Goel

go'-el (go'el, "løskøber"): Goel er participiet af det hebraiske ord gal'al ("at udfri", "at løskøbe"), som ud over sin almindelige brug ofte anvendes i forbindelse med hebraisk lov, hvor det er den tekniske betegnelse for en person, der som en andens nærmeste slægtning har visse forpligtelser over for ham.

(1) Hvis en jøde på grund af fattigdom havde været nødt til at sælge sig selv til en velhavende "fremmed eller tilflytter", blev det hans slægtninges pligt at løskøbe ham. Jf. 3 Mos 25,47 ff. og artiklen JUBILEE.

(2) Den samme pligt påhvilede den nærmeste slægtning, hvis hans bror, fordi han var fattig, havde været tvunget til at sælge noget af sin ejendom. Jf. 3 Mos 25,23 ff.; Ruth 4,4 ff., og artiklen JUBILEE.

(3) Det påhvilede også den nærmeste slægtning at gifte sig med sin brors barnløse enke (Ruth 3,13; Tobit 3,17).

(4) I 4 Mos 5,5 ff. fremsættes en lov, som kræver, at erstatning gives til den nærmeste slægtning, og efter ham til præsten, hvis den forurettede part er død (3 Mos 6,1).

(5) Loven om blodhævn (Blut-Rache) gjorde det til den nærmeste slægtnings hellige pligt at hævne sin frændes blod. Han blev kaldt go'el ha-dam, "blodhævneren". Denne lov byggede på befalingen i 1 Mos 9,5 f.: "Den, der udgyder et menneskes blod, ved et menneske skal hans blod udgydes," og den blev gennemført, selv hvis et dyr havde dræbt et menneske; i dette tilfælde var det dog tilladt at betale en løsesum (2 Mos 21,28). Der blev skelnet klart mellem et uagtsomt og et forsætligt drab. I begge tilfælde kunne drabsmanden finde tilflugt ved helligdommens alter; hvis undersøgelsen imidlertid afslørede overlagt manddrab, blev han taget bort fra alteret for at blive slået ihjel (2 Mos 21,12; 1 Kong 1,50; 1 Kong 2,28). I 4 Mos 35,9 ff. gives bestemte forskrifter om Goels pligter. Seks byer skulle udpeges som "tilflugtsbyer", tre på hver side af Jordan. Menigheden fælder dom over drabsmanden. Der skal være mere end ét vidne for at dømme en mand. Hvis han findes skyldig, overgives han til Goel; hvis drabet blev begået ved et uheld, får han lov til at bo inden for tilflugtsbyens grænse; hvis drabsmanden forlader denne by før ypperstepræstens død, har blodhævneren ret til at dræbe ham. Efter ypperstepræstens død må drabsmanden vende tilbage til sin egen by. Der kan ikke gives løsesum for en morders liv; der kan ikke skaffes soning for et mord undtagen ved morderens blod (5 Mos 19,4; 5 Mos 19,20; 2 Sam 14,6). Ifølge loven kunne en morders børn ikke gøres ansvarlige for deres fars forbrydelse (5 Mos 24,16; 2 Kong 14,6), men se 2 Sam 21,1 ff. Den rækkefølge, hvori den nærmeste slægtning blev betragtet som Goel, gives i 3 Mos 25,48 f.: først en bror, dernæst en onkel eller en onkels søn, og efter dem enhver anden nær slægtning. Denne rækkefølge blev overholdt i forbindelse med (1) ovenfor, men sandsynligvis også i de andre tilfælde undtagen (4).

Om den billedlige brug af Goel ("løskøber") se Sl 119,154; Ordsp 23,11; Job 19,25; Es 41,14. Se også AVENGE; MURDER; REFUGE, CITIES OF.

Arthur L. Breslich