Deuterokanoniske bøger

du-ter-o-ka-non'-i-kal: Et udtryk, der nogle gange bruges til at betegne visse bøger, som Trient-konciliet inkluderede i Det Gamle Testamente, men som de protestantiske kirker betegnede som apokryfe (se Apokryfa), samt visse bøger i Det Nye Testamente, som i lang tid ikke blev accepteret af hele kirken som Hellig Skrift. Webster siger, at udtrykket vedrører "en anden Kanon eller kirkeligt skrift af mindre autoritet", og disse bøgers historie viser, at de alle på et tidspunkt blev betragtet af en del af kirken som ringere end de øvrige, og nogle af dem bliver stadig set sådan i dag. Denne anden Kanon omfatter Tobit, Judith, Visdommen, Siraks visdom, 2. Esdras, 1. Makkabæerbog og 2. Makkabæerbog fra Det Gamle Testamente, samt Hebraer, Jakob, 2. Peter, 2. Johannes, 3. Johannes, Judas og Åbenbaring fra Det Nye Testamente.

1. Det Gamle Testamentes bøger:

De Gamle Testamentes bøger under behandling var ikke en del af den hebraiske kanon, og de blev oprindeligt betegnet som apokryfe. Septuaginta indeholdt mange af de apokryfe bøger, og blandt disse var de fleste af dem, som vi har betegnet som deuterokanoniske. Septuaginta var måske grækerens bibeloversættelse i Nye Testamentes tid, og den blev ved med at være Det Gamle Testamente for den tidlige kirke, og derfor blev disse bøger bredt distribueret. Det synes imidlertid, at de ikke fortsatte med at have deres plads sammen med de øvrige bøger, for Athanasius, bispen af Alexandria, gav i sit Festbrev i 367 en liste over Bibliets bøger, som skulle læses, og ved slutningen af denne liste skrev han: "Der er også andre bøger foruden disse, ikke kanoniske, men som Fædrene har sat til at blive læst for dem, der netop er kommet til og ønsker at blive underrettet om frelsesordet: Visdommen, Siraks vidom, Ester, Judith, Tobit, den såkaldte Apostlenes lære og Hermastegnet." Hieronymus gjorde også en skelnen mellem de apokryfe bøger og de øvrige. I sit Forord, efter at have opregnet de bøger, der var indeholdt i den hebraiske kanon, tilføjer han: "Dette prologue skriver jeg som et forord til de bøger, som skal oversættes af os fra hebraisk til latin, så vi kan vide, at alle bøger, som ikke er blandt disse, er apokryfe; derfor Visdommen, som almindeligvis tilskrives Salomo som forfatter, og bogen om Jesus, søn af Sirak, Judith, Tobit og Hermastegnet er ikke i Kanonen." Rufinus gjorde samme skelnen som Hieronymus. Han erklærede, at "disse bøger ikke er kanoniske, men er blevet kaldt kirkelige af vore forfædre." Augustin inkluderede disse bøger i sin liste, som han udgav i 397. Han begynder listen således: "Hele Skriftens kanon er omfattet i disse bøger." Derefter følger en liste over bøgerne, som omfatter Tobit, Judith, 1. Makkabæerbog, 2. Makkabæerbog, 2. Esdras, Visdommen og Siraks vidom, og den slutter med disse ord: "I disse 44 bøger er alt Gamle Testamentes autoritet omfattet." Da disse bøger blev betragtet af kirken i almindelighed som kirkelige og nyttige, og Augustin havde givet dem kanonisk godkendelse, vandt de hurtigt indpas, og de fleste af dem findes i de store håndskrifter.

Se Kanonen for Det Gamle Testamente.

2. Det Nye Testamentes bøger:

Det er ikke sandsynligt, at der var et generelt kirkekoncilium i de tidlige århundreder, der satte De Nye Testamentes forskellige bøger til side og kanoniserede dem som Hellig Skrift for hele kirken. Der var ingen enkelt historisk begivenhed, som bragte Det Nye Testamentes bøger sammen, så de skulle betragtes som Hellig Skrift overalt. Disse bøger gjorde ikke samme fremskridt i de forskellige provinser og kirker. En omhyggelig undersøgelse af forholdene afslører, at der ikke var en ensartet kanon for Det Nye Testamente i kirken i mindst de første 3 århundreder. Den etiopiske kirke havde for eksempel 35 bøger i sit Nye Testamente, mens den syriske kirke kun havde 22 bøger.

