Gamaliel

ga-ma'-li-el (gamli'el, "Guds løn eller gengæld"; Gamaliel):

(1) Søn af Pedahzur og »fyrste blandt Manasses børn«, udvalgt til at hjælpe med at foretage folketællingen i ørkenen (4 Mos 1,10; 4 Mos 2,20; 4 Mos 7,54; 4 Mos 7,59; 4 Mos 10,23).

(2) En farisæer, som på »rådet« møde lykkedes det at overtale medlemmerne til at indtage en mere fornuftig holdning, da de var ophidsede over Petrus' og de øvrige apostles lære og søgte at slå dem ihjel (ApG 5,33-40). At han var vel egnet til denne opgave, vidner det faktum, at han selv var medlem af Sanhedrin, en lærer i loven og blev holdt i høj ære blandt hele folket. I sin tale pegede han for sine kolleger på de alvorlige følger, der kunne opstå ved eventuel overiltet handling fra deres side. Mens han citerede eksempler fra fortiden med opstand eller oprør, som hans hørtere kendte til og som var mislykket, mindede han dem samtidig om, at hvis denne sag under Petrus »er fra Gud, skal I ikke kunne ødelægge dem; for I kunne komme til at stå i kamp mod Gud.« Som følge af hans argumenter blev apostlene efter at være blevet slået og pålagt ikke længere at tale i Jesu navn løsladt. I den tale, som Lysias tillod Paulus at holde fra trapperne til palæet efter uroen i Jerusalem, refererede Paulus til Gamaliel som sin ungdoms lærer, som instruerede ham nøje i Mosesloven (ApG 22,3).

De tolerance og liberalitet, som Gamaliel udviste ved sit foredrag for Sanhedrin, var så meget mere bemærkelsesværdig på grund af deres sjældenhed blandt farisæerne i denne periode. Selv om kristnenes strenge overholdelse af tempeltjenesten og deres tro på udødelighed – et punkt under strid mellem farisæer og sadducæer – kan have påvirket ham (Knowling), skal der ikke tillægges troværdighed til opfattelsen af, at han direkte favoriserede apostlene, eller til traditionen om, at han senere blev kristen. Den høje plads, som ham tilskrevs i jødisk tradition, og det faktum, at titlen Rabban – endnu højere end Rabbi eller Mester – først blev tildelt ham, vidner om, at han forblev farisæer til det sidste. Hans tale er snarere indicativ for én, som kendte den dybere sandhed i Det Gamle Testamente om Guds universelle faderskap, og som anerkendte, at tilstedeværelsen af Hans kraft var den afgørende faktor i alle menneskelige foretagender. Hans sociale anordninger var gennemtrængt af samme åbenlynd ånd. således hans lovgivning til fordel for de fattige blev formuleret så den omfattede både hedninger og jøder. Autenticiteten af hans tale er blevet stillet spørgsmålstegn ved af Wendt og andre, primært på grund af den påståede anachronisme med hensyn til Theudas (se THEUDAS); men det indre bevis går imod dette synspunkt (jf. Knowling i The Expositor Greek Test., II, 161). Det er også blevet indvendt af Baur og Tübingen-skolen, at den liberale, fredsommelige Gamaliel ikke kunne være lærer for den fanatiske Saul. Hertil er der svaret, for det første, at anklagerne mod Stefanus om at ødelægge templet og underminere Mosesloven ikke blev rejst mod Petrus og de øvrige apostle, og for det andet, at nogen lærer, hvor moderat han selv end er, kan få sine lærddomme båret til yderligheder af en overdreven ivrig elev.

LITERATUR.

Conybeare og Howson, Life and Epistles of Paul, kapitel ii; Kitto, Cyclopaedia of Biblical Lit., 1866, artikel »Gamaliel« (Ginsberg).

C. M. Kerr