Fængsel

Den første gang, vi læser om et fængsel, er i fortællingen om Josef i Egypten. Da tog Potifar, “Josefs herre, ham og satte ham i fængslet, det sted hvor kongens fanger var bundet” (1 Mos 39,20-23). Det hebraiske ord, der bruges her (sohar), betyder egentlig et rundt tårn eller en fæstning. Det synes at have været en del af Potifars hus, et sted hvor statsfanger blev holdt.

Moseloven gav ingen bestemmelse om fængsling som straf. I ørkenen blev to personer “sat i forvaring” (3 Mos 24,12; 4 Mos 15,34), men det var kun, indtil Guds vilje angående dem kunne blive klarlagt. Fængsler og fanger nævnes i Salmernes Bog (69,33; 79,11; 142,7). Samson blev holdt indespærret i et filistæisk fængsel (Dom 16,21, 25). I Israels senere historie findes der hyppige henvisninger til fængsler (1 Kong 22,27; 2 Kong 17,4; 25,27, 29; 2 Krøn 16,10; Es 42,7; Jer 32,2). Fængsler synes at have været almindelige på Det Nye Testamentes tid (Matt 11,2; 25,36, 43). Apostlene blev sat i det “almindelige fængsel” på foranledning af det jødiske råd (ApG 5,18, 23; 8,3); og i Filippi blev Paulus og Silas kastet i det “inderste fængsel” (16,24; jf. 4,3; 12,4.5).