Helbredelsens gaver

(charismata iamaton): Blandt de "åndelige gaver", der opregnes i 1 Kor 12,4-11; 1 Kor 12,28, indgår "helbredelsens gaver". Se åndelige gaver. Emnet er i de senere år trådt stærkt frem og kræver derfor særskilt behandling. De punkter, der skal overvejes, er:

(1) de nytestamentlige kendsgerninger,

(2) gavernes natur,

(3) deres varighed i kirken.

1. De nytestamentlige kendsgerninger:

Evangelierne viser til overflod, at Kristi egen tjeneste var en helbredelsens tjeneste ikke mindre end en undervisningens (jf. Mark 1,14 f med 1,32-34). Da han sendte De Tolv ud (Mark 6,7; Mark 6,13) og De Halvfjerds (Luk 10,1; Luk 10,9), var det ikke kun for at prædike Guds rige, men også for at helbrede de syge. Den uægte afslutning på Markusevangeliet, hvis den ikke bevarer ord, som faktisk blev brugt af Kristus selv, vidner i hvert fald om den tidlige kirkes traditionelle tro på, at hans disciple efter hans bortgang fra verden stadig ville eje helbredelsens gave. Apostlenes Gerninger giver rigt vidnesbyrd om, at denne gave blev udøvet af apostle og andre fremtrædende mænd i urkirken (ApG 3,7; ApG 5,12-16; ApG 8,7; ApG 19,12; ApG 28,8), og Jakobsbrevet henviser til en helbredelsestjeneste, der blev udført af de ældste i en lokal menighed, når de handlede i fællesskab (Jak 5,14). Men Paulus taler i dette afsnit om "helbredelsens gaver" (flertallet "helbredelser" synes at henvise til de mange slags lidelser, der blev helbredt) som noget, der sammen med andre åndelige gaver blev fordelt blandt menighedens almindelige medlemmer. Der var, ser det ud til, mænd, som ikke indtog nogen officiel stilling i fællesskabet, og som måske ellers ikke skilte sig ud blandt deres medmedlemmer, men som denne særlige helbredelsens charisma var blevet skænket.

2. Gavernes natur:

Om dette emne giver Det Nye Testamente ingen direkte oplysning, men det giver vidnesbyrd, hvoraf der kan drages slutninger. Vi lægger mærke til, at udøvelsen af gaven som regel er betinget af troen hos den, der modtager velsignelsen (Mark 6,5; Mark 6,6; Mark 10,52; ApG 14,9) -- tro ikke blot på Gud, men på det menneskelige redskab (ApG 3,4; ApG 5,15; ApG 9,17). Helbrederen selv er en person med stor tro (Matt 17,19), mens hans evne til at indgive patienten tillid peger på besiddelsen af en stærk, magnetisk personlighed. De sygdomme, der blev helbredt, synes for størstedelens vedkommende ikke at have været organiske, men funktionelle; og mange af dem ville nu blive klassificeret som nervøse lidelser. Konklusionen ud fra disse data er, at de helbredelsens gaver, som Paulus hentyder til, ikke var mirakuløse udrustninger, men naturlige terapeutiske evner, løftet til deres højeste kraft ved kristen tro.

Moderne psykologi viser, gennem sin afdækning af det subliminale selvs eller underbevidsthedens undere og "suggestionens" kraft, hvordan det er muligt for ét menneske at lægge sin hånd på selve kilderne til det personlige liv i et andet, og den afdækker således det psykiske grundlag for helbredelsens gave. Vor tids lægevidenskab tilvejebringer det fysiologiske grundlag ved sin anerkendelse af det fysiske livs afhængighed af det åndelige, af de legemlige funktioners kontrol ved det underbevidste selv og af lægens evne til ved suggestion, hvad enten den sker i vågen tilstand eller under hypnose, at påvirke den underbevidste sjæl og frigøre naturens helbredende kræfter. Og kan vi ikke tilføje, at mange uomtvistelige tilfælde af kristen troshelbredelse (tag som type det velkendte tilfælde, hvor Luther i Weimar "rev Melanchthon", som denne udtrykte det, "ud af selve dødens gab"; se RE, XII, 520) giver det religiøse grundlag og beviser, at tro på Gud, når den virker gennem sjælen på legemet, er den mægtigste af alle helbredende påvirkninger, og at den, som ved sin egen tro og sympati og personlighedskraft kan vække tro hos andre, ved Guds velsignelse kan udøve magt til at helbrede sygdomme?

3. Helbredelsesgavernes varighed i kirken:

Der er rigeligt vidnesbyrd om, at man i de første århundreder stadig gjorde krav på og praktiserede helbredelsesgaverne i kirken (Justin, Apol. ii.6; Irenæus, Adv. Haer. ii. 32, 4; Tertullian, Apol. xxiii; Origenes, Contra Celsum, vii.4). Den frie udøvelse af disse gaver ophørte gradvist, dels uden tvivl på grund af tabet af den tidlige tro og åndelighed, men dels på grund af væksten i et asketisk sindelag, som overså Kristi evangelium for legemet og hældede til den opfattelse, at smerte og sygdom er de uundværlige tjenere for hans evangelium for sjælen. Gennem hele kirkens historie har der dog været bemærkelsesværdige personligheder (f.eks. Frans af Assisi, Luther, Wesley) og små fællesskaber af alvorlige kristne (f.eks. valdenserne, de tidlige mährere og kvækere), som på ny har hævdet Kristi evangelium på dets legemlige side som et evangelium for sygdom ikke mindre end for synd og gjort krav på, at helbredelsens gave skulle have den plads, Paulus tildelte den blandt Åndens gaver. I de senere år er emnet kristen helbredelse blevet vigtigt uden for de regelmæssigt organiserede kirker gennem aktiviteten i forskellige troshelbredelsesbevægelser. At lederne af disse bevægelser har grebet fat i en sandhed, der på én gang er skriftmæssig og videnskabelig, kan der næppe være tvivl om, skønt de som regel har forbundet den med, hvad vi betragter som en fejlagtig fjendtlighed mod almindelig lægepraksis. Det er værd at huske, at Paulus, med al sin tro på den åndelige helbredelsesgave og sin personlige erfaring af dens kraft, valgte lægen Lukas som ledsager på sine senere rejser; og værd at lægge mærke til, at Lukas delte med apostlen de æresbevisninger, som blev overøst missionærerne af Melitas folk, som de havde helbredt for deres sygdomme (ApG 28,10). På den moderne kirke synes der at hvile den pligt at bekræfte på ny virkeligheden og varigheden af den oprindelige helbredelsesgave, samtidig med at den sættes i forbindelse med videnskabelig lægepraksis som en anden kraft, indstiftet af Gud, og dens naturlige forbundsfælle i opgaven med at udbrede det kristne sundhedsevangelium.

LITTERATUR.

Hort, Christian Ecclesia, kapitel x; A.T. Schofield, Force of Mind, Unconscious Therapeutics; E. Worcester og andre, Religion and Medicine; HJ, IV, 3, s. 606; The Expositor T, XVII, 349, 417.

J. C. Lambert