Gamaliel

Guds løn.

En høvding for Manasses stamme ved folketællingen ved Sinaj (4 Mos 1,10; 2,20; 7,54, 59).

Søn af rabbi Simeon og sønnesøn af den berømte rabbi Hillel. Han var farisæer og derfor modstander af saddukæernes parti. Han var kendt for sin lærdom og var formand for Sanhedrin under Tiberius’, Caligulas og Claudius’ regeringer og døde, siges det, omkring atten år før Jerusalems ødelæggelse.

Da apostlene blev ført frem for rådet, anklaget for at prædike Jesu opstandelse, rådede Gamaliel, som en nidkær farisæer, til mådehold og ro. Med henvisning til velkendte begivenheder rådede han dem til at “holde sig fra disse mænd.” Hvis deres værk eller råd var af mennesker, ville det blive til intet; men hvis det var af Gud, kunne de ikke ødelægge det og burde derfor være på vagt, så de ikke skulle “findes at kæmpe mod Gud” (ApG 5,34-40). Paulus var en af hans disciple (22,3).