Den apostolske tidsalder

ap-os-tol'-ik aj.

1. Missionen:

(1) Da disciplene indså, at de havde set den opstandne Kristus for sidste gang, og at det nu var blevet deres pligt at udbrede hans budskab, samledes de og genoprettede antallet af "vidner" til de fastsatte tolv. Umiddelbart derefter gav Helligåndens udgydelse dem signalet til at begynde arbejdet. I begyndelsen var dette arbejde strengt centreret i Jerusalem, og de første rejser var resultatet af tvungen spredning og ikke af planlagt indsats (ApG 11,19). Men pilgrimme til festerne havde taget evangeliet med sig, og på denne måde var kristendommen blevet udbredt i det mindste så langt som til Damaskus (ApG 9,2; ApG 9,19). Selve spredningen udvidede kredsen til Cypern og til Antiokia og markerede begyndelsen på arbejdet blandt hedningerne (ApG 11,19-20). Her bør den meget fremtrædende plads, Paulus' tjeneste har i Det Nye Testamente, ikke overskygge de andre missionærers succes.

Hvornår apostlene begyndte deres rejser, ved vi ikke, men på tidspunktet for Gal 1,19 repræsenterede kun Peter de tolv i Jerusalem. Paulus nævner deres omfattende arbejde i 1 Kor 9,5; 1 Kor 9,6, og det synes sikkert, at Peter var i Rom kort før sin død. De vanskeligheder, som judaisterne forårsagede Paulus, vidner i det mindste om deres missionsiver. Barnabas og Markus arbejdede efter deres adskillelse fra Paulus (ApG 15,39), og hedningekristendom fandtes i Rom længe før sidstnævntes ankomst dertil (Rom 1,13). Omkring år 100 ser det ud til, at kristendommen strakte sig omkring Middelhavet fra Alexandria til Rom (og uden tvivl længere, skønt oplysningerne er sparsomme), mens Lilleasien var særligt gennemtrængt af den.

(2) Mange faktorer virkede sammen for at hjælpe arbejdet: Der var almindelig fred, og kommunikationen var let. Græsk blev talt overalt. Den beskyttelse, der blev givet jødedommen, skærmede mod indblanding fra myndighederne. Jødedommens tilstedeværelse sikrede gæstfrihed og tilhørere, i det mindste for de første forsøg på omvendelse. Jødernes egen proselytiver (Matt 23,15) havde forberedt hedninger på at modtage kristendommen. Og et ikke mindre vigtigt element var de gamle religioners opløsning og den almindelige forventning om religiøs tilfredsstillelse fra Østen.

(3) Hvad metoderne angår, er Paulus' fremgangsmåde sandsynligvis typisk. Han undgik de mindre steder, helligede sig byerne som de strategiske punkter og rejste ad en direkte rute uden afstikkere. På denne måde blev der trukket en "ildlinje" (Harnack), og man kunne stole på, at flammen af sig selv ville brede sig til hver side af vejen. Som frugter af Paulus' arbejde i Efesos optræder der således menigheder i Kolossæ og Laodikea omtrent hundrede og tyve miles derfra (Kol 2,1; Kol 4,16). De grundlagte menigheder havde behov for at blive besøgt igen og styrket, men når apostlen følte, at de kunne klare sig selv, følte han også, at hans arbejde i Østen var forbi (Rom 15,23).

2. Menigheden i Jerusalem:

Medlemmerne af den tidligste menighed i Jerusalem betragtede sig ganske enkelt som jøder, der havde den rette forståelse af Messias, og som derfor udgjorde en ny "vej" eller et nyt "parti" (næppe "sekt") inden for jødedommen (især ApG 22,4). I begyndelsen fik de lov at vokse uforstyrret, og deres ret til at eksistere blev tilsyneladende ikke anfægtet, for saddukæernes handlinger i ApG 4,1; ApG 5,17 havde karakter af politimæssige forholdsregler. Og det er betegnende, at det første angreb blev rettet mod en udlænding, Stefanus. Han synes at have vakt folkemængdernes vrede ved at prædike templets nært forestående ødelæggelse, skønt han blev martyr, fordi han (i praksis) tillagde Jesus guddommelig ære (ApG 7,56). Alligevel blev apostlene ikke drevet ud af byen (ApG 8,1), og menigheden kunne fortsætte sin udvikling. I 41 e.Kr. gav de romerske repræsentanter plads for den farisæisk sindede Agrippa I, og (af grunde, der ikke er klare) brød der en forfølgelse ud, hvor Jakob blev martyr, og Peter kun blev befriet ved et mirakel (ApG 12). Med genoptagelsen af romersk styre i 44 e.Kr. ophørte forfølgelsen.

