Diana; Artemis

di-an'-a (Artemis "hurtig," "sikker"): En guddom af asiatisk oprindelse, jordens modergudinde, hvis kultsted var templet i Efesos, hovedstaden i den romerske provins Asien. Diana er blot den latiniserede form af det græske ord Artemis, men Artemis fra Efesos må ikke forveksles med den græske gudinde af samme navn.

Hun kan dog identificeres med frygiernes Kybele, hvis navn hun også bar, og med flere andre guddomme, som blev dyrket under forskellige navne i forskellige dele af Orienten. I Kappadokien var hun kendt som Ma; hos syrerne som Atargatis eller Mylitta; blandt fønikerne som Astarte, et navn der hos assyrerne forekommer som Ishtar; det moderne navn Ester er afledt af det. Den samme gudinde synes at være blevet dyrket af hittitterne, for en kvindelig guddom er udhugget i klipperne ved Yazili Kaya, nær hittitterbyen Boghazkeui. Det kan muligvis til sidst påvises, at de forskellige gudinder i Syrien og Lilleasien alle skylder deres oprindelse til den tidligere assyriske eller babyloniske Ishtar, kærlighedsgudinden, hvis vigtigste egenskaber de havde. De forskellige former og navne, som hun optræder under, skyldes den forskellige udvikling i forskellige områder.

Traditionen siger, at Diana blev født i skovene nær Efesos, hvor hendes tempel blev bygget, da hendes billede af træ (muligvis ibenholt; Plinius, NH, xvi. 40; ApG 19,35) faldt ned fra himlen (se også astronomi, afsnit I, 8 (2)). Også ifølge traditionen blev den by, som senere blev kaldt Efesos, grundlagt af amazonerne, og Diana eller Kybele var guddommen for dette halvmytiske folk. Senere, da Efesos kom i grækernes besiddelse, fortrængte den græske civilisation delvis den asiatiske, og i denne by blev de to civilisationer blandet sammen. Det græske navn Artemis blev givet til den asiatiske gudinde, og mange af de græske kolonister fremstillede hende på deres mønter som græsk. Hendes billeder og gudsdyrkelsesformer forblev mere asiatiske end græske. Hendes tidligste statuer var figurer, groft udskåret i træ. Senere, da hun blev fremstillet i sten og metaller, bar hun på hovedet en murkrone, der forestillede en befæstet bymur; fra den hang draperi ned på hver side af hendes ansigt til skuldrene. Den øverste del af hendes krop var helt dækket med rækker af bryster for at betegne, at hun var alt livs moder. De nederste arme var strakt frem. Den nederste del af kroppen lignede en rå blok, som om hendes ben var blevet viklet ind i klæde som benene på en egyptisk mumie. I senere tider fremstillede hendes græske tilhængere hende med hjorte eller løver stående ved hendes sider. Den mest berømte af hendes statuer stod på platformen foran indgangen til hendes tempel i Efesos. Som statuerne viser, legemliggjorde hun de forplantende kræfter hos mennesker og dyr og alt andet liv.

I spidsen for hendes kult stod en ypperstepræst, oprindelig en eunuk, som bar navnet og senere titlen Megabyzos. Under ham var der præster, kendt som essæere, udpeget, måske blandt byens embedsmænd, for kun ét år; det var deres pligt at bringe ofrene til gudinden på byens vegne. Andre underordnede præsteklasser, kendt som Kouretes, Krobatai og Hilroi, udførte pligter, som nu er uklare. Præstinderne var endnu talrigere, og sandsynligvis på grund af deres store antal blev de kaldt Melissai eller bier; det efesiske symbol, som derfor almindeligvis optræder på de mønter, der blev slået i byen, er en bi. Melissai, som i de tidlige tider alle var jomfruer, var inddelt i tre klasser; man ved ikke længere præcis, hvilke særlige pligter hver klasse havde. Ritualet i tempeltjenesterne bestod af ofre og af ceremoniel prostitution, en praksis der var fælles for mange af religionerne i det gamle Orienten, og som stadig findes blandt nogle af Lilleasiens ukendte stammer.

Dianas tempel var egentlig ikke gudindens hjem; det var kun en helligdom, den vigtigste, viet til hendes tjeneste. Hun levede i naturen; hun var overalt, hvor der var liv, alle levende tings moder; alle ofre af enhver tænkelig art var derfor acceptable for hende; deraf den vældige rigdom, som strømmede ind i hendes tempel. Hun blev ikke alene dyrket i sit tempel, men også i de små helligdomme eller naoi, som undertiden var udformet efter templet. Oftere var helligdommene yderst primitive genstande, enten af sølv eller sten eller træ eller ler. De blev fremstillet i Efesos af templets afhængige folk og bragt af pilgrimmene ud over hele verden. Foran dem kunne Diana også dyrkes hvor som helst, ligesom der nu af jorden fra den hellige mesopotamiske by Kerbela, hvor Alis sønner led martyrdøden, formes små blokke, som shiamuslimer tager med sig, for at de kan bede på hellig grund, hvor de end måtte være. Fremstillerne af Dianas helligdomme udgjorde en meget stor klasse, blandt dem i Paulus' tid Demetrios (ApG 19,24). Ingen af sølvhelligdommene er blevet fundet, men dem af marmor og ler er dukket op blandt Efesos' ruiner. De er yderst primitive; i et lille skal-lignende stykke ler sidder en grov kvindefigur af ler, undertiden med en tamburin i den ene hånd og et bæger i den anden, eller med en løve ved sin side eller under sin fod. Selv om helligdommene blev solgt som gudindens hellige boliger, for at pilgrimmene, der bar dem til deres fjerne hjem eller begravede dem i gravene sammen med deres døde, kunne være sikre på hendes stadige nærvær, var deres egentlige formål at øge templets indtægter ved at sælge dem til en pris, der var mange gange højere end deres omkostning. Med Dianas helligdomme kan man sammenligne de husguder af ler, som findes i mængde blandt ruinerne af de tidligere babyloniske byer, især de byer, hvor der stod templer for gudinden Ishtar.

E. J. Banks