Fyrstendømme

prin-si-pal'-i-ti: I Det Gamle Testamente forekommer ordet kun én gang (Jer 13,18, "jeres fyrstendømmer skal komme ned"). Her foretrækkes KJV's randnote "hovedprydelser" med rette af RV for mera'ashoth (fra ro'sh, "hoved"), "hoveddele."

I Det Nye Testamente forekommer "fyrstendømme" for arche, "herredømme," som regel i flertal, med henvisning

(a) til mennesker med myndighed (Tit 3,1, "Mind dem om at underordne sig (KJV; "være underordnet," RV) fyrstendømmer (KJV; "herskere," RV) og magter" (KJV; "myndigheder," RV));

(b) til overmenneskelige kræfter, englelige eller dæmoniske (Rom 8,38; Ef 3,10; Ef 6,12; Kol 1,16; Kol 2,10; Kol 2,15). Paulus var skarpt bevidst om dualismen mellem sind og legeme og om loven i sine lemmer, der førte krig mod loven i hans sind (Rom 7,23), og om det ondes midlertidige sejr, boende i kødet, over åndens gode (Rom 7,14).

Denne dualisme blev objektiveret i zoroastrismen, og blandt babylonierne blev de forskellige himmellegemer anset for at være styret af ånder, nogle gode, nogle onde. Den samme tro, som jøderne tilegnede sig under fangenskabet, viser sig også i græsk tænkning, som f.eks. hos Platon og senere hos stoikerne. De højere sfærer, som følger deres jævne bane, blev i almindelighed anset for at være styret af gode ånder; men i den sublunare sfære, som jorden tilhører, hersker uregelmæssige bevægelser, som må skyldes onde ånder. Især menneskelig adfærds forvildelser, der, mente man, modarbejdede den enkle, forståelige guddommelige plan, blev anset for at være underlagt oprørske magter, som trodsede Gud. Skønt Paulus klart anerkendte et hierarki af sådanne magter (Kol 1,16, "troner eller herredømmer eller fyrstendømmer eller magter"), er det ikke sikkert, at han havde udarbejdet et system af æoner til brug for metafysisk teologi og etik, sådan som det findes hos gnostikerne, selv om de åbenbart mente, at de videreudviklede hans tanke. I 1 Kor 2,6 afviser han denne verdens (aion) visdom og herskerne i denne verden (aion), og erklærer (Ef 6,12), at den kristne må kæmpe mod "verdensherskerne i dette mørke," og forkynder Kristi triumf over "fyrstendømmerne og magterne" i syndernes tilgivelse (Kol 2,15). Den samme personificering af sådanne kræfter eller magter forekommer også i et andet afsnit, hvor gengivelsen i English Versions of the Bible tilslører den (Ef 1,20; Ef 1,21 "da han oprejste ham (Kristus) fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i de himmelske steder, højt over alt (læs "enhvert") herredømme (RV; "fyrstendømme," KJV) og myndighed og magt og herskermagt og hvert navn, som nævnes, ikke alene i denne verden (aion), men også i den kommende"). Et af de ikke mindst interessante steder er Ef 3,10, hvor kirken siges at være midlet til at åbenbare for "fyrstendømmerne og magterne i de himmelske steder" "Guds mangfoldige visdom." Man spørger naturligt, hvad formålet med denne åbenbaring var. Var det at bevirke en forløsning og forsoning af disse dæmoniske magter med Gud? På dette spørgsmål giver Paulus intet svar.

Se ANGEL; SATAN.

William Arthur Heidel