Diakon; diakonisse

de'-k'-n, de'-k'-n-es: Udtrykket diakonos og dets beslægtede former forekommer mange gange i Det Nye Testamente, ligesom dets synonymer huperetes og doulos med deres respektive beslægtede former. Man kan generelt sige, at udtrykkene betegner tjenesten eller betjeningen udført af trællen (doulos), den underordnede tjener (huperetes) eller hjælperen (diakonos), i alle betydningsnuancer og grader, både bogstaveligt og billedligt. Det ville ikke tjene noget nyttigt formål at opregne og drøfte alle stederne i detaljer. Kristendommen har fra begyndelsen stået for barnlig tjeneste for Gud og hans rige og for broderlig hjælpsomhed mod mennesker, og derfor vrimler Det Nye Testamente med udtryk, der betegner disse funktioner. Det er nødvendigt at undersøge, om og hvor de forekommer i en teknisk betydning, der er tilstrækkeligt afgrænset til at betegne indstiftelsen af et særligt kirkeligt embede, hvorfra det historiske diakonat med sikkerhed kan siges at være afledt.

Mange har søgt diakonatets oprindelse i indsættelsen af de syv i Jerusalem (ApG 6), og denne opfattelse blev støttet af mange af kirkefædrene.

De syv blev udpeget til at »tjene ved bordene« (diakonein trapezais) for at give de tolv mulighed for at »holde urokkeligt fast ved bønnen og ved ordets tjeneste (diakonia).« De kaldes ikke diakoner (diakonoi), og de kvalifikationer, der kræves, er ikke de samme som dem, Paulus foreskriver i 1 Tim 3,8-12; desuden fremstår Stefanus i Apostlenes Gerninger først og fremmest som prædikant og Filip som evangelist. Paulus anerkender klart kvinder som diakonisser, men vil ikke tillade en kvinde at undervise (1 Tim 2,12). Den oplagte konklusion er, at de syv kun kan kaldes de første diakoner i den forstand, at de var de tidligst omtalte hjælpere for de tolv som menighedens ledere, og at de blandt andet tjente i egenskab af særligt udpegede tjenere for de fattige.

Paulus siger: »Jeg anbefaler jer Føbe, vores søster, som er en tjener (Revised Version, randnote: »eller, diakonisse«) for menigheden i Kenkreæ« (Rom 16,1). Dette opfattes af mange som en henvisning til en officielt udpeget diakonisse; men det taler imod denne tolkning, at der i den tidligere gruppe af Paulus' breve ikke findes noget klart vidnesbyrd om diakonatets indstiftelse. Føbe var tydeligvis en æret hjælper i den menighed, der var nært forbundet med menigheden i Korinth, hvor der ligeledes mangler vidnesbyrd om en særlig kirkelig organisation.

I Fil 1,1 sender Paulus og Timotheus hilsen »til alle de hellige .... i Filippi, sammen med biskopperne og diakonerne.« Her finder vi altså omtale af »diakoner« på en måde, der antyder et formelt diakonat; men manglen på en nærmere bestemmelse af deres kvalifikationer og pligter gør det umuligt med sikkerhed at fastslå, at embedet fandtes.

I 1 Tim 3,8-12, efter at have foreskrevet kvalifikationerne og fremgangsmåden ved udnævnelsen af en biskop eller tilsynsmand, fortsætter Paulus: »Diakoner skal på samme måde være alvorlige, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen vin, ikke griske efter ussel vinding; de skal holde troens mysterium i en ren samvittighed. Og også disse skal først prøves; lad dem så tjene som diakoner, hvis de er ulastelige. Kvinder skal på samme måde være alvorlige, ikke bagtalere, ædruelige, trofaste i alt. Diakoner skal være én kvindes mænd og styre deres børn og deres egne huse godt.« Her er der sørget for diakoner og diakonisser, og karakteren af deres kvalifikationer gør det klart, at de skulle udpeges som uddelere af almisser, der skulle komme i nært personligt forhold til de fattige.

Vi konkluderer derfor, at de syv og Føbe ikke udøvede diakonatet i teknisk forstand; dette viser sig først med sikkerhed i 1 Tim 1, skønt det ikke er usandsynligt, at det anerkendes i Fil 1,1, og det var blevet foregrebet i de forskellige ordninger for uddeling af almisser og omsorg for menighedens fattige, som var blevet indført i forskellige menigheder på et tidligere tidspunkt.

Se også biskop; kirke; kirkeordning.

William Arthur Heidel