Fængsel, ånder i

Udtrykket forekommer i det meget omstridte afsnit, 1 Pet 3,18-20, hvor apostlen, idet han formaner kristne til udholdenhed under lidelse for at gøre det gode, siger: "For også Kristus led én gang for synder, den retfærdige for de uretfærdige, for at han kunne føre os til Gud; han blev dræbt i kødet, men gjort levende i ånden; i den gik han også hen og prædikede for ånderne i fængsel, som tidligere havde været ulydige, dengang Guds langmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget; i den blev få, det vil sige otte sjæle, frelst gennem vand." Det er klart, at i denne sammenhæng betegner "ånderne i fængsel" (tois en phulake pneumasin) den slægt, som var ulydig i Noas dage, mens ordene "ånder" og "i fængsel" henviser til deres nuværende legemsløse tilstand på et dommens sted i den usynlige verden (sammenlign 2 Pet 2,4-9). Det afgørende punkt i afsnittet ligger i det, der siges om Kristi prædiken for disse ånder i fængsel. Den fortolkning, der umiddelbart virker mest naturlig, er, at Kristus, dræbt i kødet og gjort levende igen i ånden, gik bort i denne åndelige (legemsløse) tilstand og prædikede for disse ånder, som engang havde været ulydige, men nu betragtes som muligvis modtagelige for hans budskab. Dette er den forståelse af afsnittet, som flertallet af moderne eksegeter har, og den finder støtte i det, der siges i 1 Pet 4,6: "For med dette formål blev evangeliet forkyndt også for de døde, for at de ganske vist skulle dømmes efter mennesker i kødet, men leve efter Gud i ånden." På dette grundlag opbygges nu ofte en mængde lære eller formodning om "en anden prøvetid", "genoprettelse" osv. – til dels med rødder tilbage til kirkefædrenes tid – som afsnittet, selv forstået sådan, giver et meget spinkelt grundlag for (se om denne opfattelse Plumptre, The Spirits in Prison; Dorner, System of Christian Doctrine, IV, 130-32; E. White, Life in Christ, kapitel xxii). Det må dog indrømmes, at den ovennævnte tilsyneladende plausible forklaring ved nærmere undersøgelse er omgivet af mange vanskeligheder. En Kristi prædiken i Hades omtales ikke noget andet sted i Skriften, mens Peter synes at tale til sine læsere om noget, de er fortrolige med; det virker mærkeligt, at disse mennesker før syndfloden skulle udpeges som de eneste genstande for denne prædiken i den åndelige verden; ordet "gjort levende" henviser eksegetisk ikke til en legemsløs tilstand, men til Kristi opstandelse i legemet osv. En anden fortolkningslinje foretrækkes derfor af mange, som forstår ordene "i den gik han også" som en henvisning, ikke til en legemsløs åbenbaring, men til den historiske prædiken for slægten før syndfloden gennem Noa, mens de endnu levede. Til fordel for denne opfattelse taler den kendsgerning, at apostlen i 1 Pet 1,11 betragter den tidligere profetiske forkyndelse som et vidnesbyrd fra "Kristi Ånd", at Guds langmodighed med Noas slægt beskrives i 1 Mos 6,5, som Peter uden tvivl har i tankerne, som Guds Ånds striden, og at der i 2 Pet 2,5 er endnu en hentydning til disse begivenheder, og Noa beskrives som "en retfærdighedens prædikant". Afsnittet, 1 Pet 4,6, kan have den mere generelle betydning, at kristne, som er døde, ikke står dårligere i dommen sammenlignet med dem, der skal være i live ved parusien (sammenlign 1 Thess 4,15-18). (For en fremstilling af denne opfattelse, med en fuldstændig redegørelse for fortolkningerne og litteraturen om emnet, sammenlign Salmonds Christian Doctrine of Immortality, 4. udgave, 364-87.)

Se også ESCHATOLOGY OF THE NEW TESTAMENT.

James Orr