Blod

Som føde forbydes det i 1 Mos 9,4, hvor brugen af animalsk føde først tillades. Jf. 5 Mos 12,23; 3 Mos 3,17; 7,26; 17,10-14. Påbuddet om at afholde sig fra blod fornyes i dekretet fra rådet i Jerusalem (ApG 15,29). Nogle har ment, og vi mener med rette, at denne forbudslov kun var ceremoniel og midlertidig; mens andre betragter den som stadig bindende for alle. Blod blev spist af israelitterne efter slaget ved Gilboa (1 Sam 14,32-34).

Offerblodet blev opsamlet af præsten i et bækken og derefter stænket syv gange på alteret; påskelammets blod blev strøget på husenes dørstolper og overliggere (2 Mos 12; 3 Mos 4,5-7; 16,14-19). Ved lovgivningen (2 Mos 24,8) blev offerblodet stænket på folket såvel som på alteret, og således blev folket indviet til Gud, eller trådte ind i pagt med ham; deraf pagtens blod (Matt 26,28; Hebr 9,19, 20; 10,29; 13,20).

Menneskeblod. Morderen skulle straffes (1 Mos 9,5). Den myrdedes blod “råber om hævn” (1 Mos 4,10). “Blodhævneren” var den myrdedes nærmeste slægtning, og han skulle hævne hans død (4 Mos 35,24, 27). Der kunne ikke ydes nogen godtgørelse for skyld i mord (4 Mos 35,31).

Blod bruges billedligt om slægt (ApG 17,26) og som et symbol på nedslagtning (Es 34,3). At “vaske fødderne i blod” betyder at vinde en stor sejr (Sl 58,10). Vin kaldes på grund af sin røde farve “druens blod” (1 Mos 49,11). Blod og vand strømmede ud fra vor Frelsers side, da den blev gennemboret af den romerske soldat (Joh 19,34). Dette har ført patologer til den konklusion, at den egentlige årsag til Kristi død var hjertesprængning. (Jf. Sl 69,20.)