Den apostolske trosbekendelse

kred.

Den ældste trosbekendelse:

Den apostolske trosbekendelse er den ældste trosbekendelse og ligger til grund for de fleste andre. Skønt den ikke, sådan som den længe udbredte legende om dens oprindelse hævdede, er apostlenes direkte værk, har den sine rødder i apostolsk tid og gengiver med stor troskab apostolsk lære. Man vil straks se, at den havde en vigtig plads i den tidlige kirke, da der endnu ikke fandtes nogen anden trosbekendelse end den selv. Den ældste brug af udtrykket "Troens regel" (regula fidei), som nu almindeligvis anvendes om Skrifterne, sigter til denne trosbekendelse. Det var den trosbekendelse, man kunne appellere til som noget, kirken fastholdt i alle sine store grene, og som derfor udgjorde prøvestenen for katolicitet. Det var på grundlag af denne trosbekendelse, at kirken kunne kaldes "katolsk og apostolsk". I den senere tid har trosbekendelsen været genstand for stor strid, og der er gjort voldsomme forsøg på at skubbe nogle af dens hovedartikler ud af den kristne tro. Dette er en særlig grund til at overveje de grundlag, som disse trosartikler hviler på.

I. Trosbekendelsens form.

For det første: Hvad er trosbekendelsen? Her må det først og fremmest påpeges, at den modtagne form af trosbekendelsen ikke er dens ældste eller oprindelige form. Trosbekendelsen findes i to former--en kortere og en længere; den førstnævnte, kendt som den gammelromerske form, går med sikkerhed tilbage til så tidligt som midten af det 2. århundrede (omkring 140 e.Kr.), den sidstnævnte, den udvidede form, i sin nuværende skikkelse, er af langt senere dato. Dens endelige form blev sandsynligvis givet den i Sydgallien ikke før midten af det 5. århundrede (i en eller to sætninger så sent som i det 7.). Det er ønskeligt fra begyndelsen klart at forelægge læseren disse to former af trosbekendelsen (i oversættelse).

1. Gammelromersk form:

Først gives den gammelromerske form efter græsken hos Marcellus af Ancyra, 341 e.Kr. Den lyder således: "Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige. Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som blev født af Helligånden og Jomfru Maria; korsfæstet under Pontius Pilatus og begravet; på den tredje dag opstod han fra de døde; han steg op til himlen og sidder ved Faderens højre hånd, derfra skal han komme for at dømme de levende og de døde. Og på Helligånden; den hellige kirke; syndernes forladelse; legemets opstandelse; (det evige liv)."

Den sidste sætning er udeladt i den latinske form, som er bevaret af Rufinus, 390 e.Kr.

2. Den modtagne form:

Den modtagne form af trosbekendelsen lyder således: "Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige; himlens og jordens skaber; og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre; som blev undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria; led under Pontius Pilatus, blev korsfæstet, døde og blev begravet; han steg ned til helvede; på den tredje dag opstod han fra de døde; han steg op til himlen; og sidder ved Gud Fader den Almægtiges højre hånd; derfra skal han komme for at dømme de levende og de døde. Jeg tror på Helligånden; den hellige katolske kirke; de helliges samfund; syndernes forladelse; legemets opstandelse; og det evige liv. Amen." Sådan er trosbekendelsens form. Nu må der siges noget om dens oprindelse og historie.

II. Trosbekendelsens oprindelse.

Legenden var, at trosbekendelsen tog form efter De Tolv Apostles diktat, idet hver af dem bidrog med en særlig artikel. Således hævdedes det, at Peter under Helligåndens inspiration begyndte: "Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige"; Andreas (eller ifølge andre Johannes) fortsatte: "Og på Jesus Kristus, hans eneste Søn, vor Herre"; Jakob den Ældre gik videre: "Som blev undfanget ved Helligånden," osv. Denne legende er ikke ældre end det 5. eller 6. århundrede og er åbenlyst absurd.

1. Dåbsbekendelse:

Trosbekendelsens virkelige oprindelse er nu blevet sporet med stor nøjagtighed. Dens oprindelige kim skal søges i den dåbsbekendelse, som omvendte aflagde ved modtagelsen af denne rite. Den primitive bekendelse har måske ikke indeholdt mere end "Jeg tror, at Jesus er Guds Søn," men vi har vidnesbyrd i Det Nye Testamente selv om, at den snart blev udvidet. Paulus taler om den "læreform", der blev overgivet til de omvendte (Rom 6,17), og minder Timotheus om "den gode (skønne) bekendelse", han havde aflagt for mange vidner (1 Tim 6,12). Lignende sprog bruges om Kristi bekendelse over for Pilatus (1 Tim 6,13). Vi kan måske ud fra brevene formode, at Timotheus' bekendelse indeholdt henvisninger til Gud som livets ophav, til Jesus Kristus og hans afstamning fra David, til hans vidnesbyrd over for Pontius Pilatus, til at han blev oprejst fra de døde, og til at han skal komme igen for at dømme de levende og de døde (1 Tim 6,13; 2 Tim 2,8; 2 Tim 4,1). Tidlige kristne forfattere, som Ignatius (110 e.Kr.) og apologeten Aristides (cirka 125 e.Kr.), viser spor af andre sætninger.

