Det Store Hav

(ha-yam ha-gadhol):

1. Havets navne:

Dette er navnet på Middelhavet, som dannede den vestlige grænse for Israels land (4 Mos 34,6; Jos 15,12; Jos 15,47; Ez 47,19; Ez 48,28). Det kaldes også "det bageste hav" (hebraisk ha-yam ha-'aharon), dvs. det vestlige hav (5 Mos 11,24; 5 Mos 34,2; Joel 2,20; Zak 14,8), og "filistrenes hav" (2 Mos 23,31), hvilket naturligvis især gælder den del, der skyller ind mod Filistæas kyst, fra Jaffa og sydpå. Når ordet "hav" bruges, og intet andet bestemt angives, menes i almindelighed Middelhavet (1 Mos 49,13; 4 Mos 13,29 osv.). Det var den største vandflade, hebræerne kendte til. Dets glitrende spejl, der strakte sig bort mod solnedgangen, kunne ses fra mangen en højde inde i landet.

2. Israel og havet:

Det fyldte meget i landboernes bevidsthed--for Israel frembragte kun få søfolk--og prægede deres sprog, så "mod havet" blev det almindelige udtryk for "mod vest" (2 Mos 26,22; Jos 5,1 osv.). Dets gådefuldhed og vælde, stormens rasen og lyden af "sorg på havet", båret til deres ører oppe i højlandet, indgød dem en mærkelig frygt for dets vide vande; denne frygt fik sit sidste skriftmæssige udtryk hos seeren fra Patmos i hans syn af den nye jord, hvor "havet ikke er mere" (Åb 21,1).

3. Kystlinjen:

Langs kysten lå de stammeområder, der blev tildelt Asher, Zebulon, Manasse, Dan og Juda. Mange af byerne langs kysten formåede de dog ikke at tage i besiddelse, og heller ikke store dele af landet. Kystlinjen bød kun ringe mulighed for at anlægge havne. Den ene havneby, som hebræerne i oldtiden synes at have gjort megen brug af, var Joppe--det moderne Jaffa (2 Krøn 2,16 osv.). Herfra vendte Salomos store handelsskibe sandsynligvis stævnene mod vest. Herfra plejede i hvert fald "Tarshish-skibe" at drage ud på deres eventyrlige rejser (Jon 1,3). Skibene på dette hav optræder i Esajas' smukke syn (60,8 f).

Se Akko; Joppe.

4. Havet i Det Nye Testamente:

Drengen Jesus må fra højderne oven for Nazaret ofte have set ud over det store havs vande, når de brød i skum mod den buede kyst, fra Karmels fod til odden ved Akko. Kun én gang på sine vandringer, så vidt vi ved, nærmede han sig havet, nemlig ved sit uforglemmelige besøg i "Tyrus' og Sidons egne" (Matt 15,21; Mark 7,24). Havet, i alle dets stemninger, var velkendt for den store apostel for hedningerne. De tre skibbrud, han led (2 Kor 11,25), skyldtes utvivlsomt dets vrede bølgers magt over de skrøbelige fartøjer i de gamle dage.

Se Paulus.

5. Landets gæld til havet:

Landet skylder det store hav meget. I sommerens varme måneder rejser der sig ved daggry en mild brise fra vandet, som vifter over hele den side af den centrale bjergkæde, der vender mod havet. Ved solnedgang glider den afkølede luft ned ad skråningerne, og de højere luftlag driver mod højlandet, ladet med uvurderlig fugt, og giver ophav til den forfriskende dug, som gør morgenen i landet så liflig.

Se desuden Middelhavet.

W. Ewing