaben:

Skriftens syn på døden går meget dybere end det, som findes i andre religioner, men det får ikke desto mindre støtte fra menneskehedens enstemmige vidnesbyrd angående dødenes unaturlighed og skræk. De såkaldte naturfolk føler endda, at døden er meget mere af en gåde end livet; Tiele (Inleiding tot de goddienst-artenschap, II (1900), 202, der henviser til Andrew Lang, Modern Mythology, kapitel xiii) siger med rette, at alle folkeslag har den overbevisning, at mennesket af natur er udødelig, at udødelighed behøver ingen bevis, men at døden er en gåde og må forklares. Rørt klagelyden opstår i alle menneskers hjerte over livets skrøbelighed og tomhed, og hele menneskeheden frygter døden som en mystisk magt. Mennesket finder trøst i døden kun når han håber, den vil blive enden på et endnu elendigere liv. Seneca kan tages som fortolker for nogle filosoffer når han siger: Stultitia est timore mortis mori ("Det er dumt at dø af frygt for døden") og nogle kan måske kunne møde døden roligt og modig som en Sokrates eller en Kato; hvad kan disse få sige til millionerne, som gennem frygten for døden hele sit liv er underkastet trældom (Hebr 2,15)? En sådan gåde er døden blevet indtil denne dag. Man kan sige med Kassowitz, Verworm og andre, at "cellen" er begyndelsen, og den gamle, gråhårede mand er den naturlige afslutning på en uafbrudt livsudvikling, eller med Metschnikoff, at videnskaben engang skal forlænge livet så meget, at det skal falme som en rose til sidst og døden miste al sin skræk; døden er stadig lige så stor en gåde, og en sådan, som opslugter al livets styrke. Når man desuden betragter, at en række væsener, planter, træer, dyr når en langt højere alder end mennesket; at mere end halvdelen af menneskheden dør før eller kort efter fødslen; at en anden stor procentdel dør i ungdommens blomst eller i livets vigtigste år; at loven om de stærkes overlevelse kun er sand når det faktum med deres overlevelse tages som bevis for deres egnethed; at de gråhårede, som, udtømt og forfalden, går ned i graven, udgør et meget lille tal; så øges dødens gåde mere og mere i mystik.

Forsøgene på at bringedøden i forbindelse med visse organismens aktiviteter og at forklare den ved stigende vægt, ved vækst eller ved frugtbarhed, har alle ført til skibbrud. Når Weismann tog sin tilflugt til udødeligheden af "einzellige Protozoen," rejste han en hypotese, som ikke blot fandt mange modstandere, men som også lod dodelighedensthed af "Korperplasma" være en uløselig gåde (Beth, "Ueber Ursache und Zweck des Todes, Glauben und Wissen" (1909), 285-304, 335-48). Således tvinger videnskaben os bestemt ikke til at ændre syn på Skriftens standpunkt her, men leverer snarere et stærkt bevis for dødens mystiske majestæt. Når Pelagius, Socinus, Schleiermacher, Ritschl og en række andre teologer og filosoffer adskiller døden fra dens forbindelse med synden, bliver de ikke tvunget dertil af videnskaben, men ledes af en mangelfuld indsigt i forholdet mellem ethos og phusis. Elendighed og død er ikke absolut altid følge og straf for en stor personlig overtrædelse (Luk 13,2; Joh 9,3}); men at de er forbundne med synd, lærer vi af daglig erfaring. Hvem kan tælle ofrene for mammonisme, alkoholisme og uterlighed? Selv åndelige synder udøver deres indflydelse på det kropslige liv; misundelse er knoglernes råd (Ordsp 14,30)). Denne forbindelse læres os i stor grad af Skriften, når den stillede det endnu ikke faldne menneske i et Paradis, hvor døden endnu ikke var kommet ind, og det evige liv endnu ikke var besiddet og nyd; når den sender det faldne menneske, som dog er bestemt til forløsning, ind i en verden fuld af elendighed og død; og til sidst tildeler mennesket, der helt er blevet fornyet, en ny himmel og en ny jord, hvor døden, sorgen, græden og pinen ikke længere skal eksistere (Åb 21,4)). Endelig er Skriften ikke dødens bog, men livets bog, det evige livs bog gennem Jesus Kristus vor Herre. Den fortæller os i ofte gentagne og utvetydige vendinger om dødens forfærdelige virkelighed, men den forkynder for os endnu langt højere det vidunderlige livets magt, som er i Kristus Jesus. Se også bortgang.

Herman Bavinck