2. "Troens regel":

Under alle omstændigheder er det sikkert, at bekendelsen ved dåben før midten af det 2. århundrede havde krystalliseret sig i en nogenlunde fast form i alle de større kirker. Vi har redegørelser for dens indhold (foruden den gammelromerske form) hos Irenæus, Tertullian, Novatian, Origenes osv.; og de viser en væsentlig enhed med en vis frihed i udtryksformen. Men formen i den romerske kirke kom efterhånden til at blive den anerkendte type. Efter midten af århundredet fik bekendelsen ny betydning som følge af de gnostiske stridigheder og antog mere karakter af en formel trosbekendelse. Den blev kendt som "Sandhedens regel" eller "Troens regel" og blev brugt til at dæmme op for disse fantastiske kætterske spekulanters frie omgang med fortolkningen af Skriften. Trosbekendelsen var opstået uafhængigt af Skriften--i apostlenes tidlige mundtlige undervisning og forkyndelse; deraf dens værdi som vidnesbyrd om den fælles tro. Men den blev ikke brugt til at erstatte Skriften; den blev anset for at bekræfte Skriften, hvor mennesker med deres allegoriske og andre forvrængninger søgte at rive Skriften løs fra dens virkelige mening. Den blev brugt som værn mod dem, der søgte at allegorisere den kristne tro bort.

III. Trosbekendelsens historie.

1. Den romerske trosbekendelse:

Den gammelromerske form af trosbekendelsen var, som sagt ovenfor, med sikkerhed i brug omkring midten af det 2. århundrede i Rom; sandsynligvis betydeligt tidligere. Vi har den både i dens græske og latinske former (den græske var sandsynligvis den oprindelige). Den latinske form gives af Rufinus omkring 390 e.Kr., som sammenligner den med trosbekendelsen i sin egen kirke i Aquileia--en meget gammel kirke. Den græske form er bevaret af Marcellus fra Ancyra i det 4. århundrede. Den gamle kortere form af trosbekendelsen holdt sig længe. Vi finder den i England, f.eks. helt frem til næsten tiden for den normanniske erobring (i håndskrifter fra det 8. eller 9. århundrede i British Museum).

2. Den modtagne trosbekendelse:

Den modtagne form af trosbekendelsen har en langt mere uklar historie. De yderligere led kom til på forskellige tidspunkter, selv om nogle af dem i sig selv er meget gamle. Tilføjelsen til den første artikel, f.eks. "himmelens og jordens skaber," optræder først i denne form i Gallien omkring 650 e.Kr., selv om lignende former findes i langt ældre trosbekendelser. En anden tilføjelse, "han nedsteg til helvede," møder vi først hos Rufinus som en del af trosbekendelsen i Aquileia, men den er sandsynligvis også gammel i den kirke. Det vides, at trosbekendelsen havde antaget næsten sin nuværende skikkelse (måske uden de ovennævnte led og uden leddet om de helliges samfund) på Faustus af Reiz' tid, omkring 460 e.Kr. Derfra bredte den sig og havde tilsyneladende nået Irland før slutningen af det 7. århundrede. I England optræder den et århundrede senere, omkring 850 e.Kr. (fra Karl den Stores hof?), og fra begyndelsen af det 10. århundrede fortrængte den i vid udstrækning den ældre form. Det samme gælder andre lande, så den gallikanske form nu er den, der almindeligvis bruges. To betydningsfulde ændringer kan bemærkes i den form, den har fået. I England, hvis form vi følger, erstattede reformatorerne ordene "kødets opstandelse" med "legemets opstandelse," og i Tyskland ændrer lutheranerne ordet "katolsk" til "kristen" i "den hellige katolske kirke."

IV. Trosbekendelsens opbygning.

1. Dens trinitariske form:

Den apostolske trosbekendelse har, som det vil ses, ingen teologisk eller metafysisk karakter. Den er ikke blot den ældste, men også den enkleste og mindst udviklede af alle trosbekendelser. Den er en enkel opregning, i rækkefølge, af de store sandheder, som kirken var kendt for at have fastholdt og overleveret fra begyndelsen--og som Skriften også lærte. Da den udsprang af dåbsbekendelsen, følger den naturligt den trinitariske orden, som den sædvanlige dåbsformel antyder. Den første artikel erklærer tro på Gud Fader den Almægtige, himmelens og jordens skaber. Den anden til den syvende artikel erklærer tro på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, og på de store kendsgerninger, der er indeholdt i evangeliets vidnesbyrd om ham. Den ottende artikel bekræfter troen på Helligånden; hertil er de yderligere led føjet, som erklærer troen på den hellige katolske kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets (legemets) opstandelse og det evige liv.

