Godsfællesskab

ko-mu'-ni-ti, (hapanta koina eichon, bogstaveligt: "De havde alle ting til fælles"): I ApG 2,44 siges det, at i den spæde menighed i Jerusalem var "alle, som troede, sammen og havde alle ting fælles," og (ApG 4,34 f) "så mange som ejede marker eller huse, solgte dem og kom med beløbene for det, der var solgt, og lagde dem for apostlenes fødder." Den slutning ud fra dette, at der fandt en fuldstændig overdragelse sted af al ejendom tilhørende alle menighedens medlemmer, og at udbyttet deraf blev lagt i en fælles kasse, er blevet bestridt med den begrundelse, at Barnabas' eksempel med at sælge "en mark" til dette formål (ApG 4,37) ikke ville være blevet nævnt, hvis dette havde været den almindelige regel. Den tanke, der formidles, er, at alle troende i den menighed betragtede deres ejendom som noget, der var betroet dem af Herren, til gavn for hele broderskabet, og at de, når der var behov, gjorde som Barnabas.

Intet bud, som der er bevaret beretning om, foreskrev en sådan fremgangsmåde. Den udsprang af den spontane impuls fra følelsen af broderskab i Kristus, mens discipelflokken endnu var lille og i en vis forstand gjorde dem til én familie, og under det ydre pres fra yderste nød og forfølgelse. Så meget stod fast, at de under sådanne forhold indså, at de havde fælles, at de var rede til at udstrække dette til alle ting. Det var i en vis forstand en fortsættelse af skikken med en fælles pung i flokken af vor Herres nærmeste efterfølgere under hans tjeneste. Straffen, der blev påført Ananias og Safira, var ikke for nogen mangel på fuldt ud at følge denne skik, men fordi de falskeligt hævdede at have givet afkald på den frihed, de havde (ApG 5,4), og derved i deres brødres vurdering modtog en anerkendelse, som ikke tilkom dem. Denne skik varede ikke længe. Den var kun mulig inden for en begrænset kreds og under meget særlige omstændigheder. Det Nye Testamente anerkender retten til individuel ejendom og gør intet forsøg på at fjerne de forskelle, der findes blandt de troende selv. Det godsfællesskab, som det gør muligt, er åndeligt (1 Kor 3,21) og ikke et fællesskab om synlige og ydre ting. Med hensyn til det sidstnævnte pålægger det den kristne, som Guds forvalter, at eje og forvalte ejendom til fremme af Guds rige og menneskers højeste interesser. Ånden i ApG 4,34 skal altid gennemtrænge de troendes samfund som et sandt kristent fællesskab. Meyer har om det ovennævnte sted foreslået, at det ikke er usandsynligt, at den velkendte fattigdom i menigheden i Jerusalem og dens langvarige afhængighed af almisser fra andre menigheder kan have forbindelse med denne tidlige kommunistiske praksis, som, hvor berettiget og prisværdig den end var på det tidspunkt, bar sine uundgåelige frugter i en senere tid med stor knaphed og mangel på arbejde.

H. E. Jacobs