Dommerperioden

I. KILDER

II. KRONOLOGI

III. DEN ALMINDELIGE POLITISKE SITUATION

1. Kana'anæerne

2. Fjender udefra

IV. HOVEDBEGIVENHEDER

1. Enkelte stammers kampe

2. Indre strid

3. De seks invasioner

4. Behov for centralregering

V. RELIGIØSE FORHOLD

VI. TEOLOGISK FORTOLKNING

LITTERATUR

I. Kilder.

Vores vigtigste kilder til oplysninger er Dommerbogen og 1 Sam 1. Det materiale, der findes i disse, er ikke alt sammen af samme alder. Den ældste del er efter almindelig enighed Deboras sang (Dom 5). Den er et samtidigt dokument. Prosafortællingerne er dog også tidlige og anses almindeligvis for at give et troværdigt billede af de tider, de behandler. Ruths Bog, som også henviser til denne periode, er sandsynligvis i sin nuværende form en senere komposition, men der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at nægte den et historisk grundlag (Konig, Einleitung, 286 ff; Kent, Student's Old Testament, I, 310 f).

II. Kronologi.

Dommerperioden strækker sig fra Josvas død til oprettelsen af kongedømmet. Hvor lang tid der gik mellem disse grænser, er der meget forskellige meninger om. De kronologiske oplysninger i Dommerbogen, dvs. når Eli og Samuel udelades, giver i alt 410 år. Men dette stemmer ikke med 1 Kong 6,1, hvor hele perioden fra udgangen af Egypten til Salomos 4. år regnes til 480 år. Forskellige forsøg er blevet gjort på at harmonisere disse afvigende tal, f.eks. ved at udelade de 70 år, der tilskrives de mindre dommere (10,1-5; 12,7-15), ved ikke at medregne de 71 år med fremmed herredømme og ved teorien om, at nogle af dommerne var samtidige. Det er sandsynligt, at de 480 år i 1 Kong 6,1 var et rundt tal og ikke byggede på nøjagtige optegnelser. Ja, det er tvivlsomt, om der fandtes nogen fast kalender i Israel før kongedømmets tid. Den eneste måde, hvorpå man da kan bestemme dommerperiodens længde, er ud fra dateringen af udgangen af Egypten. Den almindelige opfattelse er, at udgangen af Egypten fandt sted under eller lige efter Merenptahs regering i sidste halvdel af det 13. århundrede f.Kr. Dette efterlader dog næppe mere end 150 år til dommerperioden, for Sauls regering faldt i 2. halvdel af det 11. århundrede f.Kr. Derfor henlægger nogle, for hvem dette synes for kort, udgangen af Egypten til Amenophis II's regering, omkring 1450 f.Kr. Dette stemmer med de 480 år i 1 Kong 6,1 og støttes af andre overvejelser (POT, 422-24). Endnu andre har sat udgangen af Egypten i forbindelse med fordrivelsen af hyksos omkring 1580 f.Kr. (G.A. Reisner); og dette ville passe meget godt med de kronologiske oplysninger i Dommerbogen. Indvendingen mod de to sidste opfattelser er, at de kræver en ret lang periode, hvor israelitterne i Kanaan var underlagt Egypten, hvilket der ikke findes noget spor af i Dommerbogen.

Se videre DOMMERBOGEN, IV.

III. Den almindelige politiske situation.

Josvas død efterlod meget land, som israelitterne endnu skulle tage i besiddelse.

1. Kana'anæerne:

De forskellige stammer havde fået deres respektive arvelodder (Dom 1,3), men den faktiske besiddelse af det område, der var tildelt hver enkelt, lå stadig i fremtiden og blev kun gradvis opnået. Kana'anæerne blev i landet og var i en tid en alvorlig trussel mod Israels magt. De beholdt herredømmet over sletterne og mange af de befæstede byer, f.eks. Gezer, Harheres, Ajjalon, Sha'albim og Jerusalem ved Judas nordgrænse (Dom 1,21; Dom 1,29; Dom 1,35), og Bet-Shean, Jibleam, Ta'anak, Megiddo og Dor langs Manasses nordgrænse (Dom 1,27; Dom 1,28).

