Evangelium

gos'-pel (to euaggelion): Ordet evangelium kommer fra det angelsaksiske ord, der betød "historien om Gud." I Det nye Testamente betyder det græske ord euaggelion "glædelig beretning." Det forkynder tidings om frelse. Ordet står nogle gange for optegnelsen af vores Herres liv (Mark 1,1), omfattende alle Hans lærdomme, som i ApG 20,24. Men ordet "evangelium" har nu en særlig betydning og beskriver primært det budskab, som kristendommen forkynder. "Glædelig beretning" er dets betydning. Det betyder en gave fra Gud. Det er forkyndelsen af syndsforladelse og sønneskab med Gud gendannet gennem Kristus. Det betyder syndsforladelse og forsoning med Gud. Evangeliet er ikke blot et frelses-budskab, men også det instrument, gennem hvilket Helligånden virker (Rom 1,16).

Evangeliet adskiller sig fra loven ved udelukkende at være kendt fra åbenbaring. Det forkyndes i hele sin fylde i den åbenbaring, som er givet i Det nye Testamente. Det findes også, om end uklart, i Det gamle Testamente. Det begynder med profetien om "kvindenes sæd" (1 Mos 3,15) og løftet om Abraham, i hvem alle folkeslagene skulle velsignes (1 Mos 12,3; 1 Mos 15,5), og det er også antydet i ApG 10,43 og i argumentationen i Rom. 4.

I Det nye Testamente betyder evangeliet aldrig blot en bog, men derimod det budskab, som Kristus og Hans apostle forkyndte. Mange steder kaldes det "Guds evangelium", for eksempel Rom 1,1; 1 Thess 2,2; 1 Thess 2,9; 1 Tim 1,11. Andre steder kaldes det "Kristi evangelium" (Mark 1,1; Rom 1,16; Rom 15,19; 1 Kor 9,12; 1 Kor 9,18; Gal 1,7). I et andet sted kaldes det "Guds nådes evangelium" (ApG 20,24)]; i et andet "fredens evangelium" (Ef 6,15); i endnu et andet "jeres frelses evangelium" (Ef 1,13); og i atter et andet "det herlige evangelium" (2 Kor 4,4, KJV). Evangeliet er Kristus: Han er dets genstand, dets mål og dets liv. Det blev forkyndt af Ham (Matt 4,23; Matt 11,5; Mark 1,14; Luk 4,18, randnote), af apostlene (ApG 16,10; Rom 1,15; Rom 2,16; 1 Kor 9,16) og af evangelisterne (ApG 8,25).

Vi må bemærke det klare modsætningsforhold mellem loven og evangeliet. Sondringen mellem de to er vigtig, fordi det, som Luther anfører, indeholder substansen af al kristen lære. "Med loven," siger han, "menes intet andet end Guds ord og befaling, som fremstiller hvad man skal gøre og hvad man skal lade være, og som kræver af os lydighed gennem værker. Men evangeliet er sådan en lærdom af Guds ord, at den hverken kræver vore værker eller byder os at gøre noget, men forkynder den udbydende nåde af syndsforladelse og evig frelse. Her gør vi intet, men modtager blot det, som tilbydes gennem ordet." Evangeliet er således Guds budskab, kristendommens lærdom, forløsningen i og gennem Jesus Kristus, Guds enebåren Søn, tilbudt hele menneskeheden. Og da evangeliet er sammenvævet med Kristi liv, Hans biografi og optegnelsen af Hans værker og forkyndelsen af hvad Han har at tilbyde, alt samles det i dette ene ord, for hvilket der ikke kan gives en bedre definition end Melanchtons: "Evangeliet er det vederlagsfri løfte om syndsforladelse for Kristi skyld." At fastholde standhaftigt, at vi i dette evangelium har en overnaturlig åbenbaring, er i fuldkommen harmoni med den videnskabelige undersøgelses ånd. Evangeliet, som hele frelses-budskabet og læren, og som særlig virksomt til bot, tro, retfærdiggørelse, fornyelse og helliggørelse, omhandler åbenbaringens og erfaringens fakta.

David H. Bauslin