Fællesskab; (samfund)

ko-mun'-yun: Ordene "communion" og "fellowship" i den engelske bibel er forskellige oversættelser af ordene koinonia og koinoneo eller deres beslægtede former. De betegner fællesskabshandlinger, som blev praktiseret blandt de første kristne, eller udtrykker den særlige oplevelse af enhed og fællesskab, som disse handlinger var det ydre udtryk for. De forskellige passager, hvor disse ord bruges, falder i to grupper: dem, hvor de henviser til fællesskabshandlinger, og dem, hvor de henviser til fællesskab som erfaret virkelighed.

I. Fællesskabshandlinger.

De fællesskabshandlinger, der nævnes i Det Nye Testamente, er af fire slags.

1. Herrens nadver:

Vores oplysninger om karakteren af det fællesskab, der indgår i overholdelsen af dette sakramente, er begrænset til den ene omtale i 1 Kor 10,16; 1 Kor 10,17: "Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke et fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke et fællesskab med Kristi legeme?" På grund af de materielle elementers tilstedeværelse i sakramentet fristes man til at begrænse ordet for fællesskab til betydningen delagtighed eller deltagelse. Dette opfylder dog ikke helt de krav, sammenhængen stiller. Ordets fulde betydning må søges i lyset af argumentationen i hele afsnittet (vers 14-22).

Paulus protesterer mod, at kristne deltager i afgudiske fester, med den begrundelse at sådanne fester i virkeligheden fejres til ære for de dæmoner, der er knyttet til afguderne, og at de, som deltager i dem, kommer i fællesskab med dæmoner. Som bevis for dette punkt nævner apostlen Herrens nadver, som hans læsere kender. Ved at tage del i bægeret og brødet knyttes nadvergæsterne sammen i enhed: "Vi, som er mange, er ét brød, ét legeme; for vi har alle del i det ene brød." Således er fællesskabet i elementerne et virkeligt fællesskab mellem tilbederne indbyrdes og med Kristus. Hvis fællesskabet ikke forstås i denne åndelige betydning, rammer Paulus' illustration ikke sit mål.

Se eukaristi.

2. Kommunisme:

Ordet for fællesskab, sådan som det bruges i ApG 2,42, tolkes af nogle i denne betydning: "De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskab, ved brødsbrydelsen og bønnerne." Det forhold, at de fire udtryk bruges parvis, og at tre af dem henviser til bestemte handlinger, som de troendes fællesskab praktiserede, antyder, at ordet for fællesskab også henviser til en bestemt handling af lignende art som de andre. Det er meget nærliggende at henvise dette til ejendomsfællesskabet, som beskrives i versene umiddelbart efter (se COMMUNITY OF GOODS). Forfatteren kunne dog med lige så god ret have betragtet udvekslingen af åndelige erfaringer som en gudstjenestelig handling i samme klasse som "brødsbrydelsen og bønnerne."

3. Bidrag:

Kristent fællesskab fandt en naturlig udtryksform i almissegivning. Dette påbydes som en pligt i Rom 12,13; 1 Tim 6,18; Hebr 13,16. Et eksempel på sådan givning er den store indsamling blandt hedningekristne for de fattige hellige i Jerusalem (Rom 15,26; 2 Kor 8,4; 2 Kor 9,13). Paulus tillagde denne indsamling så stor betydning som et vidnesbyrd om den fællesskabsånd, som evangeliet fremkalder i alle hjerter uden forskel, hvad enten de er jøder eller hedninger, at han ønskede selv med fare for sit liv at overbringe den med egen hånd.

Se indsamling.

4. Samarbejde:

En form for fællesskab, der var nært beslægtet med almissegivning, var formel hjælp eller samarbejde i kristent arbejde, sådan som den hjælp, filipperne gav Paulus (Fil 1,5). En særlig form for dette samarbejde er den formelle anerkendelse ved at give fællesskabets højre hånd, som beskrevet i Gal 2,9.

II. Fællesskab som erfaret virkelighed.

Helt fra begyndelsen erfarede de første kristne en særlig følelse af enhed. Kristus er på én gang centrum for denne enhed og oprindelsen til ethvert udtryk for fællesskab. Undertiden er fællesskabet i det væsentlige en erfaring og er som sådan næppe til at definere. Det kan snarere betragtes som en mystisk forening i Kristus. I andre tilfælde nærmer fællesskabet sig eller omfatter tanken om samkvem. I nogle passager fremstilles det som en delagtighed eller et partnerskab. Ordene forekommer hyppigst i Paulus' skrifter; hos ham var tanken om kristen enhed et styrende princip.

I sine forskellige relationer fremstilles fællesskab:

(1) Som et fællesskab mellem Sønnen og Faderen. Evangelieberetningen fremstiller Jesus som en, der nyder en enestående oplevelse af fællesskab og fortrolighed med Faderen. Blandt mange sådanne udtryk er dem i Matt 11,25-27 (jf. Luk 10,21; Luk 10,22) og Joh 14-15 særlig vigtige.

(2) Som vores fællesskab med Gud, enten med Faderen eller Sønnen eller med Faderen gennem Sønnen eller Helligånden. "Vores fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus" (1 Joh 1,3; jf. også Joh 14,6; Joh 14,23; Joh 14,16).

(3) Som vores fællesskab med hinanden. "Hvis vi vandrer i lyset, sådan som han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden" (1 Joh 1,7). Undertiden forekommer tanken om fællesskab i forbindelse med abstrakte ideer eller erfaringer: "Hav intet fællesskab med mørkets ufrugtbare gerninger" (Ef 5,11); "fællesskabet med hans lidelser" (Fil 3,10); "fællesskabet i din tro" (Filem 1,6). I tre passager er fællesskabets relation ikke helt klar: "Åndens fællesskab" (Fil 2,1); "Helligåndens fællesskab" (2 Kor 13,14); og "fællesskabet med hans Søn, Jesus Kristus" (1 Kor 1,9). Fællesskabet skal sandsynligvis forstås som det, der råder blandt kristne i kraft af Kristi nåde og Helligåndens tjeneste.

Det skal ikke sluttes, at tanken om fællesskab er begrænset til de passager, hvor de særlige ord for samfund bruges. Nogle af de klareste og rigeste udtryk for enhed og fællesskab findes i evangelierne, selv om disse ord ikke forekommer i dem. Faktisk er de måske mest kendte og stærkeste udtryk for tanken dem, hvor den fremstilles symbolsk, som i lignelsen om vinstokken og grenene (Joh 15,1) eller i billedet af legemet og dets lemmer (Matt 5,29; Rom 12,5; Rom 12,1).

Russell Benjamin Miller