2. Fjender udefra:

Foruden disse fjender inde i Kanaan havde israelitterne fjender udefra at kæmpe med, nemlig moabitterne, midjanitterne, ammonitterne og filistrene. Faren fra hver af disse kanter, bortset fra den fra filistrene, blev med held afværget. De konflikter, som israelitterne således blev involveret i, var alle mere eller mindre lokale af karakter. I intet tilfælde handlede alle stammerne sammen, skønt pligten til en sådan fælles handling tydeligt læres i Deboras sang, i det mindste hvad de 10 nordlige stammer angår. At Juda og Simeon udelades fra denne gamle sang, er mærkeligt, men er måske ikke så betydningsfuldt, som man undertiden har antaget. De dommere, som blev rejst op for at møde de forskellige nødsituationer, synes kun at have udøvet myndighed over begrænsede områder. I almindelighed handlede de forskellige stammer og slægter uafhængigt af hinanden. Lokalt selvstyre rådede. "Enhver gjorde det, som var ret i hans egne øjne" (Dom 17,6).

At Kanaan i denne periode ikke blev undertvunget og holdt nede af en af de store verdensmagter, Egypten eller Babylonien, må betragtes som forsynets styrelse (HPM, I, 214 f). En sådan underkastelse ville have gjort udviklingen af et frit nationalt og religiøst liv i Israel umulig. Kushan-Rishatajim i Dom 3,7-10 var snarere en konge af Edom end af Mesopotamien (Paton, Early History of Syria and Palestine, 161-62).

IV. Hovedbegivenheder.

1. Enkelte stammers kampe:

Meget af det, der fandt sted i denne periode, er ikke nedskrevet. Om de kampe, som de enkelte stammer gennemgik, før det lykkedes dem at etablere sig i landet, ved man kun lidt. En interessant episode er bevaret for os i Dom 17; Dom 18. En betydelig del af Dans stamme, hårdt presset af amoritterne (Dom 1,34), udvandrede fra deres tildelte hjem vest for Juda til Lajish i det fjerne nord, hvor de slog indbyggerne ned med sværd, brændte byen og derefter genopbyggede den under navnet Dan. Dette fandt sted tidligt i dommerperioden, tilsyneladende i den første generation efter erobringen (Dom 18,30).

2. Indre strid:

Omtrent samtidig (Dom 20,28) synes også krigen mod Benjamin (Dom 19-21) at have fundet sted; den udsprang af en udåd begået i Gibea og benjaminitternes afvisning af at udlevere de skyldige til straf. Denne krigs historicitet er blevet betvivlet, men den synes at være bevidnet af Hos 9,9; Hos 10,9. Og at indre strid i Israel heller ikke ellers var ukendt i denne periode, fremgår klart af Gideons erfaringer (Dom 8,1-3) og Jeftas (Dom 12,1-6), for ikke at nævne Abimeleks (Dom 9). Det er en udbredt teori, at stammerne Simeon og Levi tidligt i denne periode led et alvorligt nederlag (1 Mos 49,5-7), og at en afspejling af denne begivenhed findes i 1 Mos 34; men oplysningerne er for usikre til at berettige nogen tillid til dette synspunkt.

3. De seks invasioner:

Seks krige med andre folkeslag omtales som forekommende i denne periode, og hver af dem fremkaldte sin dommer eller sine dommere. Otniel befriede israelitterne fra mesopotamierne eller edomitterne (Dom 3,7-11), Ehud fra moabitterne (Dom 3,12-30), Debora og Barak fra kana'anæerne (Dommerbogen 4; 5), Gideon fra midjanitterne (Dommerbogen 6-8) og Jefta fra ammonitterne (Dom 10,6-12; Dom 10,17). I striden med filistrene, som ikke blev afsluttet i denne periode, optræder Samson (Dommerbogen 13-16), Eli (1 Sam 1) og Samuel (1 Sam 7,3-14; 1 Sam 9,16). Af disse seks krige var dem, der bragte Otniel, Ehud og Jefta i forgrunden, mindre alvorlige og betydningsfulde end de tre andre. Konflikterne med kana'anæerne, midjanitterne og filistrene markerer tydelige stadier i periodens historie.

Efter israelitternes første fremgange i Kanaan indtrådte en periode med svaghed og opløsning. Kana'anæerne, som stadig holdt de befæstede byer på Jizre'elsletten, sluttede sig sammen og skræmte egnen rundt omkring. Hebræerne flygtede fra deres landsbyer til huler og skjulesteder. Ingen havde mod til at gøre modstand (Dom 5,6; Dom 5,8). Det så ud, som om de var ved at blive undertvunget af det folk, de kort forinden havde fordrevet. Da var det, Debora trådte frem. Med sine lidenskabelige appeller i Jahves navn vakte hun en ny følelse af national enhed, samlede nationens modløse styrker og tilføjede kana'anæerne et endeligt, knusende nederlag på Megiddosletten.