2. Apelles' trosbekendelse:

Det vil hjælpe til at vise, hvilken slags vranglærer kirken i den tid måtte kæmpe imod, og hvad tidens fædres alvorlige kampe bestod i (idet de brugte den apostolske trosbekendelse som bolværk), hvis vi her tilføjer Apelles' trosbekendelse, en gnostiker fra det 2. århundrede, sådan som den er rekonstrueret af Principal Lindsay (The Church and the Ministry, 222) ud fra Hippolytus: "Vi tror, at Kristus steg ned fra Kraften deroppe, fra den Gode, og at han er den Godes Søn; at han ikke blev født af en jomfru, og at han, da han viste sig, ikke var uden kød. At han dannede sit legeme ved at tage dele af det fra universets substans, dvs. varmt og koldt, fugtigt og tørt; at han modtog kosmiske kræfter i legemet og levede den tid, han gjorde, i verden; at han blev korsfæstet af jøderne og døde; at han, efter at være blevet oprejst igen efter tre dage, viste sig for sine disciple; at han viste dem naglemærkerne og (såret) i sin side, fordi han ønskede at overbevise dem om, at han ikke var et skinvæsen, men var til stede i kødet; at efter at han havde vist dem sit kød, gav han det tilbage til jorden; at efter at han endnu en gang havde løst sit legemes lænker, gav han varme tilbage til det, der er varmt, kulde til det, der er koldt, fugtighed til det, der er fugtigt, og tørhed til det, der er tørt; at han i denne tilstand drog bort til den gode Fader og efterlod livets sæd i verden for dem, som gennem hans disciple skulle tro på ham."

V. Moderne stridigheder.

Det blev nævnt, at den apostolske trosbekendelse i den senere tid har været genstand for mange angreb og skarpe kontroverser. I Tyskland brød der især i 1892 en ganske voldsom strid ud på grund af en luthersk præst ved navn Schrempfs nægtelse af at bruge trosbekendelsen ved dåbens forvaltning. Han troede ikke på dens artikler om Kristi jomfrufødsel, kødets opstandelse osv. Den skyldige blev afsat, men en stor kamp fulgte, som gav anledning til en enorm litteratur. Striden er blevet vendt til det gode ved at føre til en grundigere undersøgelse end nogensinde før af trosbekendelsens historie og betydning, men den har også givet præcision til de angreb, der rettes mod den. En ledende rolle i denne strid blev spillet af professor Harnack fra Berlin, hvis indvendinger kan betragtes som repræsentative. Professor Harnack og dem, der tænker som ham, kritiserer trosbekendelsen ud fra et dobbelt synspunkt:

(1) De benægter, at den i alle henseender repræsenterer sand apostolsk lære--dette ikke blot i dens senere artikler, men endog i en sådan artikel som den, der bekræfter Kristi jomfrufødsel:

(2) De benægter, at den betydning, vi nu lægger i mange af trosbekendelsens led, er dens sande oprindelige betydning, dvs. vi bruger ordene, men med en anden mening end de oprindelige forfattere.

Harnacks kritik:

Når man overvejer disse indvendinger, må man altid huske, at de, der fremfører dem, gør det ud fra et standpunkt, hvor de forkaster det meste af det, der sædvanligvis anses for væsentligt for kristendommen. Efter deres opfattelse er der ingen inkarnation, ingen virkelig Kristi guddom, intet virkeligt mirakel i hans liv (kun troshelbredelser), ingen opstandelse fra Josefs grav. Dette tager uden tvivl grunden bort under den apostolske trosbekendelse, men det tager også grunden bort under apostolsk kristendom. Når Harnack f.eks. indvender, at "Fader" og "Søn" i trosbekendelsens første og anden artikel ikke har nogen trinitarisk reference, men kun vedrører, det første Guds forhold til skabningen, det andet Kristi historiske fremtræden, kan svaret kun være hele vidnesbyrdet i Det Nye Testamente om en trinitarisk skelnen og om Kristi væsentlige guddommelighed. Når det erklæres, at jomfrufødslen ikke er nogen del af den tidlige kristne tradition, kan man kun henvise til vidnesbyrdet om kendsgerningen i evangelierne og minde om, at ingen del af den kristne kirke, bortset fra en kættersk gren af ebionitterne og nogle af de gnostiske sekter, vides at have forkastet den. (Se jomfrufødsel.) For detaljerede svar på Harnacks kritik kan Dr. Swetes bog om den apostolske trosbekendelse konsulteres.

LITTERATUR.

En liste over den omfattende pamfletlitteratur, som den tyske strid om den apostolske trosbekendelse frembragte, kan ses i Nippolds Die theologische Einzelschule, II, 232-33. De vigtigste bidrag er Harnacks (Das apostolische Glaubensbekenntniss, også engelsk oversættelse); Kattenbuschs og Cremers. Sammenlign også Schaff, Creeds of Christendom, I, 14-23; II, 45-55. Særskilte værker er: Pearson, Exposition of the Creed (1659); Kattenbusch, Das apostolische Symbolum, 2 bind (1894-1900); Zahn, Das apostolische Syrnbolum (1893); engelsk oversættelse (1899); H. B. Swete, The Apostles' Creed and Primitive Christianity (1894); A. C. McGiffert, The Apostles' Creed, Its Origin, Its Purpose, and Its Historical Interpretation (1902).

James Orr