Fra tidlig tid var kirkerne praktisk talt enige om de bøger, som nogle gange betegnes som de protokanoniske, og som Eusebius betegnede som homologoumena. De var dog uenige med hensyn til de 7 omstridte bøger, som udgør en del af den såkaldte deutero-kanon, og som Eusebius betegnede som antilegomena. De var også uenige med hensyn til andre kirkelige skrifter, for der var ingen fast grænse mellem kanoniske og ikke-kanoniske bøger. Selv om der måske ikke var et koncilium i kirken, som havde behandlet bøgerne og erklæret dem for kanoniske, er det uden tvivl sandt, at inden slutningen af det 2. århundrede var alle de bøger, som er i vores Nye Testamente, med undtagelse af de under behandling, blevet anerkendt som Hellig Skrift i alle ortodokse kirker.

Historien om disse syv bøger afslører, at selv om nogle af dem blev brugt tidligt af Fædrene, faldt de senere i ugunst. Det gælder især for Hebraerbrevet og Åbenbaring. Generelt kan det siges, at ved slutningen af det 2. århundrede havde de 7 bøger under behandling ikke modtaget en så almindelig anerkendelse som de øvrige; dog var alle, med måske undtagelse af 2. Peter, blevet brugt af nogle af Fædrene. Han blev frit bekræftet af Clemens fra Rom og Justin Martyr; Jakob af Hermas og sandsynligvis af Clemens fra Rom; 2. Johannes, 3. Johannes og Judas af Muratorian-fragmentet; Åbenbaring af Hermas og Justin Martyr, som nævner Johannes som dens forfatter.

Se Kanonen for Det Nye Testamente.

Hieronymus, som udarbejdede Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) i de sidste år af det 4. århundrede, accepterede alle de 7 tvivlsomme bøger; dog mente han, at 2 Johannes og 3 Johannes var skrevet af presbyteren, og han antydede, at 2 Peter og Judas stadig blev forkastet af nogle. Han sagde også, at latinerne ikke modtog Hebr blandt de kanoniske skrifter, og heller ikke de græske kirker. Augustin, som var en af de store ledere i den sidste del af det 4. århundrede og den første del af det 5., accepterede uden forbehold de 7 omstridte bøger. Disse bøger havde gradvis vundet større anerkendelse, og Hieronymus' og Augustins stillingtagen afgjorde i praksis deres kanonicitet for de ortodokse kirker. Kirkemødet i Karthago, afholdt i 397, vedtog Augustins katalog. Dette katalog indeholdt alle de omstridte bøger både i Det Nye Testamente og i Det Gamle Testamente.

Siden reformationen.

Augustins kanon blev kanon for flertallet af kirkerne, og de gammeltestamentlige bøger, som han accepterede, blev føjet til Vulgata; men der var nogle, som stadig holdt fast ved Hieronymus' kanon. Reformationens opvågnen førte uundgåeligt til en fornyet undersøgelse af kanon, eftersom Bibelen blev gjort til autoritetens kilde, og nogle af de omstridte bøger i Det Nye Testamente blev igen draget i tvivl af reformatorerne. Den stilling, reformatorerne gav Bibelen, førte den romerske kirke til på ny at bekræfte sin godkendelse og endeligt fastlægge de bøger, der skulle accepteres. Derfor gjorde Tridentinerkoncilet, som trådte sammen i 1546, Augustins kanon, der omfattede de 7 apokryfe bøger i Det Gamle Testamente og de 7 omstridte bøger i Det Nye Testamente, til kirkens kanon, og det udtalte en forbandelse over dem, som ikke modtog disse bøger. Protestanterne fulgte først Roms eksempel og antog disse bøger, som længe havde haft brugens sanktion, som deres Bibel. Efterhånden blev de betvivlede bøger i Det Gamle Testamente dog skilt ud fra de øvrige. Det var tilfældet i Coverdales oversættelse, og i Matthew's Bible blev de ikke blot skilt ud fra de øvrige, men de blev forsynet med forordet: "bindet med den bog, der kaldes Hagiographa." I Cranmer's Bible blev Hagiographa ændret til Apocrypha, og dette gik gennem den efterfølgende udgave over i King James Version.

A. W. Fortune