Blod

blud (dam, sandsynligvis fra 'adham "at være rød"; haima): Brugt i Det Gamle Testamente til at betegne livsprincippet enten i dyr eller planter, som menneskets blod eller druens saft (3 Mos 17,11 m.fl.); i Det Nye Testamente om et dyrs blod, Kristi sonende blod, og i både Det Gamle og Det Nye Testamente i overført betydning om blodsudgydelse eller mord (1 Mos 37,26; Hos 4,2; Åb 16,6).

1. Primitive forestillinger:

Selv om blodets virkelige funktion i det menneskelige system ikke var fuldt kendt, før dets kredsløb blev fastslået af William Harvey i 1615, har der ikke desto mindre fra de tidligste tider hos alle folk været knyttet et særligt mysterium til det. Blodriter, blodceremonier og blodfejder er almindelige blandt primitive stammer. Det kom til at blive anerkendt som livsprincippet længe før, det blev videnskabeligt bevist at være det. Naturligt nok ville en følelse af frygt, ærefrygt og ærbødighed knytte sig til udgydelsen af blod. Hos mange uciviliserede folk praktiseres indridsning i kroppen, indtil blodet flyder. Blodsbroderskab eller blodvenskab etableres af afrikanske stammer ved gensidig udgydelse af blod og enten ved at drikke det eller gnide det på hinandens kroppe. Således, og ved gensidig overførsel af blod på andre måder, mente man, at et fællesskab i liv og interesser kunne etableres.

2. Hebraiske og gammeltestamentlige skikke:

Trods den uvidenhed og overtro, der omgav denne tankevækkende smukke idé, fik den mere end blot menneskelig betydning og anvendelse. For denne rå praksis med gensidig overførsel af menneskeblod kom der en symbolsk erstatning med dyreblod ved stænkning eller salvelse. Den første henvisning i Det Gamle Testamente til blod (1 Mos 4,10) er billedlig, men meget illustrerende for den ærbødige frygt, der viste sig ved udgydelsen af blod, og for den første lære om det.

Omskærelsesriten er en gammeltestamentlig form for blodceremoni. Bortset fra handlingens sandsynlige hygiejniske betydning ligger den dybere mening i etableringen af et venskabsbånd mellem den, som handlingen udføres på, og Jahve selv. For at Abraham kunne blive "Guds ven", blev han befalet, at han skulle omskæres som tegn på pagten mellem ham og Gud (1 Mos 17,10-11; se omskærelse).

Det er betydningsfuldt, at det at spise blod blev forbudt i de tidligste bibelske tider (1 Mos 9,4). Skikken var sandsynligvis udbredt blandt hedenske folkeslag som en religiøs rite (jf. Sl 16,4). Dette og dens uhygiejniske virkning førte uden tvivl tilsammen til, at den blev tabu. Det samme forbud blev givet under Moseloven (3 Mos 7,26; se offer).

Blod blev også befalet brugt til renselse eller til ceremoniel rensning (3 Mos 14,5-7; 3 Mos 14,51; 3 Mos 14,52; 4 Mos 19,4), dog forudsat at det blev taget fra et rent dyr (se renselse).

Efter al sandsynlighed findes der intet spor af overtroisk brug af blod i Det Gamle Testamente, medmindre måske i 1 Kong 22,38 (se badning); men overalt er det udstyret med rensende, sonende og ærbødigt symbolske egenskaber.

3. Det Nye Testamentes lære:

Ligesom vi i overgangen fra oldtidens praksis til hebraisk praksis ser en ophøjelse af opfattelsen af blod og blodceremonier, sådan ser vi det også fra Det Gamle Testamente til Det Nye Testamente. I Abrahams pagt måtte hans eget blod udgydes. Senere skulle et sonende dyr udgyde blod (3 Mos 5,6; se soning), men der måtte altid være en udgydelse af blod. "Uden udgydelse af blod er der ingen tilgivelse" (Hebr 9,22). Ophøjelsen og forædlingen af denne idé finder derefter sin højeste udvikling i den stedfortrædende udgydelse af blod ved Kristus selv (1 Joh 1,7). Ligesom "blod" i Det Gamle Testamente også blev brugt om druers saft, ville den mest naturlige erstatning for at drikke blod være brugen af vin. Jesus benytter sig af dette og indfører den smukke og betydningsfulde skik (Matt 26,28) at drikke vin og spise brød som symbol på den primitive gensidige overføring af blod og kød i et løfte om evigt venskab (jf. 2 Mos 24,6; 2 Mos 24,7; Joh 6,53-56). Dette er den højdepunktlige overholdelse af blodriter, som er nedskrevet i Bibelen.

LITTERATUR.

Trumbull, The Blood Covenant og The Threshold Covenant; Westermarck, The Origin and Development of the Moral Ideas; Robertson Smith, Lectures on the Religion of the Semites.

Walter G. Clippinger