Den gamle profet

(nabhi' 'echadh zaqen, "en gammel profet" (1 Kong 13,11), ha-nabhi' ha-zaqen, "den gamle profet" (1 Kong 13,29)):

1. Fortællingen:

Fortællingen i 1 Kong 13,11-32, hvor den gamle profet nævnes, er en del af en større beretning om et besøg i Betel af "en Guds mand" fra Juda. Profeten fra Juda udtalte en forbandelse over alteret, som Jeroboam I havde opført der. Da kongen forsøgte at bruge magt mod ham, blev profeten frelst ved guddommelig indgriben; kongen indbød ham derpå til at modtage kongelig gæstfrihed, men han afslog på grund af en befaling fra Gud til ham om ikke at spise eller drikke der. Judæeren drog da bort (13,1-10). En gammel profet, som boede i Betel, hørte om den fremmedes ord og gik efter ham og tilbød ham gæstfrihed. Også dette tilbud blev afslået. Men da den gamle profet greb til løgn og påberåbte sig en guddommelig befaling om sagen, vendte judæeren tilbage med ham. Mens de sidder til bords, får den gamle profet et budskab om at erklære, at døden vil følge sydboerens ulydighed mod den første befaling. En løve dræber ham på vejen hjem. Den gamle profet hører om dødsfaldet og forklarer det som en følge af ulydighed mod Gud; derpå begraver han den døde krop i sin egen grav og udtrykker et ønske om, at også han ved sin død må blive begravet i samme gravkammer.

2. Kritisk:

Der er flere vanskeligheder i teksten. I 1 Kong 13,11 læser King James Version "hans sønner kom" i stedet for "en af hans sønner kom," og oversættelsen af 1 Kong 13,12 b lyder: "Og hans sønner viste den vej, Guds mand var gået." Der er et hul i den masoretiske tekst efter ordet "bord" i 13,20; og 13,23 bør oversættes: "Og det skete, efter at han havde spist brød og drukket vand, at han sadlede æslet for sig selv og drog af sted igen" (efter Septuaginta, B med W. B. Stevenson, HDB, III, 594a, note).

Benzinger ("Die Bucher der Konige," Kurz. Hand-Komm. zum Altes Testament, 91) mener, at vi her har et eksempel på en midrash, dvs. ifølge LOT, 529, "en fantasifuld udvikling af en tanke eller et tema, som Skriften antyder, især en didaktisk eller homiletisk udlægning eller en opbyggelig religiøs fortælling." 2 Krøn 24,27 henviser til en "midhrash om kongernes bog," og 2 Krøn 13,22 til en "midrash af profeten Iddo." I 2 Krøn 9,29 har vi en henvisning til "seeren Iddos syner om Jeroboam, Nebats søn." Josefus kalder profeten fra Juda Jadon (Ant., VIII, viii, 5), og derfor vil nogle føre denne fortælling tilbage til Iddos midrash, som da ville være et sent jødisk værk. Der er et spor af sen hebraisk i 1 Kong 13,3 og vidnesbyrd flere steder om en senere redigering af den oprindelige fortælling. Kittel og Benzinger anser det for muligt, at afsnittet kan bygge på en historisk hændelse. Hvis fortællingen i hovedsagen er historisk, kan omtalen af Josija ved navn i 13,2 være en senere indsættelse; hvis den ikke er historisk, er profetien dér ex eventu, og hele afsnittet en midrash over 2 Kong 23,15-20.

3. Centrale sandheder:

(1) Fortællingen rejser flere spørgsmål, men både når disse spørgsmål stilles, og når de besvares, må det huskes, at den gamle profet selv, som det er blevet påpeget, ikke er stykkets hovedperson. Derfor er det ikke særlig meningsfuldt at spørge, hvad der blev af den gamle profet, eller om han ikke blev straffet for sin løgn. Afsnittet bør studeres, ligesom Jesu lignelser, med blikket rettet mod den store centrale sandhed, som her er, at Gud straffer ulydighed selv hos "en Guds mand." Det er ikke uforeneligt med dette at betragte den gamle profet som et eksempel på "Satan, der skaber sig om til en lysets engel" (2 Kor 11,14), eller på dyret, som "havde to horn som et lam" (Åb 13,11).

(2) Det må også huskes, at Det Gamle Testamentes falske profeter kaldes profeter på trods af deres falske profetier. Således får den gamle profet her, på trods af sin tidligere løgn, et guddommeligt budskab om at erklære, at døden vil følge den andens ulydighed.

(3) Endnu et spørgsmål melder sig og kræver et svar. Hvorfor fremsatte den gamle profet ønsket om, at han ved sin død skulle begraves i samme grav som judæeren (1 Kong 13,31)? Svaret ligger underforstået i 1 Kong 13,32 og gives mere udførligt i 2 Kong 23,15-20, hvor kong Josija skænder profeternes grave i Betel. Da han ser et "mindesmærke" eller en gravsten ved en af gravene, spørger han, hvad det er, og får at vide, at den markerer graven for profeten fra Juda. Derefter befaler han, at hans knogler ikke må forstyrres. Sammen med disse undslipper den gamle profets knogler. Måske findes der i Det Gamle Testamente ikke noget klarere eksempel på en bestemt slags usselhed. Den mand, som netop har været årsag til en andens fald og ruin, er lav nok til at planlægge sin egen undslippelse i ly af sit offers dyder. Og parallellerne i det moderne liv er mange.

David Francis Roberts