Garver

tan'-er (burseus, fra bursa "en hud"): De eneste henvisninger til en garver findes i ApG 9,43; ApG 10,6; ApG 10,32. Jøderne betragtede garvning som et uønsket erhverv, og det med god grund, for selv i bedste fald var det forbundet med ubehagelige lugte og frastødende syn, om det da ikke ligefrem var ceremonielt urent. Vi kan forestille os, at garveren Simon blandt Jesu disciple fandt et fællesskab, som tidligere havde været nægtet ham. Peter gjorde vejen endnu lettere for Simon ved at vælge hans hus som sin bolig, mens han opholdt sig i Joppe. Simons hus lå ved havet, sådan som det også gælder garverierne langs den syriske kyst i dag, så de ildelugtende væsker fra karrene kunne ledes bort med mindst mulig gene, og så saltvandet var let tilgængeligt til vask af huderne under garvningsprocessen. Disse garverier er meget beskedne foretagender, som regel bestående af et eller to små rum og en gård. Indenfor er der kar, enten bygget af stenmurværk, pudset indvendigt og udvendigt, eller hugget ud i den faste klippe. Fåre- eller gedehuderne smøres på kødsiden med en pasta af læsket kalk og foldes derefter sammen og får lov at ligge, indtil hårene løsner sig. Hår og kødrester fjernes, huderne svulmes op i kalk, bates i en blanding først af hundegødning og siden i en af gærende klid, omtrent på samme måde som i et moderne garveri. De batede huder garves i sumak (arabisk summak), som er det almindelige garvemateriale i Syrien og Israels land. Efter tørring sværtet læderet på den ene side ved at gnide det med en opløsning fremstillet ved at koge eddike med gamle søm eller kobberstykker, og til sidst får huden en behandling med olivenolie. I de mere moderne garverier importeres degras til fedtgarvningsprocesserne. For at farve vædderhuder røde (2 Mos 25) gnider man dem med en opløsning af qermes (svarende til cochenille; se FARVNING), tørrer dem, oliere dem og polerer dem med en glat sten.

Fyrrebark bruges undertiden til garvning i Libanon. Ifølge Wilkinson (Ancient Egypt, II, 186) bruger araberne saften af en ørkenplante til at afhåre og garve huder. Huder til punge bliver enten alungarvet, dvs. garvet med et mineralsalt som alun, eller behandlet som pergament (se PERGAMENT). Omkring Hebron bruges egegrene, hugget i små fliser, til at garve læderflasker eller vandskind. I dette tilfælde fjernes hårene ikke. Garvningen sker, efter at kødresterne er fjernet, ved at fylde huden med egefliser og vand, binde alle åbninger i huden til og lade dem ligge ude i det fri på deres "rygge", med "benene" opad, i ugevis. Marken nær Hebron, hvor man under garvningsprocessen opstiller de svulmende huder i ordnede rækker, frembyder et sælsomt syn. Det er de flasker, der henvises til i KJV (RV "skind") (Jos 9,4; Jos 9,13; Hos 7,5; Matt 9,17; Mark 2,22; Luk 5,37).

Læder blev sandsynligvis brugt i større omfang, end nogen optegnelser viser. Vi ved, at egypterne brugte læder til udsmykningsarbejde. De beherskede kunsten at fremstille præget læder. Skulpturerne giver os en idé om de metoder, der blev brugt til at forarbejde læderet til sandaler, udsmykninger til stridsvogne, betræk til stole, dekorationer til harper, sarkofager osv. Der er to bibelske henvisninger til læder, hvor læderbælter omtales (2 Kong 1,8; Matt 3,4).

Se også CRAFTS, II, 17.

James A. Patch