Den mellemliggende skillemur

par-tish'-un, par-tish'-un (to mesotoichon tou phragmou (Ef 2,14)):

1. Barrieren i templet

Det, Paulus her hævder, er, at Kristus er vor fred, både jødiske og ikke-jødiske troendes fred. Han har gjort dem begge til ét i sig selv og har nedbrudt den mellemliggende skillemur, som adskilte dem fra hinanden. Derefter betragter apostlen jøde og hedning som to, der ved en ny skabergerning i Kristus gøres til ét nyt menneske. I den første af disse sammenligninger henviser han til en virkelig mur i templet i Jerusalem, som ingen måtte passere, medmindre han var jøde: balustraden eller barrieren, som markerede grænsen for, hvor langt en hedning måtte gå frem, men ikke længere. Mærkeligt nok havde denne mellemliggende skillemur meget at gøre med Paulus’ arrestation og fængsling, for jødernes mængde blev rasende, ikke blot på grund af deres almindelige fjendtlighed mod ham som Kristi apostel og som forkynder af evangeliet for verden, men især fordi man fejlagtigt mente, at han havde ført efeseren Trofimus forbi denne barriere ind i templet (ApG 21,29), og at han på denne måde havde vanhelliget templet (ApG 24,6), eller, som det udtrykkes i ApG 21,28, at han havde “ført grækere ind i templet og besmittet dette hellige sted.” I det overfald, de derpå foretog mod Paulus, greb de ham med vold og slæbte ham ud af templet — slæbte ham uden for balustraden. Levitterne lukkede straks portene for at forhindre muligheden for yderligere vanhelligelse, og Paulus ville være blevet revet i stykker, hvis ikke den romerske kommandant og hans soldater med magt havde forhindret det.

2. Herodes’ tempel; dets inddelinger; forgårdene:

Da Herodes den Store byggede templet, havde han indhegnet et stort område for at danne de forskellige forgårde. Selve templet bestod af de to afdelinger: Det Hellige, som præsterne gik ind i hver dag, og Det Allerhelligste, som ypperstepræsten alene gik ind i én gang om året. Umiddelbart uden for templet var præsternes forgård, og i den stod det store brændofferalter. Uden for denne igen var Israels sønners forgård, og uden for denne kvindernes forgård. Selve tempelpladsen og det rum, der optoges af de forskellige allerede nævnte forgårde, dannede et hævet plateau eller en platform. “Fra den gik man på forskellige steder ned ad 5 trin og gennem porte i en høj mur, så man befandt sig med udsigt over endnu en stor forgård — den ydre forgård, hvortil hedninger, som ønskede at se noget af templets herlighed og at bringe gaver og ofre til jødernes Gud, frit fik adgang. Længere ind end denne forgård var det dem forbudt, under dødsstraf, at gå. Den egentlige grænselinje var ikke den høje mur med dens porte, men en lav stenbarriere på omkring 5 ft. i højden (ca. 1,5 m), som løb rundt ved foden af endnu 14 trin” (J. Armitage Robinson, D.D., Paul's Epistle to the Ephesians, 59; se også Edersheim, The Temple, Its Ministry and Services as They Were at the Time of Jesus Christ, 46).

Den mellemliggende skillemur blev kaldt Coregh og var bygget af smukt udsmykket marmor.

3. Hedningernes forgård:

Hedningernes forgård udgjorde den laveste og yderste indhegning af alle helligdommens forgårde. Den var brolagt med den fineste brogede marmor. Dens navn betød, at den var åben for alle, både jøder og hedninger. Den var meget stor, og ifølge jødisk tradition dannede den en firkant på 750 ft. (ca. 229 m). Det var i denne forgård, at okserne og fårene og duerne til ofrene blev solgt som på et marked. Det var også i denne forgård, at pengevekslernes borde stod, dem som Kristus selv væltede, da han drev fårene og okserne og dem, der købte og solgte, ud af sin Faders hus. De skarer, der samledes i denne forgård, må have været meget store, især ved lejligheder som påsken og pinsen og ved de andre store højtider, og larmen af stemmer må ofte have været yderst forstyrrende. Som allerede nævnt måtte ingen hedning gå videre end denne forgård.

Se tempel.

I året 1871, mens der blev foretaget udgravninger på tempelpladsen af fonden for udforskning af Israels land, opdagede M. Clermont-Ganneau en af de søjler, som Josefus beskriver som rejst på selve barrieren eller den mellemliggende skillemur, som Paulus henviser til. Denne søjle opbevares nu i museet i Konstantinopel og bærer en græsk indskrift med store eller unciale bogstaver, som oversættes således:

INGEN MAND AF FREMMED FOLK

MÅ GÅ INDEN FOR GÆRDET OG

INDHEGNINGEN OMKRING TEMPLET,

OG DEN, DER GRIBES, VIL

KUNNE TAKKE SIG SELV FOR,

AT HANS DØD FØLGER

Mens Paulus skrev brevet til efeserne i Rom, stod denne barriere i templet i Jerusalem stadig, men Jesu Kristi lænkede fange var ikke bange for at skrive, at Kristus havde nedbrudt den mellemliggende skillemur og således havde givet hedninger, som var langt borte, fremmede og udlændinge, adgang til alle de forrettigheder i adgangen til Gud, som i gammel tid alene tilhørte Israel; at adskillelsen mellem jøde og hedning for evigt var ophævet i Kristus.

4. Nedrivningen af barrieren:

Hvis Paulus skrev brevet til efeserne i 60 eller 61 e.Kr., blev den faktiske stenbarriere stående på sin plads i Hedningernes forgård i ikke mere end omkring 10 år, for den blev revet ned, da templet blev brændt af den romerske hær. Og ud af disse ruiner er der i vor egen tid blevet udgravet et fragment, som indeholder netop den indskrift, der truer den hedenske indtrænger med døden, og som minder os om, at det kun er i Kristus Jesus, vi nu kommer nær til Gud, og at vi således er ét legeme i Kristus, ét nyt menneske. Kristus har nedbrudt den mellemliggende skillemur, for han er, i sin egen person, vor fred.

John Rutherfurd