Man fandt frem til en fredelig måde at leve på, sådan som det fremgår af fraværet af yderligere hentydninger til vanskeligheder (sammenlign ApG 21,17-26) og af Josefus' og Hegesippus' beretninger om den agtelse, som Jakob, Herrens bror, nød. Hans martyrdød (i 62 e.Kr.?) skyldtes den spænding, der gik forud for det endelige oprør mod Rom, som de kristne i Jerusalem ikke tog del i. I stedet trak de sig tilbage over Jordan til Pella (Åb 12,13-17), hvor de dannede en tæt sammensluttet, stærkt jødisk gruppe under ledelse af efterkommerne af Kristi brødre efter kødet. Der blev udført noget missionsarbejde længere mod øst, men i det 2. århundrede blev de enten opslugt af den almindelige kristendom eller blev en af de faktorer, der frembragte ebionismen.

3. Judaister:

Mange medlemmer af denne gruppe (og uden tvivl andre jødekristne uden for den) viste forskellige grader af manglende evne til at forstå arbejdet blandt hedningerne. At acceptere en uomskåret kristen som "frelst" frembød forholdsvis ringe vanskelighed (Gal 2,3; Gal 2,15). Men at spise sammen med ham var noget andet, og det var anstødeligt for mange, som accepterede hans frelse (Gal 2,12; Gal 2,13). Den strenge konklusion, at loven ikke bandt nogen kristen, var endnu en anden sag og en, som selv Jakob ikke kunne acceptere (ApG 21,21). På tidspunktet for Gal 2,9 tænkte "søjlerne" endnu ikke på at udføre arbejde blandt hedningerne. Paulus' stridigheder er velkendte, og sandsynligvis ophørte den sidste friktion ikke før Jerusalems fald. Men vanskelighederne blev gradvis mindre, og Første Petersbrev er vidnesbyrd om, at Peter selv til sidst accepterede hedningernes fulde status.

4. Forholdet til Rom:

Over for den romerske magt var kristendommen i begyndelsen sikker, da forskellene fra jødedommen blev anset for at være for små til at lægge mærke til (ApG 18,14-16; ApG 25,19). (Uroligheder som dem i ApG 17,9 skyldtes forstyrrelse af freden.) Derfor blev regeringsmagten opfattet som en beskytter (2 Thess 2,7) og omtalt i de højeste vendinger (Rom 13,1; 1 Pet 2,13; 1 Pet 2,14). Men selv om fuldstændig isolation ikke blev praktiseret (1 Kor 10,27), havde de kristne dog mere og mere tendens til at samle sig i grupper med kun ringe kontakt med verden omkring dem (1 Pet 4,3-5), og derved vakte de mistanke og fjendtlighed hos deres naboer. Derfor var de en bekvem syndebuk for Nero efter Roms brand. Det er usikkert, hvor langt hans forfølgelse bredte sig, eller i hvilket omfang der forekom forfølgelser fra hans tid indtil slutningen af Domitians regering (se Peters Første Brev), men i Johannes' Åbenbaring er Rom blevet symbolet på alt, hvad der er fjendtligt mod Kristus.

5. "Hellenisme":

Indflydelsen fra de "hedenske" religioner på kristendommen er ikke særlig mærkbar i det 1. århundrede. Men synkretisme var tidens mode, og mange omvendte må have forsøgt at forene den nye religion med anskuelser, som de allerede havde (eller som de først lærte senere). Tilsyneladende blev der kun viet dette forsøg ringe opmærksomhed, hvis det var begrænset til helt underordnede enkeltheder (1 Kor 15,29), men i Kol 2,8-23 berøres et afgørende spørgsmål. Faren er mere akut i Pastoralbrevene (1 Tim 1,4; 1 Tim 4,3; Tit 3,9), og i Åb 2 sker der stor skade. Og Judasbrevet, Andet Petersbrev og Første Johannesbrev indeholder direkte polemik mod de systemer, der således opstod, begyndelsen til det, der i det 2. århundrede fremtrådte som gnosticisme.

For yderligere enkeltheder se de særskilte artikler, især tjeneste; Det Nye Testamentes kanon; og (om livet i den apostolske tidsalder) åndelige gaver.

LITTERATUR.

Se de særskilte artikler. Værker med titlen Apostolic Age er skrevet af Gilbert (kort), Bartlet (nyttig), Purves (meget konservativ), Ropes, McGiffert og Weizsacker. De tre sidste er til kritisk studie.

Burton Scott Easton