Men den flamme, der således var blevet tændt, gik efter en tid ud. Nye fjender kom udefra. Midjanitterne invaderede landet år efter år og røvede dets afgrøde (Dom 6,1; Dom 6,3). Dette onde blev pludselig bragt til ophør ved Gideons dristige slag, og hans sejr blev længe bevaret i folkets erindring (Es 9,4; Es 10,26; Sl 83,9-12). Men folket, i det mindste i Manasse og måske også i Efraim, indså nu, at det ikke længere var sikkert at være afhængig af en sådan midlertidig ledelse. De havde brug for en fast organisation til at afværge de farer, der truede dem. Derfor tilbød de Gideon kongemagten. Han afslog den formelt (Dom 8,22; Dom 8,23), men oprettede dog et styre i Ofra, som folket betragtede som arveligt (Dom 9,2). Han blev efterfulgt af sin søn Abimelek, som efter at have dræbt alle sine 70 brødre på nær én antog kongetitlen. Det nye kongedømme blev dog kortvarigt. Det endte efter tre år med kongens vanærende død.

4. Behovet for centralregering:

Der skulle en stor fare til, før Israels folk kunne svejses sammen til enhed og bringes til at se nødvendigheden af en stærk centralregering. Denne fare kom til sidst fra filistrene, som to gange besejrede israelitterne i kamp, erobrede arken og oversvømmede en stor del af landet (1 Sam 1). Over for en sådan fjende var det klart, at kun en stærk og varig ledelse af hele folket ville være tilstrækkelig (1 Sam 9,15; 1 Sam 10,1); og således veg dommernes styre for monarkiet.

V. Religiøse forhold.

Det hebraiske sind, som Moses henvendte sig til, var ikke en tabula rasa, og den verden i Kanaan, som israelitterne trådte ind i, var ikke et intellektuelt tomrum. Formende påvirkninger havde i århundreder virket på det hebraiske sind, og landet havde længe været beboet af folk med faste institutioner, skikke og ideer. Da Israel bosatte sig i Kanaan, havde de derfor både en hedensk arv og et hedensk miljø at kæmpe med. Det bør derfor ikke vække nogen overraskelse, at man i denne periode finder sådanne afvigelser fra den mosaiske tros renhed, som ses i Gideons efod (Dom 8,24-27), Mikas billeder (Dommerbogen 17-18) og ofringen af Jeftas datter (Dom 11,34-40). I overgangen fra nomadeliv til agerbrug var det uundgåeligt, at hebræerne med deres medfødte hedenske tilbøjeligheder ville antage mange af de grove og endog umoralske religiøse skikke og forestillinger hos det folk, de bosatte sig iblandt. Men den renere mosaiske tro havde stadig sine repræsentanter. Gudsdyrkelsen ved den centrale helligdom i Shilo forblev uden billeder. Ledere som Debora og Samuel genoplivede Moses' ånd. Og der kan næppe være tvivl om, at der i mange et stille hjem blev dyrket en sand og alvorlig fromhed som den i Elimeleks og No'omis hjem.

VI. Teologisk fortolkning.

Den bibelske historiker var ikke tilfreds med blot at fortælle om begivenheder. Det, der især optog ham, var den betydning, der lå bag dem. Og denne betydning interesserede ham ikke for dens egen skyld, men på grund af dens anvendelse på folket i hans egen tid. Derfor findes der, blandet ind i fortællingerne om dommerperioden, religiøse fortolkninger af de nedskrevne begivenheder og formaninger, der bygger på dem. Den grundlæggende lære, der således indskærpes, er den samme som den, profeterne uophørligt fastholdt. Guds styre af verden bygger på retfærdighed. Ulydighed mod den moralske lov og troløshed mod Yahweh betyder derfor lidelse og ulykke for Israel. Alle undertrykkelserne i dommerperioden opstod på denne måde. Hjælp og befrielse kom kun, når folket vendte sig til Yahweh. Denne religiøse pragmatisme, som den kaldes, ligger ikke på begivenhedernes overflade, så en naturalistisk historiker kunne se den. Men den er et korrelat til profeternes etiske monoteisme og udgør det ene element i Det Gamle Testamente, som gør studiet af Israels historie i højeste grad umagen værd.

LITTERATUR.

Josefus, Ant, V, ii-vi, 5; Ottley, Short History of the Hebrews, 101-24; Kittel, History of the Hebrews, II, 60 f, 2. tyske udgave, II, 52-135.

Albert Cornelius Knudson