Fælles

kom'-un: koinos betyder i klassikerne, og først og fremmest i Det Nye Testamente, det som er offentligt, alment, universelt, i modsætning til idios, det som er særligt, individuelt, ikke delt med andre. Således henviser "fælles tro" (Tit 1,4), "fælles frelse" (Jud 1,3) til det, hvori alle kristnes erfaring forenes og er identisk: "fælles", fordi der kun er én tro og én frelse (Ef 4,4-6). Herfra kommer den afledte betydning af det, som er almindeligt og derfor ringeagtet, i modsætning til det, som hører til en klasse og værdsættes, fordi det er sjældent. Dette falder naturligt sammen med Det Gamle Testamentes eksklusivisme, særegenhed og adskillelse. Dets religion var et adskilt folks religion, med en adskilt klasse som dets tjenere, og med detaljerede anvisninger om skel mellem mad, drikke, tider, steder, riter, kar osv. Hvad der end var fælles eller almindeligt, undgik det. Det Nye Testamente derimod, med sit universelle sigte og sin åndelige sfære, hævede sig over alle sådanne ydre ting. Den frelse, det bragte, var rettet mod forløsningen af naturen såvel som af mennesket, idet den helligede skabningen og gennemtrængte alle dele af menneskets væsen og alle livets relationer. Modsætningen illustreres stærkt i ApG 10,14 f, hvor Peter siger: "Jeg har aldrig spist noget, der er fælles og urent," og svaret er: "Det, som Gud har renset, må du ikke gøre fælles."

H. E. Jacobs