Dor; Dora

dor, do'-ra (do'r, dor, "bolig," "kreds"; Dor; Josefus, Dora; moderne TanTurah): En by ved kysten i Israels land, syd for Karmel (Apion, II, 10; Vita, 8), omkring 8 miles nord for Cæsarea. Den var i de tidligste tider beboet af kana'anæerne og tilhørte sandsynligvis Fønikien; traditionen siger, at den var en sidonisk koloni. Den leverede en overflod af de skaldyr, som var så værdifulde til fremstillingen af tyrisk purpur, og dette ville have fået fønikerne til at besætte stedet. I det 12. århundrede f.Kr. blev området besat af de nordlige folk, som hærgede hele den syriske kyst og Egypten. De blev drevet tilbage af egypterne, men fornyede angrebet, og Egyptens svaghed midt i århundredet gjorde det muligt for dem at slå sig ned i kystområdet syd for Karmel; en stamme af dem besatte Dor, og andre området helt til grænserne ved Sinais ørken, og de blev det filisterfolk, som er så velkendt gennem deres kampe med hebræerne. Naphoth-dor, "Dors højder," kan være Karmels skråninger inde i landet fra TanTurah. Dor lå inden for det område, der blev tildelt Manasse (Jos 17,11; sammenlign Ant, V, i, 22). Det var sæde for en konge, som besad andre byer på højderne bag kysten. Han var en af forbundsfællerne til Jabin af Hasor i konflikten med Josva (Jos 11,2) og blev besejret af ham (Jos 12,23), men Dor blev ikke besat af israelitterne (Jos 17,11; Dom 1,27).

Indbyggerne i Dor lå i fjendskab med de fønikiske byer, og det ser ud til, at sidonierne erobrede den for at få adgang til dens rige forsyninger af skaldyr; dette forårsagede sandsynligvis den gengældelseskrig, som filisterne under ledelse af Ashkelon førte mod Sidon midt i det 11. århundrede. Sidon blev belejret fra land, og indbyggerne blev tvunget til at flygte til Tyrus. Dor synes at have været besat af Salomo, eftersom han anbragte en af sine forsyningsforvaltere i byen (1 Kong 4,11), og Tiglat-Pileser III undertvang den og indsatte en statholder over den (Rawl., Phoenician., 84). Her blev Tryfon belejret af Antiokus, men undslap til Apamea (1 Makk 15,11.13.15; Ant, XIII, vii, 2). Den blev gjort fri af Pompejus og knyttet til provinsen Syrien (XIV, iv, 4). De unge på stedet opstillede en statue af Tiberius i den jødiske synagoge, en krænkelse som blev indberettet til Publius Petronius af Agrippa, og der blev ydet oprejsning (XIX, vi, 3). Den synes ikke at have haft stor betydning i senere tider, selv om de befæstninger, der stadig står tilbage på ruinstedet fra middelalderens periode, viser, at den da var beboet. Nu er den kun en ussel landsby, der ligger gemt mellem ruinerne.

H. Porter